Gå til sidens indhold

Stor vækst i søgningen til konstruktøruddannelsen

Med en stigning på 17 % har konstruktøruddannelsen den næststørste, procentvise vækst i antallet af 1. prioritetsansøgninger i forhold til 2020. Flere uddannelsessteder melder om et væsentligt udvidet optag af konstruktører fremover.

Uddannelse Undervisning FOTO KEA
Ifølge KF-formand Kirsten Nielsen skyldes konstruktøruddannelsens voksende popularitet sandsynligvis også, at mange unge gerne vil bidrage til den grønne omstilling. Foto: KEA

17 % flere søgte ind på bygningskonstruktøruddannelsen gennem kvote 2 i marts 2021 end året før.

Hermed er konstruktøruddannelsen en af de tre uddannelser, der har haft den største vækst i antallet af 1. prioritetsansøgninger.

De to andre uddannelser er finansøkonom og markedsføringsøkonom, som henholdsvis 27 % og 16 % flere søgte ind på.

1.107 personer søgte ind på konstruktøruddannelsen i marts 2021. Året før lå tallet på 943.

Konstruktør er den 16. mest søgte uddannelse

Konstruktøruddannelsen er den 16. mest søgte. I toppen ligger uddannelserne til læge, pædagog og sygeplejerske, som hver havde mellem 3.235 og 3.639 ansøgere.

I alt ansøgte 60.718 personer om optagelse på en videregående uddannelse – det er 6 % flere end i marts 2020.

Efterspørgsel på konstruktører giver større optag

Konstruktørforeningens formand Kirsten Nielsen glæder sig over, at konstruktøruddannelsen er populær.

”Det gør mig både stolt og glad, at vores profession nyder en stigende popularitet. Men ud over at det er en god og bred uddannelse, tror jeg også, at den store interesse for uddannelsen skyldes, at mange unge gerne vil bidrage til den grønne omstilling og måske netop vælger de uddannelser, hvor de kan gøre dette,” siger Kirsten Nielsen og fortsætter:

”Dertil kommer, at dygtige bygningskonstruktører er meget efterspurgte på grund af den store aktivitet i byggeriet. Efterspørgslen vil fortsætte med at vokse på grund af den grønne omstilling til et klimaneutralt samfund – bl.a. understøttet af den nationale strategi for bæredygtigt byggeri. For at imødekomme byggeriets behov overvejer flere uddannelsessteder at udvide optaget af bygningskonstruktører endnu mere i de kommende år. Bl.a. har professionshøjskolen UCN i Nordjylland meldt, at de vil oprette en ekstra klasse til næste år.”

To årlige ansøgningsfrister

Som for alle andre uddannelser er der to ansøgningsfrister til konstruktøruddannelsen – i midten af marts for ansøgninger til kvote 2 og primo juli for kvote 1. De fleste uddannelsessteder optager bygningskonstruktører to gange om året – forår og efterår.

Hvad er kvote 1 og 2?

Ansøgninger gennem kvote 2 (15. marts) lægger vægt på andre relevante kvalifikationer som fx en adgangsgivende EUD-uddannelse end et eksamensgennemsnit fra en gymnasial eksamen. I kvote 1 (primo juli) bliver man kun vurderet på baggrund af en gymnasial eksamen.

Læs mere på Uddannelsesguiden (Ug.dk):

Alt om optagelse