Gå til sidens indhold

Konstruktørernes Dimittendpris 2026: Mød resten af de nominerede

Dimittendprisen hylder årets stærkeste afgangsprojekter blandt kommende bygningskonstruktører – med fokus på kvalitet, bæredygtighed og innovation. Alle nominerede er nu fundet, og i efteråret kåres den nationale vinder af Konstruktørernes Dimittendpris 2026.

Dimittendprisen Sommer 2026
Fra øverste venstre hjørne: Magnus Schulze Matthisen, Allan Bjørn Jakobsen, Jacob Morum Christensen, Christian Flyger. Nederste række fra venstre: Tanja Brooks, Joachim Binder-Christensen og Rasmus August Tobiesen, Michael Nedergaard, Jonas Rønnekilde Frederiksen,

Hvem skal vinde Konstruktørernes Dimittendpris 2026?

Svaret på det spørgsmål er vi ét væsentligt skridt tættere på at kende, efter sommerdelen af de lokale dimittendprisvindere er fundet. 

Tidligere i år blev den første omgang nominerede fundet blandt vinterdimittenderne, og med de sommernominerede på plads mangler du kun kåringen af den nationale vinder af Konstruktørernes Dimittendpris 2026.

Vinderen findes i efteråret. Imens kan du læse mere om alle de dygtige nominerede. 

Om Konstruktørernes Dimittendpris

Konstruktørernes Dimittendpris hylder de studerende, der med deres afgangsprojekter ikke blot viser faglig dygtighed, men også modet til at tænke nyt, tage ansvar og sætte retning for fremtidens byggeri.

Prisen bliver hvert år tildelt dimittender fra landets bygningskonstruktøruddannelser, som gennem deres afsluttende projekter har markeret sig med særlig kvalitet, faglighed og visionære løsninger. Projekterne spænder vidt – fra tekniske løsninger og transformation af eksisterende byggeri til fokus på bæredygtighed, brugerbehov og nytænkende arkitektur.

Formålet med prisen er at anerkende og fremhæve den store faglige bredde og det ansvar, som bygningskonstruktører påtager sig – både i projekteringen og i samfundet.

Mød de sommernominerede 2026

  • Allan Bjørn Jakobsen – EK KBH: Osted Kulturhus

    “Bachelorprojektet videreprojekterer Arkitemas dispositionsforslag for Osted Kulturhus gennem projektforslag, myndighedsprojekt og udbudsprojekt,” fortæller Allan Bjørn Jakobsen om sit afgangsprojekt. Projektet har fokus på robust byggeteknik, driftsvenlige løsninger og cirkulært byggeri med genbrugte betonhuldæk og parketgulve. Samtidig undersøger det, hvordan de arkitektoniske intentioner kan bevares, mens bygbarhed, drift og klimahensyn styrkes. Gennem analyser af konstruktioner, brand og installationer samt systematiske risikovurderinger omsættes lovgivning, standarder og byggeteknisk viden til et sammenhængende og bygbart projekt. 

    For Allan er projektet særligt relevant, fordi det viser bygningskonstruktørens rolle i overgangen fra arkitektonisk idé til praktisk udførelse. “Mit projekt er relevant for andre, fordi det viser, hvordan en bygningskonstruktør kan omsætte et arkitektprojekt til et bygbart projekt gennem kritisk analyse og systematiske risikovurderinger.” Som en del af projektet undersøgte han muligheden for at anvende brandimprægneret træ. Selvom løsningen er tilladt i de præaccepterede løsninger, blev den fravalgt på baggrund af nyere viden fra DBI, som rejser tvivl om imprægneringens langtidsholdbarhed. Projektet viser dermed, hvordan faglige beslutninger bør træffes på et oplyst og dokumenteret grundlag. 

    Valget om at blive bygningskonstruktør udspringer af næsten 20 års erfaring som tømrer. “Med mange år tilbage på arbejdsmarkedet ønskede jeg at åbne nye døre, udvikle mig fagligt og bygge videre på min erfaring.” Uddannelsen gav Allan mulighed for at kombinere sin praktiske baggrund med den digitale og projekterende del af byggebranchen. 

    I arbejdslivet ser han især frem til, at de beslutninger, han træffer, får reel betydning. “Nu skal løsningerne omsættes til byggeri i virkeligheden, hvor kvalitet, samarbejde og ansvar får virkelige konsekvenser.” Det ansvar glæder han sig til at tage på sig. 

    Om nomineringen siger Allan: “Det betyder rigtig meget for mig at være nomineret.” Han ser det som en anerkendelse af både projektet og den systematiske tilgang, han har arbejdet med gennem hele forløbet, og som en bekræftelse på, at grundighed, struktur og vedholdenhed kan gøre en forskel. 

     

  • Christian Flyger – Professionshøjskolen UCN: G3 Kirsebærlunden

    "Bachelorprojektet tager udgangspunkt i udviklingen og projekteringen af første etape af et moderne etagebyggeri med 19 boliger i Rødovre som en del af et større byudviklingsprojekt," fortæller Christian Flyger om sit afgangsprojekt G3 Kirsebærlunden. Projektet har fokus på at udvikle et funktionelt og bæredygtigt boligbyggeri, hvor genbrug af tegl fra den eksisterende bebyggelse kombineres med CLT-konstruktioner, energieffektive løsninger og klimabevidste materialevalg. Gennem analyser, projektering og planlægning viser projektet, hvordan bæredygtige løsninger kan udvikles og realiseres i praksis gennem konkrete projekteringsvalg. 

    For Christian er projektet særligt interessant, fordi det viser, hvordan bæredygtighed kan integreres gennem hele byggeprocessen. "Projektet viser, hvordan bæredygtige løsninger kan omsættes til praksis i et moderne etagebyggeri." Genbrugstegl fra den eksisterende bebyggelse indgår som en del af det nye byggeri og kombineres med CLT-konstruktioner, energieffektive løsninger og klimabevidste materialevalg. Dermed illustrerer projektet, hvordan bæredygtige ambitioner kan omsættes til konkrete og realiserbare løsninger. 

    Valget af uddannelsen udspringer af en baggrund som tømrer og en ambition om at få en større rolle i byggeprocessen. "Jeg ønskede at få en større rolle i byggeprocessen og være med til at træffe de beslutninger, der former et projekt fra idé til færdigt byggeri." Uddannelsen som bygningskonstruktør gav ham mulighed for at kombinere sin praktiske erfaring med en bredere forståelse for byggeriets mange faser. 

    Når han ser frem mod arbejdslivet, er det især muligheden for at følge et projekt fra de første idéer til den færdige udførelse, der motiverer ham. Samtidig ser han frem til at udvikle sig fagligt, lære af erfarne kollegaer og samarbejde med rådgivere, entreprenører og bygherrer om at skabe byggeri af høj kvalitet. 

    Om nomineringen til Konstruktørernes Dimittendpris siger Christian: "At være nomineret til Konstruktørernes Dimittendpris betyder utrolig meget for mig." Han ser nomineringen som en anerkendelse af den tid og indsats, der er lagt i bachelorprojektet, og som en motivation til fortsat at udvikle sig og bidrage positivt til byggebranchen som bygningskonstruktør. 

  • Jacob Morum Christensen – VIA Horsens: Børnehuset Holbæk Have

    “Mit projekt omhandler et nyt børnehus i Holbæk Have for Holbæk Kommune,” fortæller Jacob Morum Christensen om sit afgangsprojekt Børnehuset Holbæk Have. Børnehuset er en daginstitution på 1.335 m² med vuggestue i stueplan og børnehave på første sal. Bygningen er tænkt som mere end en institution og skal fungere som et samlingspunkt i den nye bydel. Med et centralt hjerterum, fleksible fællesarealer og en tæt forbindelse mellem inde- og uderum er ambitionen at skabe trygge og inspirerende rammer, hvor fællesskab, leg og læring går hånd i hånd. Samtidig er projektet udviklet med fokus på bæredygtighed, robuste materialer og lang levetid. 

    For Jacob er det vigtigt, at bæredygtighed forstås bredere end blot bygningens klimaaftryk. “For mig er det lige så vigtigt at tænke social og økonomisk bæredygtighed ind i vores bygninger.” En bygning skal derfor både skabe gode rammer for dem, der bruger den, og kunne driftes og vedligeholdes på en økonomisk ansvarlig måde. Når miljømæssige, sociale og økonomiske hensyn tænkes sammen, mener han, at det er muligt at skabe bygninger med høj kvalitet og størst mulig værdi for både brugere og samfund. 

    Valget om at blive bygningskonstruktør udspringer af et ønske om at gøre en forskel i byggeriet. “Jeg tror, at byggeriets store ressourceforbrug og materialespild er nogle af de største udfordringer i den grønne omstilling.” Derfor ønsker Jacob at være med til at skabe bygninger, der holder i mange år, er opført med gode og rene materialer og udnytter ressourcerne bedst muligt. 

    I arbejdslivet ser han især frem til at omsætte sine værdier til praksis. Han håber at kunne bidrage til bedre materialeanvendelse, mindre spild og mere genbrug samt til at bevare og udvikle eksisterende bygninger, når det giver mening. “For mig handler bæredygtighed om at træffe ansvarlige valg, der skaber værdi for både mennesker, økonomi og miljø.” 

    Om nomineringen siger Jacob: “Det er en kæmpe ære at være nomineret til Konstruktørernes Dimittendpris.” Han ser nomineringen som en anerkendelse af det arbejde og engagement, han har lagt i afgangsprojektet, og som ekstra motivation til at tage værdier som kvalitet, holdbarhed og bæredygtighed med videre i arbejdslivet. 

  • Joachim Binder-Christensen og Rasmus August Tobiesen, VIA Aarhus C: Stenlængegård Daginstitution

    “Projekteringen af Stenlængegård daginstitution, en nybygget daginstitution i Næstved, føres fra skitseforslag til udbudsprojekt,” fortæller Joachim Binder-Christensen og Rasmus August Tobiesen om deres afgangsprojekt. Daginstitutionen er på 1.220 m² og skal kunne rumme 120 børn og omkring 40 voksne. I projektet har de arbejdet med, hvordan social, økonomisk og miljømæssig bæredygtighed kan tænkes sammen gennem 20 konkrete tiltag. Det omfatter blandt andet en sansecirkel, hvor børnene kan bruge regnvand til leg og læring, samt biogene og innovative materialer som træfiberisolering, træbaserede vindspærreplader og korkmaling. 

    For Joachim og Rasmus er projektet særligt interessant, fordi det viser, at bæredygtige løsninger kan realiseres i praksis. “Fordi det viser, at biogene materialer og lavemissionsbyggeri kan lade sig gøre i praksis, også når det kræver en fravigelse og en dialog med myndighederne.” Ved at gøre afledning af regnvand til en del af børnenes leg og læring viser projektet samtidig, hvordan en teknisk nødvendighed kan få en ekstra funktion. De ser derfor projektet som “et konkret bud på, hvordan man flytter bæredygtighed fra noget man taler om, til noget man rent faktisk projekterer.” 

    Deres vej til uddannelsen har været forskellig. Rasmus fortæller: “Jeg fik en pludselig indskydelse om, at jeg ville være arkitekt,” men blev senere anbefalet bygningskonstruktøruddannelsen. For Joachim begyndte interessen på HTX gennem faget Byggeri og energi: “Jeg blev grebet af faget og besluttede, at det var den retning, jeg ville gå.” 

    I arbejdslivet ser Rasmus frem til “at være med til at påvirke byggeriet i en mere bæredygtig retning og ændre kulturen, så der bliver taget langsigtede, kloge valg.” Joachim fremhæver fagets konkrete karakter og glæder sig til at sætte sit præg med en moderne og bæredygtig tilgang. 

    Om nomineringen siger Rasmus: “Nomineringen føles som et kæmpe skulderklap.” For Joachim er den “en anerkendelse af, at det godt kan svare sig at gå den ekstra mil, for noget, der giver mening for mig.” Begge ser nomineringen som en bekræftelse af deres arbejde med bæredygtighed, værdiskabelse og en mere helhedsorienteret tilgang til byggeriet. 

  • Jonas Rønnekilde Frederiksen – UCL: Renovering af Axelborg

    "Projektet tager udgangspunkt i totalrenoveringen af det almennyttige etageboligbyggeri, beliggende i Axelborg i Horsens," fortæller Jonas Rønnekilde Frederiksen om sit afgangsprojekt Renovering af Axelborg. Den treetagers ejendom med boliger og erhverv i kælderen står over for en gennemgribende renovering med fokus på byggeteknisk og energimæssig optimering. Med afsæt i den igangværende helhedsplan for området projekteres overgangen til moderne og energieffektive løsninger gennem projektforslag, myndighedsprojekt og udbudsprojekt.  

    For Jonas er projektet særligt interessant, fordi det belyser de faglige afvejninger, der opstår, når ældre almennyttige boligbyggerier skal tilpasses nutidens standarder. "Projektet belyser de faglige kompromiser, der opstår, når ældre almennyttigt etageboligbyggeri skal renoveres til moderne standarder." Gennem arbejdet undersøges det, hvordan energioptimering, forbedret indeklima og arkitektonisk kvalitet kan forenes i praksis. Samtidig giver projektet et konkret indblik i, hvordan energikrav, tekniske installationer og arkitektoniske hensyn kan balanceres i arbejdet med helhedsplaner og bæredygtig renovering.  

    Valget af bygningskonstruktøruddannelsen udspringer af en interesse for både teknik og arkitektur. "Uddannelsen forener min interesse for arkitektur, matematik og teknisk formidling med muligheden for at bidrage til den grønne omstilling." Med en baggrund fra STX og Forsvaret ønskede Jonas at kombinere høj arbejdsmoral og ansvarsfølelse med et fag, hvor komplekse problemstillinger løses i tæt samarbejde med andre. Det tværfaglige samarbejde og muligheden for at skabe løsninger med et meningsfuldt formål er en væsentlig drivkraft for ham.  

    Når han ser frem mod arbejdslivet, er det særligt samarbejdet med dygtige kolleger og muligheden for at skabe værdi gennem gennemtænkte byggeprocesser, der motiverer ham. Han ser frem til at kombinere sin tekniske viden med branchens fokus på bæredygtig udvikling og bidrage til projekter, der både sikrer høj byggeteknisk kvalitet og tager hensyn til fremtidens miljø- og samfundsmæssige behov.  

    Om nomineringen til Konstruktørernes Dimittendpris siger Jonas: "Nomineringen er en kæmpe ære og en utrolig meningsfuld anerkendelse af mit hårde arbejde." Han oplever nomineringen som et stort fagligt skulderklap, der bekræfter værdien af hans metodiske tilgang, og som giver ekstra motivation til at tage hul på arbejdslivet og bidrage positivt til det tværfaglige samarbejde i byggebranchen. 

  • Magnus Schulze Matthisen – Zealand Erhvervsakademi: MIND – Danmarks Psykiatriske Museum

    “Mit afgangsprojekt omhandler den gennemgribende transformation og energioptimering af det bevaringsværdige, statslige sindssygehospital i Middelfart fra 1888, som omdannes til et moderne psykiatrisk museum,” fortæller Magnus Schulze Matthisen om sit afgangsprojekt MIND – Danmarks Psykiatriske Museum. Med udgangspunkt i rollen som totalrådgiver balancerer projektet hensynet til den historiske kvindefløj og den bevarende lokalplan med nutidige krav til blandt andet brand, statik og bygningsfysik. 

    Projektet omfatter blandt andet indvendig efterisolering med Aerogel, restaurering af historiske trævinduer med energiglas i forsatsrammer samt integration af et 750 meter langt underjordisk tunnelsystem som en central del af formidlingen. For Magnus er projektet særligt interessant, fordi det konkret viser, hvordan en tidligere lukket institutionsbygning kan transformeres til åbne og nutidige publikumsfaciliteter. 

    “Det spændende ligger i den tværfaglige koordinering,” fortæller han. I projektet har han blandt andet arbejdet med affaldshåndtering på baggrund af mængdeudtræk, beregningsmæssig eftervisning af akustik og skjult ventilation, der er kollisionskontrolleret i Navisworks. Samtidig er nye muråbninger med ståloverliggere og bjælkeforstærkninger til museumslaster blevet statisk sikret. 

    Valget om at blive bygningskonstruktør udspringer af hans baggrund som murersvend. “Efter to år som murersvend opstod behovet for at udbygge min faglige profil med den tekniske og administrative del af byggeriet.” Målet var at skabe en stærk sammenhæng mellem hans praktiske erfaring fra byggepladsen og rollen som projekterende. 

    I arbejdslivet ser Magnus frem til at håndtere en bred vifte af opgaver og fungere som bindeled i processen. Han ønsker særligt at drive egne sager og følge projekterne hele vejen fra myndighedsansøgning og udbud til projektledelse eller fagtilsyn på byggepladsen. 

    Om nomineringen siger han: “Det betyder først og fremmest, at min arbejdsindsats og mit projekt er blevet anerkendt.” Han ser det som et stort skulderklap og en bekræftelse på, at de mange arbejdstimer med afgangsprojektet har givet pote. 

  • Michael Baio Nedergaard – VIA Campus Holstebro: Transformation af et ældre husmandssted til Natur- og besøgscenter

    “Mit projekt handler om transformationen af et eksisterende husmandssted på Filsøvej 6 ved Ulfborg til et nyt natur- og besøgscenter med tilknytning til Stråsø Plantage og Kronheden,” fortæller Michael Baio Nedergaard om sit afgangsprojekt. Projektet tager udgangspunkt i den eksisterende landejendom, som bevares og omdannes til nye funktioner som udstilling, formidlingslokale, kontor, toiletter, teknikrum og et større uopvarmet opholdsområde. Målet har været at skabe et sted, hvor naturformidling, læring og ophold kan samles i et byggeri, der samtidig respekterer stedets historie. 

    Et centralt fokus i projektet har været transformation, genbrug og genanvendelse af de materialer, der allerede findes på ejendommen. “Projektet er spændende, fordi det viser, hvordan en eksisterende landbrugsejendom kan få nyt liv i stedet for at blive revet ned.” Ved at give bygningen en ny offentlig funktion viser projektet, hvordan eksisterende byggeri kan udvikles og tilpasses nye behov uden at miste forbindelsen til stedet og landskabet. 

    Valget om at blive bygningskonstruktør udspringer af Michaels baggrund som tømrer. “Jeg valgte at blive bygningskonstruktør, fordi jeg gerne ville bygge videre på min baggrund som tømrer og få en bredere forståelse for hele byggeprocessen.” Han fremhæver særligt kombinationen af det praktiske, tekniske og koordinerende, hvor man både skal forstå håndværket, projekteringen og de mange beslutninger, der får et byggeri til at lykkes. 

    I arbejdslivet ser Michael frem til at arbejde med virkelige projekter og være med til at skabe løsninger, der både fungerer teknisk og giver værdi for dem, der skal bruge bygningen. Han glæder sig især til at arbejde tæt på byggeprocessen, samarbejde med forskellige faggrupper og bruge sin håndværksmæssige baggrund i rollen som bygningskonstruktør. 

    Om nomineringen siger han: “Det betyder rigtig meget for mig at være nomineret.” Han ser nomineringen som en anerkendelse af de mange timer og den energi, han har lagt i projektet, og som en bekræftelse på, at hans fokus på transformation, genbrug og helhedsorienteret byggeri har relevans. 

     

  • Tanja Brooks – EK Hillerød: Livets Træ

    “Mit bachelorprojekt, Livets Træ, omhandler projekteringen af en tilbygning til en eksisterende bygning, der omdannes til daginstitution på Nørrebro,” fortæller Tanja Brooks om sit afgangsprojekt. Projektet følger byggeriet gennem projektforslags-, myndigheds- og udbudsfasen med særligt fokus på betonentreprisen. Undervejs har hun arbejdet med konstruktioner, bæredygtighed, brand, myndighedsforhold, udbud og koordinering for at skabe en robust og fremtidssikret bygning, hvor tekniske, økonomiske og miljømæssige hensyn tænkes sammen. 

    For Tanja er projektet særligt interessant, fordi det viser bygningskonstruktørens centrale rolle i hele byggeprocessen. “Projektet er spændende, fordi det viser bygningskonstruktørens centrale rolle som bindeled i hele byggeprocessen fra idé til udførelse.” Projektet samler bæredygtighed, myndighedskrav, konstruktioner, økonomi og udførelse i én sammenhængende projekteringsløsning. Samtidig tager det udgangspunkt i en bygningstype med stor samfundsmæssig betydning, hvor både drift, funktionalitet og brugernes hverdag spiller en væsentlig rolle. 

    Valget om at blive bygningskonstruktør udspringer af en mangeårig interesse for byggeri. Gennem renoveringen af egne huse blev Tanja optaget af både de tekniske løsninger og dialogen med håndværkerne. “Da jeg besluttede at skifte karriere, var valget derfor naturligt.” Uddannelsen gav hende mulighed for at arbejde bredt med byggeriets mange facetter og kombinere teknik, koordinering og projektledelse. 

    I arbejdslivet ser hun frem til at blive en del af komplekse byggeprojekter, hvor hun kan bidrage med både teknisk viden og helhedsforståelse. “Især motiveres jeg af projekter, hvor bæredygtighed, kvalitet og samarbejde går hånd i hånd,” fortæller hun. Samtidig ønsker hun fortsat at udvikle sig gennem tværfagligt samarbejde og ansvar. 

    Om nomineringen siger Tanja: “At være nomineret til Konstruktørernes Dimittendpris betyder utrolig meget for mig.” Hun ser det som en anerkendelse af den nysgerrighed, vedholdenhed og det engagement, der har præget hendes uddannelse. Efter allerede at have modtaget den lokale dimittendpris oplever hun den nationale nominering som en stor ære og som motivation til fortsat at bidrage til byggeriet med høj faglighed, ansvarlighed og fokus på gode løsninger.