Reglerne for hvor meget ferie du er berettiget til om året, og hvad/hvem der skal betale for ferien, finder du en række forskellige steder. Men primært i ferieloven.

Ferieloven giver ret til 5 uger

Ferieloven giver ret til 5 ugers ferie (25 dage) om året og gælder for alle lønmodtagere, dvs. ”alle, der modtager et vederlag for at udføre personligt arbejde i et tjenesteforhold”.  

Ferieloven om optjening, varsling og afholdelse af ferie

Ferie efter ferieloven optjenes i kalenderåret med 2,08 feriedag for hver måned, du er ansat. Ferie afholdes i ferieåret, der går fra d. 1. maj i året efter optjeningsåret og til d. 30. april året efter. 

Du har ret til at holde tre ugers sammenhængende ferie, ”hovedferie”, i ferieperioden, der går fra 1. maj – 30. september. De sidste to uger, ”restferie”, skal i princippet lægges i sammenhæng af mindst 5 dage og kan placeres uden for ferieperioden.

Som udgangspunkt skal arbejdsgiveren i samarbejde med lønmodtageren aftale hvornår ferien skal holdes, men arbejdsgiveren kan af driftsmæssige hensyn placere ferien på bestemte tidspunkter. Det kræver dog, at arbejdsgiveren varsler hovedferien med mindst 3 måneders varsel, og restferien med mindst 1 måneds varsel.

Ved opsigelse annulleres aftalt ferie, og ferien skal varsles igen.

Ferieloven om løn og ferietillæg

I følge ferieloven, har du ret til ferie med løn i forhold til den tid, du har været ansat i kalenderåret forud for ferieåret. Du optjener 2,08 feriedag med løn for hver måned, du har været ansat. Det kræver med andre ord ansættelse i et helt kalenderår, før du har ret til 5 ugers ferie med løn.

Får du ferie med løn, har du ret til ferietillæg på 1% af lønnen i optjeningsåret. Ferietillægget skal udbetales senest samtidig med, at den dertil hørende ferie begynder. Ofte vælger virksomhederne at udbetale ferietillægget samtidig med lønnen for april eller maj måned.

Er du ansat under en overenskomst kan dit ferietillæg være højere end Ferielovens 1 %. Det er også muligt at forhandle et højere ferietillæg som en del af lønnen i en individuel kontrakt.

Ferieloven om ferie med løntræk

Har du ikke optjent ret til ferie med løn, fordi du ikke har været ansat i virksomheden i kalenderåret forud for ferieåret, skal du trækkes i løn i den periode, hvor du holder ferie. Løntrækket sker normalt med 4,8% af lønnen pr. arbejdsdag.

I den periode skal du så bruge de feriepenge, du har optjent hos din tidligere arbejdsgiver.

 

Ferieåret

Ferieåret går fra den 1. maj til den 30. april året efter. Hovedferieperioden går fra 1. maj til 30. september og i denne periode har du ret til at holde 3 sammenhængende ugers ferie.