Det statslige forlig er landet
Forliget på det statslige område er landet. Det er en vigtig milepæl i OK26, som også sætter retningen for forhandlingerne på det regionale og kommunale område. Læs her, hvad forliget indeholder
Senest opdateret den 11. februar 2026.
Den 11. februar landede forliget på det statslige område i OK26-forhandlingerne.
Forliget lægger op til en treårig aftale, der derfor vil gælde fra 2026-2029.
Rammen er 8,7 %.
Indeholdt i rammen er store lønstigninger, en stor familiepakke og en fritvalgskonto.
Løn
Bygningskonstruktørernes løn kommer til at stige med 6,37 % over den treårige periode.
Hertil skal tillægges en teknisk korrektion på 0,2 % som led i en aftalt kompensation for manglende indregning af fritvalg udenfor DA/FH området i den private lønudvikling.
Som noget helt særligt er det lykkedes Konstruktørforeningens forhandlere at ændret hele lønforløbet for bygningskonstruktørerne. Bygningskonstruktører vil pr. 1. april 2027 overgå til et nyt skalatrinsforløn, som medfører, at startlønnen for bygningskonstruktører i staten stiger med 2.500 kr. om måneden. Bygningskonstruktører, der allerede er ansat på skalatrin 1 stiger tilsvarende med op til 2.500 kr. om måneden pr. 1. april 2027.
Lokalløn
I forhold til lokalløn indeholder forliget, at 0,2 % af rammen afsættes til lokal løndannelse. Pengene afsættes ud over rammen. Der vil være en ny forhandling ved OK29, hvis pengene ikke udmøntes lokalt.
For at understøtte den lokale løn, er der implementeret en række forbedringer til det lokale lønsystem, hvor Initiativpligten fremadrettet ligger hos arbejdsgiver. Det betyder også, at lønstatistik og data skal være til stede; at ledelsen skal tage kontakt til TR og orientere ved ansættelser i god tid; og at økonomien for lokal lønforhandling skal drøftes forud.
Familiepakke
Der er aftalt en stor familiepakke, som blandt andet indeholder en udvidelse af ret til barns sygdom. Forældre, der kaldes hjem på grund af barns sygdom, har fået udover selve hjemkaldelsesdagen, som er den 0. sygedag, fremover også mulighed for barnets 3. sygedag.
Der er lavet markante forbedringer i barselspakken, hvor man bl.a. har givet:
-
Forlænger barselsretten med 2 yderligere deleuger, så man samlet set har 8 uger til deling
-
Indførelse af ret til fravær med løn for sociale forældre og nærtstående
-
Udvidet ret til den efterlevende forælder
-
Indførelse af ret til fravær med løn i forbindelse med ”tidligt hjemmeophold”.
Fleksibilitet
Som noget nyt oprettes en fritvalgs lønkonto for bygningskonstruktører i staten pr. 1. januar 2028. Med midlerne fra kontoen kan den ansatte selv finansiere højere månedlig løn, højere pensionsindbetalinger eller mere frihed.
Fritvalg lønkontoen kan også anvendes til at finansiere:
-
5 særlige feriedage (6. ferieuge)
-
To ekstra seniordage i tillæg til de to eksisterende seniordage
-
Én ekstra fritvalgsdag til ansatte midt i livet, dvs. dem mellem 41 år og 61 år.
Derudover
Derudover indeholder forliget i forhold til arbejdsmiljø, at psykisk arbejdsmiljø skal drøftes i Samarbejdsudvalg (SU), der er ny lederuddannelse i bekendtgørelsen om psykisk arbejdsmiljø.
Hvad sker der nu?
Det statslige forlig er retningsgivende for de kommunale og regionale forhandlinger, som fortsætter og forventes i at munde ud i forlig i slutningen af februar.
-
Statsligt ansatte medlemmer
Statsligt ansatte medlemmer vil blive indkaldt til et online orienteringsmøde om forliget, når der også foreligger forlig på det kommunale og regionale område.
Til orienteringsmødet vil du blive sat ind i forligets indhold forud for afstemningen om, hvorvidt forliget skal godkendes eller ej.
Er du statsligt ansat, kan du derfor forvente at høre fra Konstruktørforeningen, når de øvrige forlig er landet. Har du spørgsmål til OK26 i mellemtiden, kan du kontakte din tillidsrepræsentant eller Konstruktørforeningens sekretariat.
-
Kommunalt og regionalt ansatte medlemmer
Med det statslige forlig sættes alle sejl nu ind på de regionale og kommunale forhandlinger. Som kommunalt eller regionalt ansat medlem af Konstruktørforeningen kan du forvente at høre fra os, når der er væsentligt nyt om din overenskomst.
Når der foreligger forlig på alle tre områder, vil du blive indkaldt til et online orienteringsmøde om forliget på dit område.
Til orienteringsmødet vil du blive sat ind i forligets indhold forud for afstemningen om, hvorvidt forliget skal godkendes eller ej.
Har du spørgsmål til OK26 i mellemtiden, kan du kontakte din tillidsrepræsentant eller Konstruktørforeningens sekretariat.
Dyk yderligere ned i forliget
Læs mere om resultaterne af forhandlingerne
Læs mereTre korte om OK26
KF kæmper for bedre løn og mere fleksibilitet - for det ønsker medlemmerne
Konstruktørforeningen forhandler for bygningskonstruktørerne under OK26. Vores krav baserer sig på medlemmernes ønsker og handler blandt andet om reallønsfremgang og mere fleksibilitet.
OK26 finder inspiration i OK25
De offentlige overenskomster skal lægge sig op ad de private. Derfor kigger man under OK26 også nøje på resultaterne af de private forhandlinger i OK25. Disse indeholdt blandt andet forskellige former for fleksibilitet og frihedsrettigheder såsom barnets tredje sygedag.
Medlemmer af KF har indflydelse på OK26
Som medlem af KF har man indflydelse, når ens overenskomst er til forhandling. Inden forhandlingerne kan man deltage i kravindsamlingen, og når forliget foreligger, vil man blive inviteret til at deltage i afstemningen om, hvorvidt det skal godkendes eller ej.