Gå til sidens indhold

Sådan håndterer du børnepasning under lockouten

Mange forældre har en udfordring med at få passet børn under lockouten. Læs her, hvilke muligheder du har i forhold til din arbejdsplads, og hvad du særligt skal være opmærksom på.

Vuggestuer, børnehaver, skoler og sfo’er. Alt det vil blive ramt af lockout, hvis den bliver en realitet. Men hvad gør man så lige med børnene? Og hvad må man egentlig. Det får du overblik over her.

Lockouten giver dig ikke ret til fravær

Det er dit ansvar, at dine børn bliver passet, så du kan møde på arbejde. Du har ikke ret til fravær på grund af konflikten. Hvis ikke du skal møde på arbejde, skal du aftale det med din arbejdsgiver på forhånd.

Der er flere muligheder

Du kan aftale at bruge ferie, feriefridage eller afspadsering efter de regler, der gælder på din arbejdsplads. Har du ikke ferie, feriefridage eller afspadsering til gode, kan du aftale at holde fri mod at blive trukket i lønnen. Du kan eventuelt også arbejde hjemme, men sørg for, at lave en klar aftale med din arbejdsgiver om det.

Du kan også tage barnet med på arbejde, hvis arbejdspladsen er egnet til det. Det kræver under alle omstændigheder, at din arbejdsgiver accepterer det, og det vil nok også være en god idé at tage dine kolleger i ed.

Det kan koste skat

Nogle virksomheder arrangerer fælles pasning, som enten kan varetages af kolleger eller personale, som er ansat særligt til opgaven. Hvis virksomheden får udgifter i forbindelse med ordningen, for eksempel til lokaleleje eller løn, bliver børnepasningen et personalegode, der er skattepligtigt for den enkelte lønmodtager.

Virksomheden kan bede om bindende svar hos SKAT for at afklare, om den tilbudte ordning er skattepligtig.

Hvis uheldet er ude

Inden du tager barnet med på arbejde, bør du få afklaret forsikringsforholdene. Det kan både være relevant, hvis der sker barnet noget, eller hvis barnet ødelægger noget på arbejdspladsen. Barnet er jo ikke ansat i virksomheden og er derfor ikke naturligt omfattet af virksomhedens forsikringer.

Vil du vide mere?

Har du spørgsmål, kan du skrive til vores OK-postkasse og få direkte svar.

ok@kf.dk