Gå til sidens indhold

KF i Altinget: Gratis viden om byggeriet skal fremme grøn omstilling

Meget viden om byggeri koster penge, hvilket er en barriere for at mindske fejl og materialespild. Men det er også en hindring for et mere bæredygtigt byggeri, siger Konstruktørforeningens næstformand Kirsten Nielsen til Altinget.

Kirsten Nielsen (bredformat) Foto Nicolai Perjesi 2
"Hvis vi etablerer en gratis, offentlig vidensplatform, kan vi både dæmme op for, at der skal rettes for mange fejl i byggeriet og fremme en mere hensigtsmæssig måde at projektere på," siger næstformand Kirsten Nielsen i Altinget. Foto: Nicolai Perjesi

”Gratis tilgængelig viden for byggeriets aktører kan fremme bæredygtigt byggeri.”

Det siger næstformand Kirsten Nielsen i et debatindlæg i Altinget 20. februar 2020.

Hun uddyber:

”Et mere fejlfrit, produktivt og ikke mindst bæredygtigt byggeri kan opnås, hvis byggeriets parter har let adgang til den seneste viden om alt fra standarder og løsninger til metoder og erfaringer. Men problemet er, at meget viden om byggeri ligger bag betalingsløsninger og abonnementer hos blandt andet BYG-ERFA, Byggeskadefonden, Molio, Teknologisk Institut, BUILD/Statens Byggeforskningsinstitut og Dansk Standard. Selv den viden, der er produceret af institutioner og betalt af offentlige midler, skal brugerne betale for.”

En gratis, fælles vidensplatform

Ifølge Kirsten Nielsen er løsningen at etablere en gratis, offentlig vidensplatform som ’alment teknisk fælleseje’ for hele branchen:

”Med en gratis, fælles vidensplatform kan vi både dæmme op for, at der skal rettes for mange fejl i byggeriet og fremme en mere hensigtsmæssig måde at projektere på. Begge dele vil medføre, at vi spilder færre materialer og andre ressourcer som eksempelvis tid og penge – hvilket i sig selv vil gøre byggeriet mere bæredygtigt.”

Læs hele indlægget i Altinget.

KF’s miljø- og klimapolitik skal fremme bæredygtigt byggeri

Ud over en gratis videnplatform, der skal øge videndelingen i byggeriet, mener Konstruktørforeningen også, at vi skal indføre et livscyklusmærke for byggeriers totale miljø- og klimabelastning og oprette en materialebank for genanvendeligt byggemateriale.

Alle tre forslag – der indgår i KF’s nye miljø- og klimapolitik – har til formål at fremme bæredygtigt og klimavenligt byggeri.

Læs mere:

KF’s miljø- og klimapolitik