Menu
Temaer
90’erne – ledighed og cyperspace
Det ny årti indledes med, at db skifter navn til konstruktørforeningen/KF.
Fagbladet bliver til konstruktøren og får nyt layout. KF flytter til Larslejsstræde i København og bliver optaget i den partiuafhængige hovedorganisation FTF (Foreningen for tjenestemænd og funktionærer), og i arbejdsløshedskassen FTF-A.
Med medlemskabet får KF en plads som FTF’s repræsentant i det nye tekniker-råd.
På generalforsamling i 1990 præsenterer bestyrelsen for første gang et fremadrettet handlingsprogram ved siden af den bagudrettede beretning.
Handlingsplanen revideres igen i 1995, hvor der laves scenarier om fagforeningen i fremtiden.
Ellers er 90’ernes første år præget af en katastrofal stor arbejdsløshed. KF får succes med jobskabelsesprojekter og jobsøgningskurser.
Foreningens 25 års jubilæum markeres i 1991. Der indstiftes en konstruktørpris, der uddeles første gang ved jubilæumsfesten.
På arkitektområdet truer arbejdsgiverne – praktiserende arkitekter (par) både i 1991, 1993 og 1997 med lockout. De to første gange må sagen afgøres i forligsinstitutionen. I 1997 kommer parterne til enighed.
Internationalt tager KF i 1992 sammen med den engelske organisation CIOB (Chartered Institute of Building] og den spanske CGATE (Consejo General de la Arquitectura Técnica de España) initiativ til at oprette den europæiske organisation ECBP.
Den europæiske forening skal lave anerkendelsesaftaler for konstruktører og andre lignende europæiske uddannelser i udlandet.
ECBP (European Council for Building Professionals) får hurtigt deltagelse fra organisationer i Spanien, england, irland, Finland, Sverige og Belgien.
Den første gensidige anerkendelsesaftale underskrives mellem KF og den spanske organisation i 1996.
Det lykkedes også KF at få plads i teknikerudvalget for Byggeri og Energiforsyning, og foreningen er med til at starte efteruddannelsesudvalget for Byggeriets teknikere, der tilbyder næsten gratis kurser.
KF går også forrest for at etablere en barselsfond, men det lykkes ikke i første omgang.
I 1997 får KF som en af de første foreninger herhjemme en hjemmeside og en elektronisk postkasse.
Samme år afholdes kF’s første byggefaglige kongres om byggefaglige problemstillinger. I 1997 er økologien på dagsordenen. På den byggefaglige kongres i efteråret 1999 er emnet kvalitet, design og konstruktion i byggeri med træ.
I løbet af 90’erne udvider KF sekretariatet med 2 medarbejdere. I 1994 ansættes en faglig sekretær til at tage sig af uddannelse, ledighed og internationalt arbejde.
På det kommunale område satser KF benhårdt på, at de kommunale skal have noget ud af ny løn. Der ansættes en medarbejder til at tage rundt til kommunerne ved Ny Løn forhandlingerne i 1997, og det giver pote.
Resultater
- Som en af de første foreninger får KF en hjemmeside og en elektronisk postkasse.
- Den første gensidige anerkendelsesaftale underskrives mellem KF og den spanske organisation i 1996.
- KF har stor succes med jobskabelsesprojekter.