Gå til sidens indhold

Dansk Byggeri: Bygningskonstruktører skal være stolte af deres profession

I anledning af bygningskonstruktøruddannelsens 50-års jubilæum i 2017 giver Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri, her sit syn på bygningskonstruktørerne.

Direktør i Dansk Byggeri Michael H. Nielsen mener at bygningskonstruktørerne bidrager med helhedstænkning og er uundværlige i koblingen mellem udførende og projekterende. Foto: Ricky John Molloy
Direktør i Dansk Byggeri Michael H. Nielsen mener at bygningskonstruktørerne bidrager med helhedstænkning og er uundværlige i koblingen mellem udførende og projekterende. Foto: Ricky John Molloy

I bygge- og anlægsbranchen er 50 år ingen alder for en profession. Andre fag – ikke mindst inden for byggeriet – går flere hundrede år tilbage. Det giver i virkeligheden et godt billede af, hvor stor en succes uddannelsen til bygningskonstruktør har været, at det er lykkedes at finde en rolle blandt de traditionelle hæderkronede uddannelser og håndværksfag.

Tonen kan være kontant i bygge- og anlægsbranchen, og man kommer ikke langt, hvis man ikke kan sine ting. Det har helt sikkert ikke været nemt for de første bygningskonstruktører, der kom ud i bygge- og anlægsbranchen. Der er i lyntempo skabt respekt om fagligheden og ikke mindst værditilvæksten bag konstruktøruddannelsen i en grad, at det nu er vanskeligt at forestille sig en branche uden bygningskonstruktører.

Bygningskonstruktører bidrager med helhedstænkning
Dansk Byggeris medlemsvirksomheder sætter stor pris på deres dygtige bygningskonstruktører. De bidrager med helhedstænkning og er uundværlige i koblingen mellem udførende og projekterende. Bygningskonstruktørerne skaber værdi i alle faser af planlægning, projektering og koordinering af alle typer af bygge- og anlægsprojekter – og gør med deres faglighed andre bedre.

Som en af de ganske få videregående uddannelser har bygningskonstruktøruddannelsen formået at optage både studenter og erhvervsuddannede. Det viser også noget om, hvor indgroet det ligger i uddannelsens DNA, at man skaber sammenhæng på tværs og får det bedste ud af forskellige faglige styrker.   

På forkant med krav og teknologier i byggeriet
Hvis bygningskonstruktøren var en bil, var det ikke en bil, man skulle efterlade ved en langtidsparkering, for så er det ikke sikkert, man kunne finde den igen. Den er nemlig hele tiden i udvikling, og bliver sammensat af nye dele på forkant med krav og teknologier i byggeriet.

Bygningskonstruktøren er godt med på digitaliseringen af byggeriet og håndterer allerede digitale modeller på rygraden. Men der er også fart på udviklingen inden for anden ny teknologi, grøn omstilling, cirkulær økonomi, Facilities Management osv.  

Især anlægsområdet har behov for flere bygningskonstruktører
Hvis jeg skal give et godt råd ved jubilæet, så er det at være stolte af det, bygningskonstruktører kan. I skal ikke være arkitekter. Det er arkitekterne jo. I skal heller ikke være ingeniører. Det er ingeniørerne. Vedkend jer den unikke position, som det er at binde projekt og virkelighed sammen. Det er der brug for i dag og i fremtiden.

Herudover vil jeg gerne slå et slag for, at der fremadrettet er grund til at se mere mod anlægsområdet, der sukker efter flere bygningskonstruktører, og som har mange krævende og storslåede projekter i pipeline.

Byggeriet har behov for konstant efteruddannelse
Det er ikke alle 50-årige, der er lige eftertragtede. Bygningskonstruktøren er heldigvis. Der bliver i fremtidens bygge- og anlægsbranche brug for mange flere med en videregående uddannelse. Hvis der har været drøn på udviklingen i de første halvtreds år, er det intet i sammenligning med de næste halvtreds. Måske bare de næste ti. Og et er sikkert: evnen til at omstille sig, optage nye kompetencer og agere i nye sammenhænge vil helt sikkert blive en forudsætning for fremtiden. Derfor er der også brug for konstant efteruddannelse og løbende opkvalificering.

Så min jubilæumshilsen skal afsluttes med et stort TILLYKKE og en påmindelse om, at han eller hun, der ser sig selv som færdiguddannet den dag, man får sit eksamensbevis, er mere færdig end færdiguddannet. Verden står ikke stille, der er brug for livslang efteruddannelse og tilegnelse af nye kompetencer!

Artikler om bygningskonstruktørernes betydning

Artikler om bygningskonstruktørernes betydning

KF har bedt fem fremtrædende personer i byggebranchen løbende på Kf.dk at fortælle, hvilken betydning, de synes, bygningskonstruktørerne og deres uddannelse har. Ud over Michael H. Nielsen fra Dansk Byggeri er det:

Læs mere
KF-nyhed: Bygningskonstruktøruddannelsen bliver 50 år