Gå til sidens indhold
Pressemeddelelse

Konstruktørforeningen har uddelt to priser: Konstruktør-prisen og Konstruktørernes Dimittendpris

Konstruktørforeningen uddelte den 24. oktober 2020 i Horsens to priser på den årlige Konstruktørdag – Konstruktørernes Dimittendpris og Konstruktørprisen. Den nyuddannede Anna Baumann fik Dimittendprisen for i sit bachelorprojekt at transformere en industribygning til et kulturhus, mens Lendager Group fik Kon-struktørprisen for at være en af byggebranchens frontløbere inden for bæredygtigt byggeri, genbrug og genanvendelse af byggematerialer.

Konstruktørforeningen (KF) uddelte den 24. oktober 2020 to priser i Horsens på den årlige Konstruktørdag. Lendager Group modtog Konstruktørprisen, og den nyuddannede bygningskonstruktør Anna Bauman fra den internationale linje på professionshøjskolen VIA University College Horsens fik Konstruktørernes Dimittendpris.

Om baggrunden for at give Konstruktørprisen til Lendager Group, sige KF’s formand Gert Johansen:

”Lendager Group tildeles Konstruktørprisen 2020 for at være en af byggebranchens frontløbere inden for bæredygtigt byggeri, genbrug og genanvendelse af byggematerialer. Deres særlige fokus på at udbrede cirkulær økonomi i fremtidens bæredygtige byer og bygninger skaber nye veje til en grøn omstilling af byggebranchen, så vi kan være med til at opfylde målene om 70 procents CO2-reduktion inden 2030.”

Genbrug af murfelter og glas fra kasserede termoruder

Gert Johansen fremhæver flere cirkulære byggerier fra Lendager Group.

”Med Upcycle Studios og Ressourcerækkerne i Ørestaden har Lendager Group taget teten og bevist, at det via nye leverandører, alternative løsninger og fleksibel arkitektur er muligt at lave forretning på at upcycle byggematerialer og tænke brug af restmaterialer ind i nybyggeri fx ved at genbruge hele murfelter og glas fra kasserede termoruder på nye måder. Lige nu er Lendager Group ved at projektere et stort, bæredygtigt byggeri, UN17 Village, der også skal ligge i Ørestaden og består af 500 boliger. Visionen er at lade FN’s 17 verdensmål fungere som designparametre for byggeriet.”

Konstruktørprisen uddeles til ”en person, virksomhed eller byggeprojekt, som har betydet eller gjort noget ekstraordinært for bygningskonstruktørerne, for byggeriet eller inden for årets tema på Konstruktørdagen”.

Glad for anerkendelse fra Konstruktørforeningen

Om hvad det betyder for Lendager Group at modtage Konstruktørprisen, siger bygningskonstruktør og projektleder Magnus Sølvhøj Kühn:

”Vi er rigtig glade for at få anerkendelse fra den del af branchen, hvor det ikke kun handler om arkitektur og design. Vi prøver dagligt at skubbe byggebranchen i en mere bæredygtig og cirkulær retning, og det kræver hårdt arbejde fra alle de fagligheder, vi har i Lendager Group. Og her spiller bygningskonstruktørerne en stor rolle. Hvis vi som branche skal lykkedes med en grøn omstilling, tror jeg, at konstruktøren får en central rolle for at få alle visionerne og de tekniske udfordringer til at blive til bygbare og fornuftige løsninger. Det gælder både hos producenterne, rådgiverne og de udførende.”

Konstruktørprisen – der blev indstiftet i 1991 i anledning af KF’s 25-års jubilæum og uddelt for 11. gang – omfatter et stykke dansk designkunst, som ved denne prisoverrækkelse både var STOFF Nagel lysestager, og som noget nyt også et diplom på 1.000 kr. fra Plant et Træ.

"Moderne generalist” får Konstruktørernes Dimittendpris

Om dagens anden prismodtager – den 24-årige Anna Bauman – siger Gert Johansen:

”Årets modtager af Konstruktørernes Dimittendpris demonstrerer på forbilledlig vis, hvordan den moderne generalist i byggeriet ser ud ved i sit projekt at transformere en gammel maltfabrik i Ebeltoft til et nutidigt, bæredygtigt hus med udstillings-, værksteds- og mødefaciliteter.”

På spørgsmålet om, hvad det betyder for Anna Baumann at have vundet dette års Dimittendpris, siger hun:

”Det er en stor ære at modtage Konstruktørernes Dimittendpris, fordi det er en anerkendelse af mit arbejde fra professionelle. Og så er jeg også glad for, at VIA University College gennem prisen bliver anerkendt for sin uddannelse af mig. En uddannelse, jeg er rigtig glad for, fordi jeg ud over at have lært mange fagdiscipliner også har lært at arbejde selvstændigt og tage ansvar for et projekt både i samarbejde med andre og alene.”

Anna Baumann er den fjerde prismodtager og den første kvinde, som modtager prisen, der består af et rejselegat på 10.000 kr. og et års gratis medlemskab af KF.

Yderligere information

Mere information fås hos KF-formand Gert Johansen (23675100, gert@kf.dk) og kommunikationschef Kirsten Andersen (22280255, kido@kf.dk).

Foto & logo:

Download fotos af prismodtagerne:

Billedtekster:

Konstruktørprisen:

  • Foto 1: Konstruktørforeningens formand Gert Johansen overrækker Konstruktørprisen til Magnus Sølvhøj Kühn (tv.) & Christian Wittrup fra Lendager Group.
  • Foto 2: Magnus Sølvhøj Kühn (tv.) & Christian Wittrup fra Lendager Group modtog Konstruktørprisen 2020 for at være frontløbere inden for bæredygtigt og cirkulært byggeri.

Konstruktørernes Dimittendpris:

  • Foto 1: Den nyuddannede Anna Baumann fik Konstruktørernes Dimittendpris 2020, fordi hun ”på forbilledlig vis demonstrerer, hvordan den moderne generalist i byggeriet ser ud”.
  • Foto 2: Formand for Konstruktørforeningens Uddannelsesudvalg Maria Riise overrækker Konstruktørernes Dimittendpris til 24-årige Anna Baumann (th.).