Gå til sidens indhold
Tilbage til oversigt

Konstruktørdag i Region Sjælland 2021

Deltag i rundvisning i Permatopia, hør om Ressource Blokken – upcycling af 60’erne og 70’ernes almene byggeri og netværk med dine kolleger over en god middag den 3. november 2021 kl. 14.00-19.30
Konstruktørdag i Region Sjælland 2021

Konstruktørdagen starter kl. 14.00 med en guidet rundvisning i Karise Permatopia, som er et nyt moderne øko-samfund nær København. Karise Permatopia er et moderne, selvforsynende og børnevenligt landbrugs- og bofællesskab. Den naturskønne 29 hektar store grund med skov, mark, eng og sø ligger i gåafstand fra Karise Station. Karise Permatopia består af 90 åndbare og økologiske rækkehuse i fem forskellige størrelser, hvoraf 44 er almene lejeboliger, og de øvrige er ejer- og andelsboliger. Den eksisterende gård i Karise Permatopia indrettes med masser af fællesfaciliteter, gårdbutik og café, økologisk og fossilfrit landbrug samt et bæredygtigt forsyningsanlæg baseret på vedvarende energi og resursekredsløb, inspireret af permakultur, hvor landbrug, forsyning og boliger knyttes sammen i et lukket system, der ikke påvirker deres opgivelser negativt.

Efter rundvisningen tager vi til Kulturhuset Leopold, Bredgade 22 i Karise, hvor resten af arrangementet afholdes. Katrin Susanna Gimmel, JaJa, vil fortælle om Ressource Blokken – upcycling af 60’erne og 70’ernes almene byggeri. Verden over rives utallige bygninger ned for at gøre plads til nye. I perspektivet af den grønne omstilling og voksende ressourceknaphed er det paradoksalt, at disse nedrevne bygninger sjældent udnyttes i opbygning af det byggeri, som erstatter dem. Ressource Blokken samler branchens førende aktører for at undersøge hvordan, vi sikrer en bæredygtig håndtering af Danmarks almenboliger - nu og i fremtiden. Projektet kigger nærmere på 15 almene boligområder, som ligger under for områdeudviklingskrav, der medfører nedrivning og nybyg, og afdækker løsninger og nye fremgangsmåder, der kan vise vejen for cirkulært byggeri i stor skala over hele landet.

Kirsten Nielsen, formand, fortæller om nyt fra KF, og der bliver også mulighed for at blive præsenteret for de opstillede kandidater til regionsledelsen.

Arrangementet afsluttes med en middag. 

  • Program

    Kl. 14.00: Guidet rundtur i Karise Permatopia

    Kl. 15.30: Ressource Blokken v/Katrin Susanna Gimmel, JaJa

    Kl. 16.45: Nyt fra KF v/Kirsten Nielsen

    Kl. 17.45: Præsentation af de opstillede til regionsledelsen

    Kl. 18.00: Middag

  • Parkering

    Når du ankommer til Karise Permatopia, så kør ind ad grusvejen ved Køgevej 15B. Her kan du parkere på P-pladsen langs med vejen og op mod gården. Der er ingen parkering på selve gårdspladsen.

  • Om Konstruktørdagen

    I ulige år bliver Konstruktørdagen holdt i regionerne frem for samlet for hele landet. Det er KF's regionsledelser, der står for arrangementet, hvor det faglige indhold typisk består af et byggepladsbesøg og et oplæg om et aktuelt fagligt emne. Der vil samtidigt være præsentation af kandidater til regionsledelsen. Dagen slutter af med en middag og mulighed for at netværke med dine konstruktørkolleger lokalt.

  • Afholdelsested
    Karise Permatopia
    Køgevej 15B
    4653 Karise

    Henter kort