Gå til sidens indhold

Bygherreforeningen: Konstruktører er byggebranchens terrængående brobyggere

Konstruktørerne er fulgt med tiden og fremstår i dag som en moderne og populær ’SUV-udgave’, der bl.a. indeholder den nyeste teknologi og lever op til nutidens mangesidige behov. Det siger direktør i Bygherreforeningen Henrik Lindved Bang om bygningskonstruktørerne i anledning af bygningskonstruktøruddannelsens 50-års jubilæum.

Hvis bygningskonstruktøren var en bil, ville det ifølge Henrik Lindved Bang være ”en sej terrængående Land Rover”. Foto: Bygherreforeningen
Hvis bygningskonstruktøren var en bil, ville det ifølge Henrik Lindved Bang være ”en sej terrængående Land Rover”. Foto: Bygherreforeningen

”Byggebranchen har mere end nogensinde brug for konstruktører, som sikrer sammenhæng mellem de mange aktører og processer.”

Det siger Henrik Lindved Bang, direktør i Bygherreforeningen, der især fremhæver konstruktørerne, for, at de kan:

  • Bygge bro mellem en stadig mere kompliceret, juridisk tung og akademisk styring af projekterne, som skal spille sammen med byggepladsernes rå virkelighed
  • Binde projekterne sammen og undgå, at for meget falder mellem stolene

Hvis bygningskonstruktøren var en bil, ville det ifølge Henrik Lindved Bang være ”en sej terrængående Land Rover”.

”Det er et stærkt og anvendeligt køretøj med dækkene solidt plantet i branchens mudrede virkelighed. Og som den engelske firehjulstrækker er konstruktørerne fulgt med tiden og fremstår i dag i en moderne og populær SUV-udgave, der bl.a. indeholder den nyeste teknologi og lever op til nutidens mangesidige behov.”

Dansk byggeri savner projekteringsledelse
Ifølge Henrik Lindved Bang er der for mange budgetoverskridelser i byggeriet, hvilket skyldes udfordringer i samarbejdet.

”Det er skidt for hele branchen, at vi ikke formår at forvalte samfundets penge på en troværdig måde. Mine medlemmers bagland har simpelthen svært ved at forstå, hvorfor vi ikke kan ramme rigtigt og alt for ofte må bede om ekstrabevillinger eller sløjfe vigtige dele af et byggeri for at få budgettet til at passe.”

Han mener, at konstruktørernes faglighed netop kan bringes i spil i forhold til omtalte udfordringer.

”Vi udgav i januar 2017 rapporten ’Byggeriets veje til fremtidens rådgivningsydelser’ , der viser, at projekteringsledelsen – som ligger godt til konstruktørerne – er en afgørende funktion i byggeriet i forhold til at undgå, at fejl og mangler i projektmaterialet skaber kaos i samarbejdet med store ekstraregninger til følge.”

Konstruktører har en nøglerolle i digitalisering
Konstruktører gør sig også gældende på andre felter i byggeriet.

”Konstruktører med en byggefaglig baggrund og praktisk erfaring spiller mange steder også en nøglerolle i forhold til den digitalisering, som sker i disse år i byggeriets processer. Flere placerer sig centralt i rollen som IKT-koordinator og bliver dermed afgørende i forhold til at drive udviklingen og koble den hastige digitalisering med den praktiske virkelighed på byggepladsen,” siger Henrik Lindved Bang og fortsætter:

”Det samme gælder på økonomi- og budgetsiden, hvor jeg mener, at konstruktørerne kan indtage en vigtig position, som tilsyneladende ikke prioriteres højt af hverken arkitekter eller ingeniører.”

Renovering som vigtigt fag i konstruktøruddannelsen
På området for renovering spiller bygningskonstruktøren også en vigtig rolle.

”Renovering af den eksisterende bygningsmasse er et vigtigt og voksende område, som ikke har været højt nok prioriteret af branchen mht. kompetencer og konceptudvikling.  Det var baggrunden for, at Bygherreforeningen sammen med GI etablerede branchepartnerskabet Renovering på Dagsordenen.”

”Konstruktørerne har været hurtige til at indarbejde renovering i uddannelserne med fx særligt undervisningsmateriale, målrettede semesterforløb og nyskabende initiativer som sommerskole for de studerende, der også inddrager andre uddannelser i et fokuseret samarbejde. Det er godt eksempel på, at konstruktøruddannelserne følger med tiden og tager branchens udfordringer alvorligt.”

Artikler om bygningskonstruktørernes betydning

KF har bedt fem fremtrædende personer i byggebranchen løbende på Kf.dk at fortælle, hvilken betydning, de synes, bygningskonstruktørerne og deres uddannelse har. Ud over Henrik Lindved Bang, direktør i Bygherreforeningen er det:

Læs mere
KF-nyhed: Bygningskonstruktøruddannelsen bliver 50 år