Gå til sidens indhold

Bygningskonstruktøruddannelsen bliver 50 år

Bygningskonstruktøruddannelsen fejrer 50 års jubilæum i 2017 og kan bl.a. bryste sig af en stor omstillingsparathed og en evne til at være på forkant med den digitale udvikling i byggeriet, siger Konstruktørforeningens formand Gert Johansen.

København var en af første byer, der kunne tilbyde den nye bygningskonstruktøruddannelse for 50 år siden. I dag kan man blive uddannet som bygningskonstruktør på Københavns Erhvervsakademi (KEA) og syv andre steder i Danmark.
København var en af første byer, der kunne tilbyde den nye bygningskonstruktøruddannelse for 50 år siden. I dag kan man blive uddannet som bygningskonstruktør på Københavns Erhvervsakademi (KEA) og syv andre steder i Danmark. Foto: KEA

”Bygningskonstruktøruddannelsen har været på forkant med hele overgangen fra tusch og tegnepapir til digitalisering med både 2D, 3D og BIM-styrede modeller.”

Det siger Konstruktørforeningens formand Gert Johansen i anledning af, at bygningskonstruktøruddannelsen den 17. januar kan fejre 50-års jubilæum.

Han uddyber:

”Evnen til at være på forkant med udviklingen og omstille sig har været med til at skabe respekt om faget og bane vejen for, at konstruktørerne i dag er en populær og efterspurgt arbejdskraft blandt arbejdsgivere.”

I dag uddannes der årligt ca. 1.000 bygningskonstruktører på otte danske uddannelsessteder til en faggruppe, som omfatter omkring 10.000 aktive bygningskonstruktører.

Jubilæet bliver bl.a. markeret den 9. og 10. februar 2017 på Via University College i Horsens.

Unik uddannelse på verdensplan
Ifølge Gert Johansen – der også er formand for den internationale brancheorganisation for bygningsprofessionelle, AEEBC – er den danske bygningskonstruktøruddannelse unik.

”Når vi ser ud i verden, er det kun i få lande, man har noget, der ligner en bygningskonstruktøruddannelse. Typisk har man uddannelser til arkitekt og ingeniør samt en kort, videregående uddannelse som byggetekniker eller teknisk designer. Men en uddannelse, der uddanner det stærke bindeled mellem alle byggefagene, som de danske bygningskonstruktører er, findes ikke,” siger han og fortsætter:

”Dog etablerede man i Island en bygningskonstruktøruddannelse efter dansk forbillede i 2015. I Vietnam er man i gang med at oprette en dansk professionsbacheloruddannelse som bygningskonstruktør i samarbejde med University College Nordjylland (UCN). Og i både Irland og Norge overvejer man at implementere noget lignende.”

Pas godt på om bygningskonstruktøruddannelsen
Selvom Gert Johansen er stolt over både bygningskonstruktøruddannelsen og sin stand, har han ikke i sinde at hvile på laubærerne.

”For at kunne matche den rivende udvikling i byggeriet med robotter, intelligente it-systemer og en stigende indflydelse fra både byggeleverandører og -industrier skal de folk, der har ansvaret for valg af konstruktion, materialer, proces og udførelse, have en meget stor indsigt i alle berørte processer og være i stand til at varetage en sikkerhedsmæssig forsvarlig udførelse. For mig er der kun én uddannelse, der vil kunne påtage sig denne store udfordring – nemlig bygningskonstruktøren. Derfor er der al mulig grund til at værne om uddannelsen, så vi får medarbejdere, der faktisk kan løfte opgaven.”

Artikler om bygningskonstruktørernes betydning
I anledning af uddannelsesjubilæet har KF bedt fire fremtrædende personer i byggebranchen at fortælle, hvilken betydning de hver især synes, bygningskonstruktørerne og deres uddannelse har.

Artiklerne vil løbende blive publiceret på kf.dk, og de fire personer er:

  1. Henrik L. Bang, direktør i Bygherreforeningen
  2. Lene Espersen, administrerende direktør i Danske Arkitektvirksomheder
  3. Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri
  4. Henrik Garver, direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI

Her findes uddannelsen

Horsens og København var de første to byer, der kunne tilbyde bygningskonstruktøruddannelsen fra starten i 1967. I dag hedder uddannelsesinstitutionerne Københavns Erhvervsakademi (KEA) og Via University College. Uddannelsen kan i dag findes otte steder i landet. De otte uddannelsessteder, der tilbyder bygningskonstruktøruddannelsen, er:

  1. University College Nordjylland, UCN, Ålborg
  2. VIA University College, Horsens
  3. VIA University College, Campus Aarhus C
  4. VIA University College, Campus Holstebro
  5. Erhvervsakademi SydVest, Esbjerg
  6. Erhvervsakademiet Lillebælt
  7. Erhvervsakademi Sjælland, Næstved
  8. Københavns Erhvervsakademi, KEA