Gå til sidens indhold
Pressemeddelelse

Ny pris sætter spot på nyuddannede bygningskonstruktørtalenter

Konstruktørernes Dimittendpris er en ny pris, som Konstruktørforeningen har indstiftet for både at hylde talentfulde, nyuddannede bygningskonstruktører og sætte fokus på faglighed og innovation i byggeriet. Uddannelsesinstitutionerne nominerer deres kandidater i slutningen af juni.

”Ved at hædre en talentfuld, nyuddannet bygningskonstruktør ønsker vi både at synliggøre uddannelsen og professionen samt at understrege, at effektive byggeprocesser, kvalitet og innovation i byggeriet er afhængig af fagfolk med stærke kompetencer og en god uddannelse.”

Det siger bygningskonstruktør og medlem af Konstruktørforeningens bestyrelse Maria Riise om baggrunden for en ny pris, Konstruktørernes Dimittendpris, som fagforeningen uddeler for første gang i oktober 2017, i forbindelse med at Konstruktørforeningen afholder den årlige Konstruktørdag for sine medlemmer.

Prismodtagerne nomineres af otte skoler

Før prisen kan uddeles, skal de otte uddannelsessteder, der udbyder bygningskonstruktøruddannelsen, i slutningen af juni nominere egnede dimittender til prisen.

”Hvert uddannelsessted har mulighed for at indstille en afgangsstuderende fra henholdsvis vinter- og sommerholdet. Det betyder, at der kan nomineres 16 studerende pr. årgang bygningskonstruktører,” siger Maria Riise og fortsætter:

”Ved dimissionsfesten i henholdsvis juni og december/januar offentliggør hver skole navnet på den nominerede afgangselev, som automatisk er lokal vinder. Den studerende modtager et bevis på nomineringen sammen med et stykke dansk designhåndværk – Kay Bojesens abe. En priskomite udvælger herefter én prismodtager som national vinder ud af de nominerede.”

Prismodtageren vinder 10.000 kr., en statuette og et års frikontingent i Konstruktørforeningen.

Disse otte uddannelsessteder kan nominere til Konstruktørernes Dimittendpris:

Fem kriterier spiller ind

For at komme i betragtning til Konstruktørernes Dimittendpris skal bachelorprojektet leve op til et eller flere af de følgende kriterier:

  1. Holistisk forståelse for hele byggeriet og byggeprocessen fra idé til færdigt byggeri.
  2. Forståelse for kvalitet i byggeriet gennem funktion, materialer, konstruktion og proces.
  3. Fokus på energioptimering, indeklima og arbejdsmiljø.
  4. Flair for nye metoder og innovation til at løse aktuelle problemstillinger i byggeriet.
  5. Fokus på at skabe bedre og mere effektive bygge- og driftsprocesser med tilfredse brugere og bygherrer.

Priskomiteen, der udvælger den endelige vinder, består af repræsentanter fra Dansk Byggeri, Danske Arkitektvirksomheder og Foreningen af Rådgivende Ingeniører samt Konstruktørforeningens formand og de to formænd for henholdsvis Uddannelses- og Byggepolitisk Udvalg.

Yderligere information

Mere info fås hos Konstruktørforeningens formand Gert Johansen (23 67 51 00, gert@kf.dk) og sekretariatsleder Kim Benzon Knudsen (29 93 12 01, kim@kf.dk).