Deltidsansatte - der har arbejdet mere end det aftalte timetal - kan have krav på ekstra betaling
Er du - eller har du været - deltidsansat i stat, kommune eller region, er det vigtigt, at du sørger for at registrere dig, mens det undersøges, om du har krav på ekstra betaling.
Bygningskonstruktører der inden for de seneste 10 år har arbejdet i den offentlige sektor, kan have krav på ekstra betaling, hvis de har arbejdet mere end den aftalte tid. Det er derfor vigtigt, at du registrerer dig, mens Konstruktørforeningen og Akademikerne undersøger sagen.
Baggrund
Offentligt ansatte på deltid og fuldtid bliver – helt i overensstemmelse med hovedparten af de gældende overenskomster – honoreret forskelligt for ekstra timer. Det kan dog være i strid med EU-regler, viser nye domme fra EU.
I to tyske sager har EU-Domstolen nemlig fastslået, at deltidsansatte er blevet forskelsbehandlet i forhold til fuldtidsansatte, da de ikke fik samme betaling for ekstra arbejde. Det kan betyde, at mange danske overenskomster er i strid med EU-reglerne.
Om det rent faktisk er tilfældet, skal afgøres i en faglig voldgift, der er planlagt til at begynde i efteråret 2025.
I en faglig voldgift bliver uenigheder eller konflikter mellem arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer afgjort. Denne faglige voldgift vil tage stilling til både det kommunale, regionale og statslige område.
Hvad betyder det for dig?
Får vi medhold i, at deltidsansatte er blevet ulovligt forskelsbehandlet, kan det betyde, at du har krav på ekstra betaling for de timer, som du har arbejdet ud over det aftalte timetal.
Det er en forudsætning for at komme i betragtning, at du er - eller har været - ansat på deltid fra august 2015 til i dag og har haft merarbejde. Det er meget vigtigt, at du registrerer dig, så forældelsen bliver afbrudt. Forældelse betyder, at dit krav over tid falder bort.
Sagt med andre ord: Du risikerer at miste dit krav på efterbetaling, hvis du ikke registrerer dig.
Det er derfor vigtigt, at du registrerer dig her.
Bemærk, at når du registrerer dig, indebærer det samtykke til, at vi på vegne af dig, sender information til din tidligere arbejdsgiver om, at du i lighed med mange andre har et muligt krav.
Det er også vigtigt at understrege, at vi endnu ikke ved, om der skal ske efterbetaling. Det kan vi først fortælle, når sagen er helt afsluttet. Din registrering er derfor ikke en garanti for, at du ender med at få penge tilbage, men sikrer, at et evt. krav ikke forældes.
Flere oplysninger senere
Når sagen er afgjort, vil der være behov for yderligere oplysninger, hvis dommen viser, at der skal ske en efterbetaling. De oplysninger er nødvendige for, at vi kan opgøre, hvad du eventuelt har krav på. I det tilfælde vil vi vende tilbage.
Hvis du har flere spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Petur Poulsen på mail Petur@kf.dk, specialkonsulent.