Gå til sidens indhold
Bygningskonstruktøruddannelsens 50-års jubilæum

Lene Espersen: Konstruktørerne tager arkitekturen fra tanke til byggeri

Der er mange grunde til at arkitekter ikke kan undvære bygningskonstruktører. Fx er de skarpe oversættere af arkitekternes kreative streger, kompetente på digitale projekteringsværktøjer og dygtige projekteringsledere.

Lene Espersen. Foto: Jørgen True
”Den digitale udvikling antyder, at konstruktørerne fortsat skal dygtiggøre sig inden for digitale projekteringsværktøjer,” siger Lene Espersen, som mener, at udviklingen vil ændre både arbejdsopgaver og efterspørgslen på konstruktørerne. Foto: Jørgen True

Af Lene Espersen, administrerende direktør i Danske Arkitektvirksomheder

Danske arkitektvirksomheder har meget svært ved at undvære konstruktørerne. Den særlige opbygning, vi har i mange arkitektvirksomheder i Danmark, hvor arkitekter arbejder sammen med fagligt stærke konstruktører, sikrer, at kreativitet og udførelse kan gå hånd i hånd.

Arkitekterne har brug for konstruktørerne, fordi:

  • Konstruktørerne er skarpe som oversættere af arkitekternes kreative streger til tegninger
  • Konstruktørerne tager arkitekturen fra tanke til byggeri
  • Konstruktørerne er meget kompetente på digitale projekteringsværktøjer
  • Konstruktørerne er meget lydhøre over for æstetiske valg i dialogen med arkitekterne
  • Konstruktørerne er fagligt kompetente til deres arbejde, og dét skaber grobund for gode byggerier

Herudover er konstruktørerne ofte også dygtige projekteringsledere, fordi deres faglighed danner bro mellem arkitekter, ingeniører og entreprenører. De fleste af vores medlemmer skulle efteruddanne arkitektmedarbejdere markant, hvis de ikke havde konstruktørerne ansat.

Nye muligheder og udfordringer

Der er ingen tvivl om, at arkitekterne skal bruge konstruktørerne i deres virksomheder. Men fremtiden er uklar. Den digitale udvikling antyder, at konstruktørerne fortsat skal dygtiggøre sig inden for digitale projekteringsværktøjer, men også, at der vil ske en udvikling, som vil ændre deres arbejdsopgaver eller måske endda efterspørgslen efter dem.

Vi sætter stor pris på samarbejdet med konstruktørforeningen og ønsker jer hjertelig tillykke med 50-års jubilæet.

Artikler om bygningskonstruktørernes betydning

KF har bedt fem fremtrædende personer i byggebranchen løbende på Kf.dk at fortælle, hvilken betydning, de synes, bygningskonstruktørerne og deres uddannelse har. Ud over Lene Espersen, administrerende direktør i Danske Arkitektvirksomheder, er det:

Læs mere
KF-nyhed: Bygningskonstruktøruddannelsen bliver 50 år