Gå til sidens indhold

Debatindlæg: Genopret de 4.000 engelsksprogede uddannelsespladser

Folketingets beslutning om at nedlægge 4.000 engelsksprogede uddannelsespladser ødelægger fødekæden af udenlandske praktikanter, der sidenhen kan blive fastansat og bidrage positivt til konkurrenceevnen. Det siger PLH Arkitekter i et debatindlæg. KF’s formand er enig.

Bill Davey og studerende_Foto UCN.jpg
Folketingets beslutning om til sommer 2022 at skære 4.000 engelsksprogede uddannelsespladser væk på Danmarks professionshøjskoler og erhvervsakademier har med ét fjernet muligheden for at modtage internationale praktikanter fra danske uddannelsesinstitutioner. Foto: UCN

”Nogle gange sidder de bedste hjerner i udenlandske hoveder. Derfor rammer det os direkte på konkurrenceevnen, hvis internationale studerende ikke længere kan være en del af vores tegnestue som praktikanter og sidenhen medarbejdere.”

Det siger Head of People and Change i PLH Arkitekter Maria Haag i et debatindlæg i Berlingske den 3 maj 2022.

Baggrunden for indlægget er, at et bredt flertal i Folketinget har besluttet at skære ca. 4.000 engelsksprogede uddannelsespladser væk på Danmarks professionshøjskoler og erhvervsakademier ”for at spare penge på SU til ikkedanske studerende” – som Maria Haag skriver i sit indlæg.

Hun fortsætter:

”Men den besparelse risikerer at blive særdeles dyr – og vil underminere rekrutteringsgrundlaget for virksomheder som PLH Arkitekter. Med ét fjerner man vores mulighed for at modtage internationale praktikanter fra danske uddannelsesinstitutioner. Et næsten uoverskueligt tab for os.”

Udenlandske praktikanter er flittige med stor gejst

Maria Haag fortæller, at de udenlandske praktikanter kommer med en særlig gejst, passion og iver efter at lære:

”Her er tale om unge mennesker, som kan bidrage med noget helt unikt, idet de, qua deres ophold på en dansk uddannelsesinstitution, kan koble danske traditioner, værdier og byggeskikke med en udenlandsk designforståelse.”

Globalt udsyn er et vigtigt konkurrenceparameter

Ifølge Maria Haag har over en tredjedel i PLH Arkitekter udenlandsk baggrund, som tæller mere end 20 nationaliteter.

”Det er vores globale ’mindset’, der får os til at vokse, vækste og udvide. Det er det, der gør os i stand til at konkurrere med udenlandske tegnestuer fra vores lokaler på Østerbro og vinde projekter hinsides landets grænser i bl.a. Schweiz, Singapore og Storbritannien,” siger hun og slutter sit indlæg med at opfordre politikerne til ”at genbesøge deres beslutning om at nedlægge studiepladser”.

KF: Genetabler de engelsksprogede uddannelsespladser

Formand for Konstruktørforeningen Kirsten Nielsen kunne ikke være mere enig med Maria Haag.

”Danmarks styrkeposition i byggebranchen afhænger meget af kendskabet til forhold og fagfolk uden for landets grænser. Det kendskab får de bl.a. i samkvemmet med de internationale studerende og kolleger,” siger Kirsten Nielsen og fortsætter:

”Den danske byggebranche har brug for veluddannet arbejdskraft og mangler bl.a. bygningskonstruktører så langt ud i fremtiden, vi kan se. Derfor er de internationale konstruktørstuderende vigtige aktører, der fremover skal være med til at afhjælpe manglen på arbejdskraft. Men de skal også fungere som kompetente fagfolk, der kan være med til at understøtte den grønne omstilling og det bæredygtige byggeri.”