Gå til sidens indhold

Barselsvikariat: Faglig konsulent til medlemsrådgivning

Konstruktørforeningen (KF) søger en faglig konsulent til et barselsvikariat i sekretariatets forhandlingsafdeling. Vi regner med, at vikariatet løber frem til og med september 2023.

Som faglig konsulent er dine opgaver blandt andet at rådgive vores medlemmer og tillidsrepræsentanter om overenskomstspørgsmål og ansættelsesretlige problemer, forhandle forlig i sager med modstående arbejdsgivere og arbejdsgiverorganisationer m.v. Opgaverne kan være på det offentlige og det private område.

Du bliver en del af teamet i KF’s forhandlingsafdeling, der ud over dig består af 10 faglige/juridiske konsulenter og tre studentermedhjælpere.

Dine opgaver

Som faglig konsulent vil du, afhængig af din profil, fx kunne få følgende opgaver:

  • Indgå i samarbejdet inden for teamet af forhandlingskonsulenter på det offentlige og det private ansættelsesområde i forhandlingsafdelingen
  • Svare på henvendelser fra medlemmer og tillidsrepræsentanter om ansættelsesretlige spørgsmål og overenskomstspørgsmål
  • Forhandle løn på det offentlige område i samarbejde med de øvrige konsulenter, samt foreningens tillidsrepræsentanter
  • Bistå medlemmer i forbindelse med kontrakter, løn og andre arbejdsvilkår, opsigelse, bortvisning, konkurser mv.
  • Forhandle fagretlige sager med arbejdsgivere og arbejdsgiverforeninger, og forberede sager til faglig voldgift eller retssagsbehandling i samarbejde med foreningens eksterne advokater
  • Rådgive og bistå i forbindelse med overgang til fx ledighed og jobsøgning
  • Bidrage til information om afdelingens ansvarsområder via fx hjemmeside, artikler og nyheder i blad, nyhedsbreve
  • Deltage i undervisnings- og informationsopgaver, herunder fx introduktion til arbejdsmarkedet for konstruktørstuderende på uddannelsesstederne og undervise tillidsrepræsentanter
  • Indgå i projekt- og udviklingsopgaver på tværs af KF’s organisation

Om dig

Vi forestiller os, at du er cand.jur., cand.merc.jur. eller lignende. Har du den relevante erfaring, er vi åbne over for ansøgere med en anden uddannelsesmæssig baggrund.  Det er en fordel, hvis du har nogle års erfaring med håndtering af sager og sagsbehandling, herunder forhandlingserfaring – gerne fra både det private og det offentlige område.

Vi lægger desuden vægt på, hvis du har erfaring fra en faglig organisation eller lignende og har interesse for ansættelsesret og overenskomstforhold.

Du må også gerne have gode kommunikationsevner og være god til at formidle juridiske problemstillinger til vores medlemmer. Du skal kunne begå dig både mundtligt og skriftligt på dansk, og også gerne på engelsk.

Om stillingen

Du bliver en del af et aktivt sekretariat, der har fingeren på konstruktørprofessionens puls og er med til at præge udviklingen af profession og branche.

Stillingen er uden højeste arbejdstid. Arbejdsstedet er midt i København med Christiansborg og Rådhuspladsen som nære naboer. Du må forvente 25-30 rejsedage om året i hele Danmark, og det vil være en fordel, hvis du har kørekort.

Lønnen aftales individuelt med reference til Statens lønskala.

Søg jobbet

Send en ansøgning med cv til kf@kf.dk mærket ”Faglig konsulent” senest onsdag den 17. august 2022. Samtaler forventes afholdt i uge 34. Tiltrædelse den 1. oktober 2022 eller efter aftale.

Vil du vide mere?

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte:

Afdelingsleder Hans Erik Truelsen
hanserik@kf.dk / tlf.: 33 36 41 59

Faglig teamkoordinator Rya Feltmann
rya@kf.dk / tlf.: 33 36 41 50

Om Konstruktørforeningen

Konstruktørforeningen (KF) er bygningskonstruktørernes faglige organisation og standsforening samt Danmarks største netværk for bygningskonstruktører med over 10.000 medlemmer. KF repræsenterer bygningskonstruktørerne og er dannet og ledet af bygningskonstruktører.

KF er medlem af hovedorganisationen Akademikerne (AC). Vi forhandler løn og arbejdsvilkår, arbejder for kvalitet i byggeri og uddannelse og giver adgang til en række andre medlemsfordele.

Få mere at vide om KF

Sådan behandler vi dine personoplysninger

Når du sender en ansøgning, behandler vi dine personoplysninger på baggrund af vores legitime interesser i forbindelse med ansættelsesproceduren, så vi kan kontakte dig, hvis du kommer i betragtning til den stilling, som du har søgt eller mangler information om dig for at kunne færdigbehandle din ansøgning.

Din ansøgning og de personoplysninger, som du vælger at oplyse os om, vil blive gennemset og vurderet af vores ansættelsesudvalg. Formålet med behandlingen af dine personoplysninger er at vurdere, om vi kan tilbyde dig et job i foreningen. Vi sørger selvfølgelig for, at dine personlige oplysninger bliver behandlet fortroligt og på sikre servere.

Vi behandler dine oplysninger internt og overdrager i den forbindelse ikke dine oplysninger til tredjepart, uden forudgående at indhente dit samtykke til videregivelsen. Vi opbevarer heller ikke din ansøgning eller dit cv udover ansættelsesproceduren uden at indhente tilladelse til det.