Gå til sidens indhold

Det kommunale forlig er landet

Forliget på det kommunale område er landet. Læs her, hvad forliget indeholder.

Senest opdateret den 3. marts 2026. 

Den 3. marts landede forliget på det kommunale område i OK26-forhandlingerne. Forliget lægger op til en treårig aftale, der derfor vil gælde fra 2026 til 2029. Rammen er 9,09 % + en teknisk korrelation på 0,2 %.

Indeholdt i rammen er lønstigninger, en stor familiepakke og en fritvalgskonto.

Løn

Din løn kommer til at stige med 6,27 % over den treårige periode.

Ud over de generelle lønstigninger er der også afsat et yderligere bidrag til den nye fritvalgsordning, som udgør 1,92 %. Da fritvalgsordningen først iværksættes 1. januar 2028, og pengene udmøntes 1. april 2027, vil du i perioden fra april 2027 til og med december 2027 få et løntillæg på 2,01 % oveni den aftalte løn. Tillægget er ikke pensionsgivende.
 
Hertil kan du som ”ikke ledende” bygningskonstruktør have mulighed for et miljø- og naturbeskyttelsestillæg fra den 1. april 2027. Tillægget udgør i runde tal 1.200 kr. om måneden, og er pensionsgivende. Der vil blive orienteret nærmere herom før ikrafttræden.

Lønsystemet

Der er lavet en forbedring af lønsystemet pr. 1. april 2027, hvor man hæver grundlønstrinene. Det betyder: 
• Trin 29 bliver til trin 32
• Trin 35 bliver til trin 36 (specialister og ledere)
• Trin 41 bliver til trin 42 (specialister og ledere)

Familiepakke

Der er aftalt en stor familiepakke, som blandt andet betyder, at du og dine kolleger får bedre mulighed for at være hjemme med syge børn. Fremover vil hjemkaldelsesdagen ikke længere tælle som barnets 1. sygedag – den kaldes derfor 0. sygedag – og der gives samtidig mulighed for barnets 3. sygedag.
 
Derudover er der markante forbedringer i barselspakken, som fremover betyder:
• Barselsretten forlænges med yderligere 2 deleuger, så man samlet set har 8 uger til deling
• Indførelse af ret til fravær med løn for sociale forældre og nærtstående
• Udvidet ret til den efterlevende forælder
• Indførelse af ret til op til 3 måneders fravær med løn i forbindelse med for tidligt fødte børn.

Fleksibilitet

Som noget nyt får du også en fritvalgs lønkonto pr. 1. januar 2028. Med midlerne fra kontoen kan du selv finansiere højere månedlig løn, højere pensionsindbetalinger eller mere frihed.  
Fritvalgs  lønkontoen kan også anvendes til at finansiere:
• 5 særlige feriedage (6. ferieuge)
• 5 seniordage
• Én ekstra fleksibilitetsdag til ansatte midt i livet, dvs. dem der ikke har omsorgsdage eller seniordage.
• Der vil blive orienteret nærmere herom, når vi nærmer os 2028.