Mange tror, at arbejdstiden er lovbestemt. Det er den ikke. Den er kun fastsat i de kollektive overenskomster. Er du ansat på individuel kontrakt, skal du derfor selv forhandle arbejdstiden og dens placering.
Vigtigt at huske på om arbejdstid:
- Normalarbejdstiden er 37 timer for det offentlige, og en del private firmaer vælger at følge denne arbejdstid. Normalarbejdstiden ligger fra mandag til fredag.
- Frokostpausens længde og placering skal også aftales, samt hvorvidt den er inklusiv eller eksklusiv i arbejdstiden. Langt de fleste steder er den inkluderet i arbejdstiden. Er den ikke det, bør dette opvejes af en højere løn. Man taler i denne sammenhæng om, ”hvorvidt man selv betaler frokosten eller ej”.
I KF’s overenskomster er frokosten med i de 37 timer.
- Overarbejde kan være nødvendigt i et rimeligt omfang, men KF anbefaler, at det undgås. Er der aftalt en fast arbejdstid, bør du sikre dig, at der også betales overarbejde – enten i form af afspadsering eller ved aflønning. Overarbejdshonorering er ikke en selvfølge, og har du ikke indgået en aftale herom, kan du ikke gøre krav på at få overarbejdsbetaling.
KF anbefaler som udgangspunkt en standard, som er normal inden for bygge- og anlægsbranchen – hvor der betales 50% ekstra for de første 3 timer, 100% ekstra for den 4. og de efterfølgende timer og 100% ekstra for arbejde på arbejdsfri dage.
På KF’s overenskomstområder anvendes forskellige modeller, hvor man blandt andet arbejder med at opgøre arbejdstiden over perioder på 1 eller 2 måneder.
Der er nogle ”farer” ved overarbejde, som du skal være opmærksom på, hvis du bliver arbejdsløs:
Modregning af overarbejde
Overarbejde modregnes således i din understøttelse, hvad enten du får løn eller ej. Det betyder, at du ikke får penge fra a-kassen før du har afviklet dine overskydende timer – efter du er blevet ledig. Det medfører en periode uden indtægt.
Overskydende timer
Overskydende timer i a-kasse-terminologi er det antal timer, du har arbejdet mere end fuld, ugentligt, overenskomstmæssig arbejdstid (i praksis næsten altid 37 timer) de seneste 13 uger, før du tilmelder dig AF som ledig.
Som deltidsforsikret er det alle timer over 30 om ugen, og alle former for beskæftigelse tæller:
- Lønnet
- Ulønnet
- Selvstændig bibeskæftigelse
- Løn i opsigelsesperioden
- Sygedage og dage opsparet til efteruddannelse