Her er et par gode råd til, hvad du skal huske at foretage dig, når du er færdig med din uddannelse.
A-kassen
Husk at melde dig ind i a-kassen, så snart du er dimitteret. Du har 2 uger fra den dag, du består sidste eksamen til at melde dig ind, så du opnår dimittendrettigheder i a-kassen.
Melder du dig ind for sent – også selvom det kun er en enkelt dag – så mister du muligheden for at blive optaget som dimittend. Du skal derefter arbejde i et helt år, før du igen kan være dagpengeberettiget i tilfælde af, at du bliver arbejdsledig. Konstruktørforeningen samarbejder med a-kassen FTF-A, se mere på www.ftf-a.dk
Tilmeld dig på www.jobnet.dk
Som ledig skal du også tilmelde dig Jobnet. For at blive tilmeldt Jobnet skal du lægge dit CV ind på Jobnet’s hjemmeside. Derefter vil du være registreret som værende til rådighed for arbejdsmarkedet. Efter en karensperiode på 4 uger er du berettiget til at modtage dagpenge under forudsætning af, at du har meldt dig ind i en a-kasse som beskrevet ovenfor.
Ret til KF's hjælp
Er du allerede medlem af KF, vil du i ugerne, inden du dimitterer, modtage et brev fra Konstruktørforeningen. Sammen med brevet modtager du et girokort på 100 kroner, der sikrer dig fremtidigt medlemskab af KF. Først fra 2. kvartal skal du betale fuldt kontingent på 935,00 kr. Har du været medlem af KF i tre måneder, før du dimitterer, så har du ret til fuld juridisk service og retshjælp. Har du ikke været medlem i tre måneder, så gælder den særlige regel for dimittender, at hvis du melder dig ind i KF, senest når du dimitterer, så får du ret til vores medlemsservice, når du har betalt gebyret på 100 kroner.
Er du endnu ikke medlem, kan du printe, udfylde og indsende indmeldelsesblanketten i højre spalte på skærmen. Du kan sende den til os på fax: 33 36 41 60 eller på e-mail kf@remove-this.kf.dk. Det vigtige er, at indmeldelsesblanketten er underskrevet.
Tilmeld dig KF JobAvis
Som medlem af Konstruktørforeningen kan du tilmelde dig vores elektroniske jabavis, som vi sender til dig på e-mail hver mandag. Her bringer vi et udvalg af job til bygningskonstruktører, der er slået op på nettet og i aviser.
Tilmeld dig jobavisen>
Hjælp til jobsamtale og kontrakt
Som medlem har du mulighed for at få juridisk bistand på sekretariatet. Det er relevant for dig, når du skal forhandle din første ansættelseskontrakt:
Vi hjælper dig med spørgsmål som for eksempel:
· Hvad skal der stå i en ansættelseskontrakt?
· Hvor meget får du i løn?
· Bliver du ansat efter overenskomst?
· Har du ret til sommerferie?
Du kan bruge KF til meget mere
Udover den juridiske bistand før, under og efter et ansættelsesforhold, kan Konstruktørforeningen tilbyde dig mange andre interessante ting. Vi arrangerer kurser for vores medlemmer, vi samarbejder med andre organisationer og institutioner om efter- og videreuddannelse, og vi tilbyder dig et månedligt fagblad, faglige netværk og faglig sparring ved jobskifte samt meget mere. Følg med på www.kf.dk/kalender