Gå til sidens indhold
Lønstatistik

Gennemsnitsløn for konstruktører stiger igen i 2023

Den seneste lønstatistik viser, at lønnen for Konstruktørforeningens medlemmer igen stiger. Statistikken viser også, at hver 3. bygningskonstruktør har ledelsesansvar. Til gengæld får kvinder stadig lavere løn end mænd.

Lønstatistik 2022 FOTO Palle Skov
Den gennemsnitlige månedsløn for KF’s medlemmer er siden 2022 steget med lidt over 4 %. Foto: Palle Skov

Gennemsnitslønnen for bygningskonstruktører er steget med 2.082 kr. pr. måned siden 2022, hvilket svarer til lidt over 4 %.

Det er 9. år i træk, at medlemmer af Konstruktørforeningen (KF) oplever, at deres løn er steget.

Det viser Konstruktørforeningens nye lønstatistik for 2023, som en tredjedel af medlemmerne har svaret på i en lønundersøgelse foretaget i efteråret 2023.

Statistikken viser også, at de privatansatte – der udgør 4 ud af 5 af de adspurgte ligger knap 3 % højere end de offentligt ansatte.

Kvinder tjener mindre end mænd

Lønundersøgelsen viser desværre, at lønnen for de adspurgte kvinder, der repræsentativt udgør 17 %, ligger ca. 7 % under gennemsnitslønnen.

Forskellen er størst i det private, hvor de adspurgte kvinder ligger 8 % under gennemsnitslønnen, mens kvinderne i det offentlige ’kun’ ligger 5 % under.

Om dette siger KF’s formand Kirsten Nielsen:

”Det er jo et kæmpe problem, at de kvindelige konstruktørers løn stadig ligger under gennemsnitslønnen for alle konstruktører. Jeg vil derfor gerne opfordre alle KF’s kvindelige medlemmer til at få tilmeldt sig de kurser i lønforhandling, som KF løbende tilbyder.”

Knap hver tredje har ledelsesansvar

Knap en tredjedel af de adspurgte bygningskonstruktører har ledelsesansvar, hvilket fx dækker over topledelse, faglig ledelse, projektledelse, byggeledelse, budgetansvar og personaleansvar.

Ifølge statistikken tjener konstruktører med ledelsesansvar i gennemsnit 19 % mere end en konstruktørkollega uden ledelsesansvar.

Lønstatistik er et godt forhandlingsredskab

Kirsten Nielsen opfordrer KF’s medlemmer til at downloade statistikken på KF.dk:

”Selve lønstatistikken er et uundværligt værktøj for alle KF’s medlemmer i forbindelse med løn- og ansættelsessamtaler, fordi den giver hver eneste en bedre mulighed for selv at påvirke sit lønniveau på flere planer – fra lønstigning til personalegoder, efter- og videreuddannelse.”

I KF’s Lønstatistik 2023 kan du bl.a. se, hvordan lønnen er steget for privat- og offentligt ansatte, hvordan lønnen fordeler sig efter geografi, køn og dimittendår, hvordan ledelsesansvar og efteruddannelse påvirker lønnen og forskellen på personalegoder for privat- og offentligt ansatte.

De medlemmer, der svarede på lønundersøgelsen, deltog i en konkurrence om et ophold på Koldingfjord eller vingaver. Se vinderne i den nederste boks.

DOWNLOAD

Konstruktørforeningens lønstatistik 2023

I KF’s lønstatistik kan du finde mange forskellige oplysninger om løn – fx:

  • Hvordan lønnen fordeler sig efter dimittendår og geografisk område
  • Hvordan ledelsesansvar og efteruddannelse påvirker lønnen
  • Personalegoder.

NB! Den første version havde fejl i tabel 5 s. 7, som nu er rettet.

HENT LØNSTATISTIKKEN HER

Lær at forhandle din løn

KF udbyder jævnligt kurser i lønforhandling. Her kan du lære forskellige forhandlingsteknikker, der kan gøre forhandlingssituationen nemmere og dermed forbedre dine chancer for at få mere i løn.

Tjek vores arrangementskalender for at se, hvornår det næste kursus holdes.

Tjek kalender
KONKURRENCE

Vindere af præmier i lønundersøgelse 2023

Weekendophold på Koldingfjord:

  • Benedikte Sønderskov

Vingave:

  • Per Dittmer Sams
  • Karsten Kristian Møller
  • Michael Work Frandsen
  • Jacob Stadil
  • Anders Iversen
  • Nicolai Hummelgaard Larsen
  • Mike Nielsen
  • Morten Hauspild Petersen
  • Gina Liska