Det regionale forlig er landet
Forliget på det regionale område er landet. Læs her, hvad forliget indeholder.
Senest opdateret den 20. marts 2026.
Den 4. marts er det overordnede forlig på det regionale område i OK26-forhandlingerne landet. Forliget gælder for hele AC-området. De særlige forhandlinger for konstruktørområdet landede den 16. marts. Altså foreligger nu det samlede forlig for regionalt ansatte bygningskonstruktører.
Forliget lægger op til en treårig aftale, der derfor vil gælde fra 2026 til 2029. Rammen er 9,20 % + en teknisk korrektion på 0,2 %.
Indeholdt i rammen er lønstigninger, en stor familiepakke og en fritvalgskonto.
Løn
Din løn kommer til at stige med 6,27 % over den treårige periode. Dette er generelle lønstigninger, som alle får. Derudover er der afsat midler til lokale lønforhandlinger (0,5 %), som forhandles mellem arbejdspladsen og din tillidsrepræsentant.
Udover de generelle lønstigninger er der også afsat et yderligere bidrag til den nye fritvalgsordning, som udgør 1,96 %.
Da fritvalgsordningen først iværksættes 1. januar 2028, og pengene udmøntes 1. april 2027, vil du i perioden fra april 2027 til og med december 2027 få et løntillæg på 2,05 % oveni den aftalte løn. Tillægget er ikke pensionsgivende.
Lønsystemet - trin 31 bliver til trin 32
Lønsystemet ændres, så løntrin 31 stiger til løntrin 32 (med grundlønstillæg) med virkning fra 1. april 2027. Det vil for dem, som i dag er indplaceret på løntrin 31 betyde en ekstraordinær lønstigning på ca. 450 kr. om måneden.
Familiepakke
Der er aftalt en stor familiepakke, som blandt andet betyder, at du og dine kolleger får bedre mulighed for at være hjemme med syge børn. Fremover vil hjemkaldelsesdagen ikke længere tælle som barnets 1. sygedag – den kaldes derfor 0. sygedag – og der gives samtidig mulighed for barnets 3. sygedag.
Derudover er der markante forbedringer i barselspakken, som blandt andet betyder:
• Barselsretten forlænges med yderligere 2 deleuger, så man samlet set har 8 uger til deling
• Indførelse af ret til fravær med løn for sociale forældre og nærtstående
• Udvidet ret til den efterlevende forælder
• Indførelse af ret til op til 3 måneders fravær med løn i forbindelse med for tidligt fødte børn.
Fleksibilitet
Som noget nyt får du også en fritvalgs lønkonto pr. 1. januar 2028. Med midlerne fra kontoen kan du selv finansiere højere månedlig løn, højere pensionsindbetalinger eller mere frihed.
Fritvalgs lønkontoen kan også anvendes til at finansiere:
• 5 særlige feriedage (6. ferieuge)
• 2 nye seniordage, så der i alt er 4 seniordage
• Én ekstra fleksibilitetsdag til ansatte midt i livet, dvs. dem der ikke har omsorgsdage eller seniordage.
Der vil blive orienteret nærmere om fritvalgs lønkontoen, når vi nærmer os 2028.
Dyk yderligere ned i forliget
Læs mere om resultaterne af forhandlingerne.
Information Vedr. OK26 Regioner