Arbejdstid og overarbejde
Din arbejdstid er et af de vilkår, som du og din arbejdsgiver aftaler sammen.
Din normale daglige eller ugentlige arbejdstid skal fremgå af dine ansættelsesvilkår eller af den overenskomst, der regulerer dit ansættelsesforhold.
For fuldtidsansatte er 37 timer om ugen det mest almindelige, men der kan aftales både kortere og længere arbejdstid.
Er du omfattet af en af Konstruktørforeningens overenskomster, er den normale ugentlige arbejdstid som udgangspunkt 37 timer.
Der er desuden forskellige regler, der sætter grænser for, hvad der kan aftales om arbejdstiden. Der kan også gælde særlige regler om mer- og overarbejde i din kontrakt eller i den overenskomst, du er omfattet af.
Nedenfor kan du læse om de generelle regler og rammer. Har du et konkret spørgsmål eller en konkret problemstilling, anbefaler vi, at du kontakter din tillidsrepræsentant eller Konstruktørforeningen.
Offentligt ansatte
-
Bygningskonstruktører ansat i kommuner, regioner og staten er omfattet af overenskomster mellem Konstruktørforeningen og de offentlige arbejdsgivere.
Overenskomsterne fastsætter den normale ugentlige arbejdstid for fuldtidsansatte til 37 timer.
På nogle offentlige områder kan der i særlige tilfælde indgås aftale om plustid på op til 42 timer om ugen. Muligheden og betingelserne afhænger af den konkrete overenskomst. Bliver du mødt med et sådant ønske, anbefaler vi, at du kontakter din tillidsrepræsentant eller Konstruktørforeningen, da der kan gælde særlige betingelser og krav om godkendelse.
Det er muligt at aftale en ugentlig arbejdstid på mindre end 37 timer, hvis du og din arbejdsgiver er enige om det.
Din arbejdsgiver kan ikke uden videre ændre din aftalte ugentlige arbejdstid. Væsentlige ændringer skal som udgangspunkt varsles med dit individuelle opsigelsesvarsel. Se dog afsnittet om overarbejde nedenfor.
Arbejdsgiveren kan som udgangspunkt ændre placeringen af arbejdstiden med et rimeligt varsel, hvis ændringen er sagligt begrundet og ligger inden for overenskomstens rammer. Mere indgribende ændringer kan dog være væsentlige ændringer af dine ansættelsesvilkår.
-
Som udgangspunkt har du pligt til at udføre overarbejde, som arbejdsgiveren beordrer.
Overarbejde honoreres som udgangspunkt med betaling eller afspadsering efter reglerne i din overenskomst. Der kan desuden være ret til et tillæg. Reglerne varierer alt efter, om du er ansat i staten, en region eller en kommune.
I regioner og kommuner kan du i visse tilfælde have ret til et tillæg på 50 % for overarbejde, som ledelsen har pålagt dig. Du bør altid tjekke de konkrete regler i din overenskomst og eventuelt spørge din tillidsrepræsentant eller Konstruktørforeningen.
Vær særligt opmærksom på reglerne, hvis du er deltidsansat. Hvis fuldtidsansatte har ret til overarbejdsbetaling, kan der gælde særlige regler for honorering af timer ud over din egen arbejdstidsnorm. Kontakt din tillidsrepræsentant eller Konstruktørforeningen, hvis du er i tvivl.
-
Offentligt ansatte bygningskonstruktører under Konstruktørforeningens overenskomster har som udgangspunkt en betalt frokostpause på 30 minutter, som indgår i arbejdstiden.
Privatansatte i arkitektvirksomheder
Som ansat i en arkitektvirksomhed kan du være omfattet af Konstruktøroverenskomsten for arkitektbranchen mellem Konstruktørforeningen og Dansk Industri (DI) eller af en anden overenskomst. Det skal fremgå af dine ansættelsesvilkår, om du er omfattet af en overenskomst.
Er du omfattet af Konstruktøroverenskomsten for arkitektbranchen, gælder de rammer, der beskrives nedenfor. Er virksomheden ikke omfattet af en overenskomst, gælder de regler, som beskrives i afsnittet "Privatansatte uden for arkitektområdet".
-
Den normale ugentlige arbejdstid er 37 timer og fordeles på ugens hverdage. Arbejdstiden kan variere fra uge til uge.
I særlige tilfælde kan der indgås aftale om en højere arbejdstid på op til 42 timer (såkaldt plustid) eller om, at stillingen er uden højeste arbejdstid, og at arbejde ud over 37 timer dermed er indeholdt i lønnen (jobløn). Bliver du mødt med et ønske om en sådan aftale, anbefaler vi, at du altid kontakter din tillidsrepræsentant eller Konstruktørforeningen.
Det er muligt at aftale en kortere ugentlig arbejdstid end 37 timer, hvis du og din arbejdsgiver er enige om det.
-
Arbejdstiden opgøres ugentligt. Timer ud over 37 timer om ugen overføres til en pulje for mertimer. Timerne kan efter reglerne i overenskomsten afspadseres eller udbetales.
Puljen kan højst udgøre 150 timer. Timer ud over 150 timer tillægges 50 % og udbetales efter reglerne i overenskomsten.
Skriftligt beordret overarbejde på arbejdsfri hverdage samt søn- og helligdage udløser et tillæg på 100 %. Bemærk, at du er forpligtet til at udføre dette overarbejde med mindre helt særlige grunde taler imod.
Som deltidsansat kan timer over din aftalte deltidsnorm og op til 37 timer overføres til puljen for mertimer eller opgøres månedligt og udbetales. Timer ud over 37 timer om ugen behandles på samme måde som for fuldtidsansatte.
Er du ansat på jobløn eller plustid gælder ovenstående ikke for dig.
-
Bygningskonstruktører omfattet af Konstruktøroverenskomsten for arkitektbranchen har ved arbejde ud over tre timer dagligt ret til en betalt frokostpause på 29 minutter, som indgår i arbejdstiden.
Privatansatte uden for arkitektområdet
Som privatansat vil du ofte være ansat uden overenskomst.
Ansatte på BL-området er dog omfattet af AC-overenskomsten på området, og en del ansatte i virksomheder, der er medlem af DI, kan være omfattet af en DI-overenskomst. I så fald anbefaler vi, at du kontakter Konstruktørforeningen for at få præcise oplysninger om reglerne for netop din ansættelse.
De generelle rammer nedenfor gælder for privatansatte uden overenskomst.
-
Oplysninger om din normale daglige eller ugentlige arbejdstid skal fremgå af dine ansættelsesvilkår. Det følger af lov om ansættelsesbeviser og visse arbejdsvilkår.
Langt de fleste fuldtidsansatte bygningskonstruktører har en aftale om en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 37 timer.
Der er dog ingen lovregel, der fastsætter, at en fuldtidsstilling skal være på 37 timer om ugen. Der kan derfor aftales både en højere og en lavere ugentlig arbejdstid.
Efter arbejdstidsreglerne må den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid inklusive overarbejde som udgangspunkt ikke overstige 48 timer beregnet over en periode på fire måneder.
-
Regler om mer- og overarbejde kan aftales på forhånd i ansættelseskontrakten. Er der ikke aftalt særlige regler, kan arbejdsgiveren i et vist omfang pålægge dig mer- og overarbejde.
Eventuel honorering bør fremgå af din ansættelseskontrakt. Det kan aftales, at honorering for mer- og overarbejde er indeholdt i den almindelige løn, så arbejdet ikke honoreres særskilt.
-
Hvis din daglige arbejdstid overstiger seks timer, har du som udgangspunkt ret til en pause, der er tilstrækkelig til at opfylde pausens formål.
Der er ikke fastsat en generel lovbestemt længde på pausen, men på mange arbejdspladser er frokostpausen ca. 30 minutter.
Medmindre andet udtrykkeligt fremgår af din ansættelseskontrakt, vil frokostpausen normalt være selvbetalt og ikke tælle med i opgørelsen af din daglige eller ugentlige arbejdstid.
Praktikanter
Når du er i praktik, er du omfattet af de regler om arbejdstid, der gælder på den arbejdsplads, hvor du er i praktik. Som hovedregel må du ikke deltage i overarbejde.
Læs mere om dine muligheder for at prøve dig selv af i praktikken.