Gå til sidens indhold

Studerende søges til test af digital pensum-portal

Molio søger bygningskonstruktørstuderende til at teste sin nye, digitale platform, Studieporten.dk, der samler de studerendes pensum ét sted.

Studieporten.dk_FOTO Molio.jpg
Foto: Molio

”Publikationer om konstruktioner, standarder og diverse vejledninger er både tungt at slæbe rundt på og dyrt at købe”.

Det siger Molio – Byggeriets Videnscenter om baggrunden for at have oprettet en ny, digital platform, Studieporten.dk, som for 150 kr. om måneden giver adgang til al pensum til bygningskonstruktøruddannelsen.

Studieporten samler bl.a. relevant lovstof og byggefaglige publikationer fra både Træinformation, Statens Byggeforskningsinstitut (SBi), Dansk Standard og Molio. Foruden pensum får brugerne også adgang til en lang række andre publikationer – dog ikke til de fysiske fagbøger.

Studerende til testning af portal søges

Da den digitale løsning er helt ny, søger Molio studerende til at teste programmet.

”Vi søger bygningskonstruktørstuderende, der har adgang til en computer med internetadgang. Vores testpersoner får gratis, digital adgang til Studieporten.dk i tre måneder og vil undervejs modtager nogle spørgeskemaer, som tager 10 minutter at svare på,” siger  Molio og fortsætter:

”Vi vil generelt gerne teste programmets funktionalitet og indhold. Fx om det giver mening at benytte stjernemarkeringer til favorit-publikationer, om opdelingen af publikationerne er logisk, og om relevante informationer og publikationer er til at finde.”

Studerende, der er interesserede i at være testpersoner i en tre måneders periode, skal senest den 1. december 2017 kontakte Tobias Maglegaard hos Molio på tmc@molio.dk.

Læs mere på Studieporten.dk