Gå til sidens indhold
Valg 2021

Kampvalg i Region Hovedstaden er sat i gang

Er du medlem af KF og bor i Region Hovedstaden, som også inkluderer Grønland, udlandet og Færøerne, modtog du tirsdag den 1. november 2021 en e-mail med link til en afstemningsblanket. Her bliver du bedt om at stemme på den af 2 mulige kandidater, du ønsker skal repræsentere dig i foreningens bestyrelse.

Foto: Nicolai Perjesi

"Efter der har været ret stille i Konstruktørforeningens regionsledelse i Hovedstaden, som helt har manglet en repræsentant i foreningens bestyrelse, er der nu kommet gang i aktiviteterne igen. Så meget at der nu er 2 kandidater, der stiller op til den ene post, der skal besættes i bestyrelsen," fortæller KF's formand Kirsten Nielsen, som glæder sig over det øgede engagement i foreningen. 

Du skal stemme på en kandidat

Et kampvalg betyder også, at hvis du er medlem af KF og bor i Region Hovedstaden, inklusiv Grønland, udlandet eller Færøerne, så skal du vælge, hvilken af de 2 kandidater, der stiller op, du vil have til at repræsentere dig i Konstruktørforeningens bestyrelse. 

Du kan stemme frem til og med den 12. november 2021.

De to kandidater, hvoraf du skal vælge en som din repræstentant er Sunneva Olsen og Peter Mayntzhusen: 

Sunneva Olsen, 45 år

Hvad vil du arbejde for?

Skabe fællesskaber og netværk for konstruktører igennem vores arrangementer for dermed også at bygge en god platform for vidensdeling, da vi er spredt ud på mange forskellige arbejdsopgaver på tværs af brancher.

Særligt fokus

At vi konstruktører bliver mere synlige i branchen samt bliver bedre til at dele erfaringer med hinanden. Dette vil føre til en styrkelse af vores faglighed og give et bedre socialt netværk.

Peter Mayntzhusen, 48 år

Hvad vil du arbejde for?

Bygningskonstruktørfaget står stærkt i forhold til at sætte præg på byrummet og den politiske dagsorden. Vi er i dag med i beslutningsprocessen og angivelsen af den bæredygtige retning, som vil sikre fremtiden, både nationalt og globalt. Jeg vil arbejde på at skabe forandring med respekt for de gamle værdier og sikre fundamentet til de næste generationer. Derfor er det vigtigt, at grundværdierne i KF bevares, men udvikles og formes til den generation, som skal bære stafetten videre.

Særligt fokus

Styrke Region Hovedstaden og skabe den rette gruppe af entusiastiske medlemmer.

Har du ikke modtaget afstemningen?

Hvis du ikke har modtaget en e-mail med link til afstemningen, kan det skyldes flere ting, at man kun kan stemme, hvis: 

  • bor i en de oven for nævnte landsdele
  • er i arbejde, selvstændig eller ledig, men ikke som associeret medlem
  • KF ikke har dine aktuelle oplysninger, om hvor du bor.

Burde du have fået en e-mail, så kontakt KF.

KF's strategi og handlingsplan

Som bestyrelsesmedlem af KF er man med til at gennemføre foreningens strategi og handlingsplan, som er vedtaget på foreningens generalforsamling. 

Se KF's strategi og handlingsplan

KF's bestyrelse

Hele KF's bestyrelse består af bygningskonstruktører. Her kan du se, hvem der sidder i foreningens bestyrelse. 

KF's bestyrelse