Den nye overenskomst handler om dit familieliv
Hvis du er ansat i arkitektbranchen, kan du snart blive omfattet af en ny overenskomstaftale, som giver bedre muligheder for at få familielivet til at hænge sammen med jobbet. Med mere fleksibilitet omkring sygdom, barsel og tid med børnebørnene, sikrer aftalen bedre vilkår i hverdagen.
Forestil dig at kunne blive hjemme, når dit barn er sygt på tredje dagen, ledsage dine nærmeste til hospitalsbesøg eller offentlige samtaler uden at skulle bruge feriedage. Det bliver nu en realitet, hvis den nye overenskomstaftale på arkitektområdet vedtages. Aftalen, der er indgået mellem Konstruktørforeningen og Dansk Industri, blev underskrevet den 28. februar og gælder til og med udgangen af februar 2028.
For at skabe en bedre balance mellem dit arbejdsliv og familieliv indeholder aftalen blandt andet:
- Ret til fri uden løn på barnets 3. sygedag
- Fri uden løn til 2 børnebørns-omsorgsdage årligt
- 5 dages fri uden løn til at ledsage familiemedlemmer ved kritisk sygdom eller udredning
- 2 ekstra ugers frihed med løn under barsel.
Aftalen sikrer mere frihed til familielivet – uanset hvor du er i dit arbejdsliv. Udover familieliv har der naturligvis også været fokus på lønstigninger, pension og meget mere, som du kan læse om her.