Gå til sidens indhold

Bliv studenterambassadør

Har du lyst til at understøtte og bidrage til et godt studiemiljø for dig og dine medstuderende? Så bliv lønnet studenterambassadør for Konstruktørforeningen.

Foto: Alexis Brown

Konstruktørforeningen (KF) ansætter løbende studenterambassadører til uddannelsesinstitutionerne. Som studenterambassadør for KF skal du have lyst til at udbrede faglig viden og skabe aktiviteter for dine medstuderende på bygningskonstruktøruddannelsen.

Du får et alsidigt studiejob som KF's repræsentant på dit uddannelsessted. Du skal bl.a. afvikle aktiviteter og tiltrække flere studiemedlemmer til foreningen. I fællesskab med vores andre studenterambassadører – placeret på andre udvalgte bygningskonstruktøruddannelser i landet – skal du også udvikle og gennemføre indsatser målrettet studerende og dermed styrke relationen mellem dem og til foreningen.

Om jobbet

Som studenterambassadør er du KF’s ansigt udadtil og bindeleddet til sekretariatet i København. Dine opgaver er bl.a. at:

  • Planlægge og afvikle lokale studieaktiviteter, både faglige og sociale
  • Fortælle om fordelene ved KF-medlemskabet og rekruttere nye medlemmer
  • Samarbejde med lokale studenterforeninger
  • Skabe synlighed og opmærksomhed om KF på sociale medier
  • Tiltrække dine medstuderende til KF’s lokale arrangementer
  • Afvikle webinarer, kurser og arrangementer – både for studerende og medlemmer.

KF tilbyder

  • Et selvstændigt job med stort ansvar og frie rammer, som du selv er med til at forme
  • Mulighed for at afprøve egne ideer og igangsætte aktiviteter
  • Mulighed for at udbygge dit netværk med kontakter i branchen
  • Et styrket cv med erfaringer inden for organisering og eventudvikling
  • Oplæring i hvad KF står for, og hvad medlemskabet indeholder
  • Gode kollegaer, som gerne hjælper.

Om dig

  • Studerende på bygningskonstruktøruddannelsen og har mindst 1 ½ år tilbage af uddannelsen
  • God til at møde og samle mennesker og få dem til at netværke
  • En med mange ideer og god til at sætte ting i gang
  • Struktureret, har overblik og følger ting til dørs
  • Ikke bange for at stille dig op på ølkassen og tale til en forsamling.

Løn og arbejdsvilkår

Som udgangspunkt er arbejdstiden op til 10 timer om ugen. Du har dog stor indflydelse på tilrettelæggelsen af dine timer i overensstemmelse med dit studie. I perioder vil der være mere arbejde fx omkring studiestart. Nogle aktiviteter afholdes om aftenen. Du får en timeløn på 140 kr. plus pension.

En del af jobbet inkluderer også rejseaktivitet til andre uddannelsessteder og cirka to workshopper pr. halvår i København.

Søg jobbet

Send din ansøgning og dit CV til kf@kf.dk mærket "Studenterambassadør" i emnefeltet.

Vi ansætter løbende, så søg hellere før end siden.

Mød en studenterambassadør

Et studierelevant job

Bygningskonstruktørstuderende Mikkel Bredvig drømmer om en dag at starte sin egen tegnestue. Som studenterambassadør for Konstruktørforeningen har han arbejdet for at skaffe flere studentermedlemmer, samtidig med at han selv har fået et stærkt netværk og erfaring med at planlægge, koordinere og eksekvere forskellige projekter.

Det laver en studenterambassadør
Som studenterambassadør skal du være med til at styrke fællesskabet mellem studentermedlemmer – og arbejde for at få flere studentermedlemmer. Der er en bred vifte af store og små opgaver, som primært består af afholdelse af arrangementer og webinarer, udarbejdelse af SoMe-indhold og andre netværks- og markedsføringsaktiviteter, hvor du gør reklame for Konstruktørforeningen og dig selv som studenterambassadør.

Derfor er det fedt at være studenterambassadør
Jeg blev studenterambassadør, fordi jeg gerne ville have et job, der er studierelevant. Jeg kan godt lide at være kreativ, og mange af de opgaver, som er involveret i arbejdet, rammer min kreative nerve. Planlægning af arrangementer, udarbejdelse af SoMe-content og brainstorming i den forbindelse er noget af det, der gør det til et interessant job. For mig har det også været specielt spændende at lave et arrangement om den grønne omstilling, fordi det er så relevant et emne. Og så sætter jeg stor pris på fleksibiliteten og variationen i arbejdet.

Opfordring: Bliv studenterambassadør
Netværk. Det er ét af de stærkeste værktøjer, og med din rolle som studenterambassadør kan du virkelig udvide det. I en branche, hvor netværk har en stor betydning, er det en rigtig god mulighed for at skabe gode relationer.

Det kræver det at være studenterambassadør
Som studenterambassadør er det vigtigt, at du trives i at tale offentligt. Det er en fordel at være socialt anlagt, når du skal snakke med enhver og netværke til diverse arrangementer. Derudover skal du være pligtopfyldende og disciplineret, da det kræver et stort ansvar fra dig som person at følge op på dine aftaler og tingene til dørs. Heldigvis følger der nogle skønne kollegaer med, som alle er rigtig gode til at lære fra sig og sparre med.

Har du spørgsmål?

Daniela Knürr
Konsulent
Tlf.: 9189 9890
daniela@kf.dk

Vil du vide mere?

Om KF

KF er bygningskonstruktørernes faglige organisation og standsforening samt Danmarks største netværk for bygningskonstruktører og studerende på bygningskonstruktøruddannelsen.

KF repræsenterer bygningskonstruktørerne og er dannet og ledet af bygningskonstruktører.

Vi forhandler løn og arbejdsvilkår, arbejder for kvalitet i byggeri og uddannelse samt giver adgang til en lang række andre medlemsfordele.

Læs mere om KF
Persondata:

Sådan behandler vi dine personlige oplysninger

Når du sender en ansøgning, behandler vi dine personoplysninger på baggrund af vores legitime interesser i forbindelse med ansættelsesproceduren, så vi kan kontakte dig, hvis du kommer i betragtning til den stilling, som du har søgt, eller hvis vi mangler information om dig for at kunne færdigbehandle din ansøgning.

Din ansøgning og de personoplysninger, som du vælger at oplyse os om, vil blive gennemset og vurderet af vores ansættelsesudvalg med det formål at vurdere, om vi kan tilbyde dig et job i foreningen. Dine personlige oplysninger bliver behandlet fortroligt og på sikre servere.

Vi behandler dine oplysninger internt og overdrager i den forbindelse ikke dine oplysninger til tredjepart uden forudgående at indhente dit samtykke til videregivelsen. Vi opbevarer heller ikke din ansøgning eller dit cv udover ansættelsesproceduren uden at indhente tilladelse hertil.