Gå til sidens indhold

Bestem dit lønkrav som nyuddannet

Det er svært at give et entydigt bud på, hvad din løn skal være som nyuddannet. Ved hjælp af 6 spørgsmål kan du spore dig ind på lønniveauet i dit første bygningskonstruktørjob.

Mange nyuddannede har svært ved at sætte pris på sig selv, når de skal forhandle den første løn. Det er imidlertid vigtigt, at du kender din markedsværdi, så du ikke får solgt dig selv for billigt og bliver sat bagud fra starten. Samtidig må du heller ikke sætte din pris for højt, så du helt misser chancen for at komme i betragtning til jobbet. Brug guiden herunder til at bestemme dit lønudspil.

1. Skal du arbejde i det offentlige eller private?

Forberedelsen til din første lønforhandling påvirkes meget af, om det er i det offentlige eller private, du skal arbejde. Og om du bliver ansat på en overenskomst eller ej. Skal du arbejde i en kommune, en region eller staten bliver du ansat på en overenskomst. Her er det tillidsmanden eller en konsulent fra KF, der forhandler for dig. De kender alt til løntrin og tillæg, men du skal bidrage med relevante input, så du bliver placeret rigtigt. I det private ansættes de fleste bygningskonstruktører på individuelle kontrakter, som de forhandler på egen hånd direkte med chefen. Det kræver god forberedelse. I arkitektbranchen har KF overenskomst, men her skal du stadig selv forhandle din løn. Læs mere om løn og lønforskelle.

2. Hvad får andre i løn?

Som det første bør du tjekke KF’s statistik over bygningskonstruktørers lønninger i Danmark, som indsamles blandt medlemmerne i september hvert år. Her kan du finde faktatal om andres reelle lønninger inddelt efter fx geografi, erfaring og branche. Du finder også information om bl.a. arbejdstid, efteruddannelse og personalegoder på det private og det offentlige område. Brug statistikken til at fastsætte dit lønkrav – bl.a. ved at se på, hvad andre nyuddannede har fået. Ved hjælp af information om gennemsnitslønnen, 50 %-fraktilen (medianen), 25 %-fraktilen og 75 %-fraktilen kan du få en fornemmelse af, hvilket lønniveau du skal lægge dig på. Se KF’s lønstatistik (kræver at du er logget ind på ’Mit KF’).

3. Hvilken branche er jobbet i, og hvad er indholdet?

Når du fastsætter dit lønkrav, skal du tage højde for, at ikke alle konstruktørjob lønnes ens. Lønniveauet afhænger af, hvilken delbranche jobbet befinder sig i, jobindhold og hvor i landet jobbet er. Som nævnt er der forskelle mellem det private og offentlige i forhold til løn og vilkår. Samtidig har nogle delbrancher højere startlønninger end andre. Fx giver entreprenørbranchen typisk højere startløn end arkitekt- og ingeniørbranchen. Vær altid opmærksom på den samlede lønpakke i forhold til ferie, arbejdstid og pension. KF kender til lønninger for forskellige arbejdsfunktioner og har på nogle områder adgang til branchestatistikker, som kan give dig værdifuld vejledning om lønniveauet, så kontakt os og få input.

4. Hvordan er virksomheden og dens økonomi?

Du skal researche på den virksomhed/organisation, som du skal arbejde i, for at kunne tilpasse dit lønkrav.

Tag afsæt i følgende:

  • Hvordan ser virksomhedens økonomi ud? Er den i vækst? Er der fx skrevet om virksomheden i pressen?
  • I hvor høj grad er du den kandidat, de mangler? Er det svært at finde arbejdskraft til den type stillinger?
  • Har virksomheden ry for at være lønførende?
  • Hvor ligger virksomheden? Er det i Hovedstaden eller i provinsen?

5. Har du særlig viden og relevante kompetencer?

Din baggrund og uddannelse skal du også lade afspejle i dit lønkrav. Det er med til at øge din værdi, hvis du søger et job, der ligger i forlængelse af, hvad du har specialiseret dig i i dit afgangsprojekt. Det er også et godt kort på hånden, hvis du kan komme med relevante erfaringer fra fx et tidligere studiejob eller praktikophold. Dermed vejer dine argumenter tungere, når du skal presse din pris op.

6. Er der pensionsordning?    

Husk at tage højde for pension. Selvom pension ikke er det mest sexede, er det et centralt emne for din fremtid. Er du omfattet af en overenskomst, er pensionen forhandlet ind på forhånd, men i nogle private virksomheder er pension ikke en del af lønpakken. Derfor skal du forhandle lønnen tilsvarende op, så du selv kan oprette en pensionsordning. Er der pension med i jobbet, skal du holde godt øje med, hvor mange procenter arbejdsgiveren indbetaler. Der kan være stor forskel på, hvor meget virksomheder indbetaler til din pension. Vær opmærksom på fordelingen mellem, hvor meget der er arbejdsgiverindbetalt, og hvor meget du selv skal betale. Svarer det til normen i branchen eller virksomheden? Sørg for at tilpasse dit lønkrav herefter.

GUIDE

Bliv god til lønforhandling

Sådan forhandler du en god løn som nyuddannet.

7 løntips
LØNFORHANDLING

Få mere i løn

Kom på kursus i lønforhandling og få en masse gode indspark til en succesfuld forhandling. Kurserne afholdes løbende.

KF's kalender