Gå til sidens indhold
OK18

KF varsler konflikt på det offentlige område

Overenskomstforhandlingerne på både det statslige, kommunale og regionale område er brudt sammen. Derfor varsler KF og mange andre organisationer nu konflikt. Konflikten kan dermed være en realitet fra den 4. april 2018.

Gert Johansen FOTO Nicolai Perjesi.jpg
KF's formand Gert Johansen er glad for, at alle organisationerne står sammen under overenskomstforhandlingerne, fordi det sætter styrke bag forhandlingerne.

Overenskomsterne på det offentlige område skulle have været forhandlet på plads den 1. Marts 2018. Da arbejdsgivere og arbejdstagerne ikke kan blive enige om vilkårene for den kommende periodes overenskomst, varsler Konstruktørforeningen (KF) i samarbejde med en lang række andre faglige organisationer nu konflikt overfor arbejdsgiverne.

Derfor er der konflikt

Årsagen til sammenbruddet er først og fremmest uenighed blandt forhandlingernes parter om, hvor store lønstigninger de offentlige ansatte skal have i de kommende år. Formand for KF Gert Johansen forklarer:

“Arbejdsgiverne er ikke villige til at komme de offentlige ansattes ønske om en reallønstigning i møde. Det selvom de offentlige ansatte har været tilbageholdende i de seneste tre overenskomstperioder. Nu er Danmark inde i en god periode, hvilket regeringen dagligt fortæller os. Derfor syntes vi, at det er på tide, at vi også får del i de gode tider. Modpartens svar er, at hvis vi skal have mere i løn, skal vi blandt andet give afkald på vores betalte spisepause, fordi de penge, som kan spares på lønninger, kan bruges til VELFÆRD – men det er jo netop velfærd, som de offentlige ansatte løser hver dag - og mange offentlige ansatte leverer allerede velfærd i spisepausen. For dem vil arbejdsdagen bare blive forlænget med en halv time, uden at de får løn for det."

En fælles løsning

Sammenbruddet i forhandlingerne betyder, at alle faglige organisationer i løbet af de kommende dage vil sende et strejkevarsel til arbejdsgiverne. I første omgang har de faglige organisationer udtaget cirka 10-15 % af medlemmerne til strejke med start fra 4. april 2018.

“Når vi udtager cirka 10 % af KF's offentlige ansatte, så er det for at gøre konflikten så effektiv og mærkbar for arbejdsgiverne som muligt,” siger Gert Johansen og fortsætter:

“Vi har dog en forventning om, at arbejdsgiverne vil svare igen ved at varsle lockout over for medlemmerne, formentligt helt op til 100 % af alle offentligt ansatte. KF’s medlemmer vil derfor heller ikke gå fri af konflikten."

Gert Johansen mener dog fortsat, at der er mulighed for at overenskomstforhandlingerne ender med et forlig, så der slet ikke bliver konflikt. Forhandlingsparterne er indkaldt til møde hos forligsmanden, som vil forsøge at mægle mellem parterne. Gert Johansen er derfor forsigtigt optimistisk omkring møderne:

“Vi håber selvfølgelig, at vi ikke når så langt som til en konflikt, og at vi i stedet kan blive enige om nogle gode overenskomster til alle offentlige ansatte og dermed også vores medlemmer. Men nu må vi se. Vi går efter at få en fælles løsning for alle offentligt ansatte. Så arbejdsgiverne må også være villige til at komme os i møde.”

Hvis der bliver konflikt, vil den tidligst starte 4. april 2018, men det er sandsynligt, at forligsmanden udskyder konflikten. Forligsmanden kan udskyde en truende konflikt i 14 dage to gange.

Har KF dine opdaterede oplysninger?

KF har sendt en mail til de medlemmer, som vi har registreret som offentlige ansatte. Er du offentligt ansat, og har du ikke hørt fra os, kan det skyldes, at vi ikke har dine opdaterede oplysninger. Dem bør du derfor opdatere hurtigst muligt i Mit KF.

Har du modtaget mailen uden at være offentligt ansat, må du også gerne rette dine oplysninger på Mit KF.

Mit KF

Læs mere om OK18

På kf.dk har vi oprettet et særligt site til OK18, hvor du kan få svar på mange flere spørgsmål og følge med i udviklingen af forhandlingerne.

OK18: Overenskomstforhandlinger på det offentlige område

Se om du er udtaget til at strejke

Er du bygningskonstruktør og medlem af KF, kan du være udtaget til at strejke fra den 4. april 2018. Se her om du er blandt dem, der skal strejke: 

OK18: Se her om du skal strejke

Spørgsmål og kommentarer

Såfremt du har spørgsmål eller kommentarer, er du velkommen til at skrive til os på ok@kf.dk.

ok@kf.dk