Gå til sidens indhold

Kvindelige konstruktører tjener mindre end mændene

KF’s kvindelige medlemmer kan før Kvindernes Kampdag den 8. marts notere sig, at de stadig ikke får en lige så høj løn som deres mandlige kolleger. ”Det er beskæmmende,” siger KF’s formand, som mener, at flere kurser i lønforhandling til kvinder og øremærket barsel til mændene kan være nogle af vejene at gå mod en mere lige løn.

Ligestilling Pixabay
Lønforskellen er størst på området ’Entreprenør /byggefirma/håndværk’ – hvor de kvindelige bygningskonstruktører får 14 % mindre ind på bankkontoen end deres mandlige kolleger. Foto: Pixabay

Selvom vi skriver 2021, tjener de mandlige konstruktører stadig mere end deres kvindelige kolleger.

Ifølge KF’s lønstatistik fra september 2020 tjener mændene i gennemsnit 7,3 % mere end kvinderne. Det svarer til en forskel på 3.627 kr. om måneden ud af en gennemsnitlig månedsløn på 49.414 kr. til mændene og 45.787 kr. til kvinderne.

Så på Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts kan bygningskonstruktørerne fortsat skrive ’Manglende ligeløn’ på deres agenda.

Knap en tredjedel af de erhvervsaktive KF-medlemmer har svaret på KF’s lønundersøgelse – heraf 14 % kvinder – hvilket ifølge sekretariatsleder Kim Benzon Knudsen ikke er helt repræsentativt, da knap 20 % af KF’s medlemmer er kvinder.

”Men tallene giver alligevel et meget godt billede af situationen for de knap 2.000 kvindelige KF-medlemmer,” siger han.

Lønforskel er lavest på det offentlige område

Når man dykker ned i tallene, kan man se, at forskellen på lønnen mellem mænd og kvinder er størst på området ’Entreprenør /byggefirma/håndværk’ – hvor de kvindelige bygningskonstruktører får 14 % mindre ind på bankkontoen end deres mandlige kolleger.

Den gennemsnitlige lønforskel mellem mænd og kvinder på det private område er 8,7 %, mens ingeniørerne med 5,7 % har den laveste lønforskel.

På det offentlige område er lønforskellen ’kun’ på 5,5 % (igen til mændenes fordel). Men faktisk, tjener de statsansatte kvinder 1,5 % mere end mændene. Dog drejer det sig kun om hver 15 af de 280 adspurgte kvinder i lønundersøgelsen (5 %).

Anciennitet bliver heller ikke lige så højt skattet hos kvinderne som hos mændene. 20-30 års erfaring 'bon'er' hos mænd ud med en løn på 60.000-61.000 kr. om måneden, mens den for kvinder ligger på omkring 51.000-54.000 kr. – mellem 9 og 15 % under mændene. 

Fokus på lønforhandlinger og øremærket barsel til mænd

KF’s formand Kirsten Nielsen er naturligvis ikke glad for kvindernes lønefterslæb.

”Det er jo selvfølgelig beskæmmende, at der stadig er forskel på mænds og kvinders løn. Trods mange års kamp på arbejdspladserne og i de faglige organisationer må vi konstatere, at kampen for lige løn for lige arbejde ikke er vundet endnu,” siger hun og fortsætter:

”I Konstruktørforeningen vil vi imødegå problemet ved at sætte et større fokus på lønforhandlingskurser for kvinder og også opfordre de nyuddannede til at deltage, da et lønefterslæb kan være svært at indhente senere. Og så vil vi selvfølgelig opfordre vores medlemmer til at få tjekket deres ansættelseskontrakter hos KF, inden de indgår en aftale. Her er det også muligt at få gode råd og vejledning om løn og ansættelsesforhold.”

Kirsten Nielsen mener endvidere, at mere barsel til mænd kan fremme ligeløn.

”KF vil arbejde for, at en større del af barslen øremærkes til mænd. For det vil både understøtte de kvindelige medlemmers karrieremuligheder og lønudvikling samt sikre en større ligestilling i familierne.”

KF’s kurser i lønforhandling

Konstruktørforeningen holder med jævne mellemrum kurser i, hvordan du griber en god lønforhandling an.

Kurset, der består af oplæg, diskussion og øvelser, giver dig indblik i:

  • Faserne i en lønforhandling
  • Fif til at tackle din modpart
  • Konkrete værktøjer til at håndtere en forhandlingssituation 

Læs hvor og hvornår næste kursus afholdes, og hvordan du tilmelder dig i KF's kalender. Se fx webinar 19. april 2021 'Lønforhandling kan læres', hvor underviseren er Solveig Schmidt, der har skrevet bogen ’Lønforhandling for kvinder’.

4 gode råd til lønforhandlingen

Her er fire gode råd til, når du skal forhandler din løn:

  1. Forberedelse er vigtig: Vær godt forberedt! Ud over et forventet lønniveau hav også argumenterne klar for, hvorfor du bør have den løn, du beder om.

  2. Hvad er dit realistiske lønniveau? Tjek lønstatistik og virksomheden ud, tal med dit netværk og kontakt evt. KF for sparring for at få rådgivning om, hvor din løn bør ligge, og hvad du kan bede om til lønforhandlingen.

  3. Overvej mulige lønudspil fra arbejdsgiveren. Overvej før lønforhandlingen, hvilket tilbud du vil blive lykkelig for, hvilket tilbud du vil være tilfreds med, og hvilket tilbud du IKKE vil være tilfreds med.

  4. Hvad kan du ellers forhandle om? Hvis lønnen ikke får den størrelse, du ønsker, er der også andre ting at forhandle om: pension, fridage, lavere arbejdstid, efteruddannelse, internet derhjemme og abonnementer.

Du kan også bede om en ny lønforhandling inden 3-6 måneder.

Få flere gode råd:

Lønforhandling
Kvindernes Internationale Kampdag

Liste over 8. marts-arrangementer

FAOD har samlet en oversigt over debatter, foredrag, koncerter og andre former for møder (primært online), der stiller skarpt på ligestilling på Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts 2021:

8. marts-arrangementer