Konstruktørernes Dimittendpris 2026: Mød de første nominerede
Dimittendprisen hylder årets stærkeste afgangsprojekter blandt kommende bygningskonstruktører – med fokus på kvalitet, bæredygtighed og innovation.
Hvem skal vinde Konstruktørernes Dimittendpris 2026?
Svaret på det spørgsmål er vi ét væsentligt skridt tættere på at kende, efter vinterdelen af de lokale dimittendprisvindere er fundet. Mød dem alle herunder.
Til sommer kåres den anden halvdel af de lokale vindere, og den nationale vinder af Konstruktørernes Dimittendpris 2026 findes til efteråret.
Om Konstruktørernes Dimittendpris
Konstruktørernes Dimittendpris hylder de studerende, der med deres afgangsprojekter ikke blot viser faglig dygtighed, men også modet til at tænke nyt, tage ansvar og sætte retning for fremtidens byggeri.
Prisen bliver hvert år tildelt dimittender fra landets bygningskonstruktøruddannelser, som gennem deres afsluttende projekter har markeret sig med særlig kvalitet, faglighed og visionære løsninger. Projekterne spænder vidt – fra tekniske løsninger og transformation af eksisterende byggeri til fokus på bæredygtighed, brugerbehov og nytænkende arkitektur.
Formålet med prisen er at anerkende og fremhæve den store faglige bredde og det ansvar, som bygningskonstruktører påtager sig – både i projekteringen og i samfundet.
Mød de vinternominerede 2026
-
Christian Uldum Aaskov – VIA University College, Holstebro: Adgangsforhold i etagebyggeri – understøtter bygningsreglementet effektiv præhospital evakuering?
“Projektet undersøger, om bygningsreglementets krav til trapper og elevatorer i moderne etagebyggeri i tilstrækkelig grad understøtter evakuering af akut syge borgere, der ligger horisontalt på båre,” fortæller Christian Uldum Aaskov om sit afgangsprojekt. Med afsæt i erfaring fra den præhospitale sektor kombinerer projektet sundhedsfaglig praksis med byggeteknisk analyse og ser nærmere på, hvordan adgangsforhold og dimensionering påvirker redningsarbejdet. Gennem analyser af blandt andet hjertestop i etagebyggeri, bygningsgennemgange og sammenligning af standarder peger projektet på et muligt misforhold mellem minimumskravene i bygningsreglementet og den virkelighed, redningspersonale møder i moderne boligbyggeri.
Ifølge Christian er emnet aktuelt, fordi flere og flere danskere bor i etagebyggeri, hvor bygningernes indretning kan have direkte betydning for både patientsikkerhed og arbejdsmiljø. Projektet rejser derfor et centralt spørgsmål: Kan vi redde effektivt i de bygninger, vi designer?
Efter mange år i den præhospitale sektor ønskede Christian at arbejde mere forebyggende. “Bygningskonstruktøruddannelsen gav mig mulighed for at kombinere praktisk erfaring med teknisk forståelse og arbejde i krydsfeltet mellem funktion, sikkerhed og samfundsansvar.”
Om arbejdslivet siger han: “Jeg ser frem til at arbejde med projekter, hvor byggeri skaber reel værdi for mennesker – både i hverdagen og i kritiske situationer.” Særligt motiveres han af løsninger, hvor funktionalitet, sikkerhed og bæredygtighed tænkes sammen.
“Det betyder meget for mig at blive anerkendt for et projekt, jeg har brugt mange timer på,” siger han om nomineringen til Konstruktørernes Dimittendpris. For ham er nomineringen en bekræftelse af, at tværfaglighed og et kritisk blik på gældende standarder har værdi. -
Csenge Annamária Hegedüs & Csaba Gábor Szabó – VIA University College: Kalundborg Pakhus Renovation
“The project concerns the renovation and transformation of Kalundborg Pakhus, a former 1910s warehouse,” fortæller Csenge Annamária Hegedüs og Csaba Gábor Szabó om deres afgangsprojekt Kalundborg Pakhus Renovation. Bygningen genskabes i sin oprindelige form i overensstemmelse med lokalplanen og skal fremover fungere som borgerhus med café, teatersal, læserum og mødelokaler. Den nye konstruktion består af et limtræs søjle-bjælkesystem, to præfabrikerede betonkerner samt en udvidelse med træelementer og kobberbeklædning.
Projektet er ifølge dem interessant, fordi det viser, hvordan ny arkitektonisk værdi kan skabes gennem renovering, hvor eksisterende kulturarv respekteres. “From a constructing architect’s perspective, its large scale and combination of multiple construction systems and materials create significant technical complexity.” Samtidig kræver projektet, at arkitektens vision realiseres under strenge tekniske og brandmæssige krav.
De valgte uddannelsen, fordi de ønsker at kombinere kreativitet og praksis: “We believe the role is essential in construction projects, as constructing architects connect the architect’s vision with engineers’ technical solutions while safeguarding the client’s interests.”
Om fremtiden siger de: “Firstly, we both aim to work as design-oriented constructing architects in Danish firms to gain practical experience.” Begge ønsker at udvikle deres faglige retning – med fokus på henholdsvis brandsikkerhed og konstruktionsdesign.
“It is a great honor and at the same time a big surprise for us to be nominated.” Som internationale studerende ser de nomineringen som en særlig anerkendelse af den indsats og disciplin, de har lagt i projektet sideløbende med studiejob. -
Ditte Kirstine Nielsen Christensen – EK Hillerød: Kvartershusene
“Projektet omhandler et nybyggeri af 2 bygninger som forenes med et skår med trappeopgang,” fortæller Ditte Kirstine Nielsen Christensen om sit afgangsprojekt Kvartershusene. Byggeriet består af kælder, stueetage og tre etager og er projekteret til at rumme erhverv i stueetagen og boligenheder på de øvrige etager. Kombinationen af funktioner er tænkt som en måde at skabe en anderledes dynamik i bygningen. Projektet er desuden projekteret med ambitionen om DGNB Guld og svanemærkning, hvor alle materialer registreres og godkendes med henblik på at sikre et lavere klimaaftryk gennem bygningens livscyklus.
Ifølge Ditte er projektet interessant, fordi det forener flere hensyn i samme byggeri. “Mit projekt er spændende for andre, fordi bygningen kombinerer erhverv med boligenheder under samme tag.” Samtidig har hun haft fokus på bæredygtighed – både i forhold til sociale aspekter som arbejdspladser og i forhold til at reducere klimaaftrykket gennem brug af mere miljøvenlige materialer.
Valget af uddannelsen som bygningskonstruktør udspringer af en generel fascination for byggeri. “Jeg valgte at blive bygningskonstruktør, fordi jeg altid har haft en fascination og interesse af byggeri generelt.” Samtidig tiltrækker faget hende, fordi det giver mulighed for at arbejde kreativt og finde løsninger, der nogle gange kræver, at man tænker ud af boksen.
Når hun ser frem mod arbejdslivet, er det særligt byggepladsen og processen fra start til slut, der motiverer hende. “Jeg glæder mig til at blive byggeleder på en sag fra start til slut,” siger hun og fremhæver glæden ved at kunne følge et byggeri fra udgravning til færdig bygning – og senere kunne køre forbi og sige: Det har jeg været med til at opføre.
“Det bekræfter at mit hårde arbejde igennem hele studietiden har været det hele værd,” siger hun om nomineringen til Konstruktørernes Dimittendpris. For hende er nomineringen både en anerkendelse af indsatsen gennem studiet og en ekstra stolthed over projektet fra 7. semester.
-
Frida Glud Baltzarsen & Stine Petersen – VIA University College, Aarhus C: Til- og ombygning af Engesvang skole
“Projektet er et til- og ombygningsprojekt af en eksisterende skole i Engesvang,” fortæller Frida Glud Baltzarsen og Stine Petersen om deres afgangsprojekt, der er projekteret som en hovedentreprise for Ikast‑Brande Kommune. Projektet omfatter både udvidelse og renovering af eksisterende undervisnings-, forberedelses- og administrationslokaler samt faciliteter til skoletandlæge og sundhedspleje.
Ifølge dem er projektet særligt aktuelt, fordi det tager udgangspunkt i en dagsorden, der fylder mere og mere i byggeriet: “Vores projekt er spændende, fordi det tager afsæt i en dagsorden, der kun bliver vigtigere, nemlig renovering og transformation frem for nybyggeri.” Arbejdet har derfor haft fokus på, hvordan nyt og eksisterende byggeri kan kobles sammen på en gennemtænkt måde, hvor det bestående respekteres, samtidig med at nye kvaliteter tilføjes.
Begge havde en tidlig interesse for arkitektur, hvilket førte dem ind på uddannelsen. Gennem studiet har deres faglige interesser udviklet sig i forskellige retninger, hvor Frida har fundet en særlig interesse for bygherrerådgivning, mens Stine har valgt at fordybe sig i bæredygtighed i byggeriet.
Om arbejdslivet siger de: “Branchen udvikler sig hele tiden, så det bliver spændende at være en del af en branche der konstant er i bevægelse.” De ser frem til at specialisere sig inden for deres kerneområder og bidrage til fremtidens projekter.
“At være nomineret til Konstruktørernes Dimittendpris er et stort skulderklap,” siger de. Nomineringen ser de som en anerkendelse af det arbejde, de har lagt i projektet, og som en motiverende afslutning på studiet – og en god start på deres videre karriere. -
Joan Kløve Jensen – Zealand, Næstved: Vægterhaven
“Mit projekt handler om en lejlighedsklynge bestående af fire boligblokke med forskudte opgange i en trappeform, beliggende på Amager,” fortæller Joan Kløve Jensen om sit afgangsprojekt Vægterhaven. Boligerne rummer 2- og 4-værelses lejligheder med fokus på niveaufri adgang i stueplan og fælles adgang via trappe og svalegang. Mellem blokkene er der arbejdet med opholdsarealer som legeplads samt platforme til grill og nabohygge, hvor fællesskabet er i centrum.
Projektet udfordrer ifølge Joan ikke byggeriets kerne, men måden bygningen beklædes på. “Facadebeklædningen er levende og bidrager til øget biodiversitet, bedre regnvandshåndtering, støj håndtering og renere luft.” De grønne facader mindsker urban heat island-effekten og tilfører grønt til byen, og hun håber, at projektet kan “være med til at udfordre folks tankegang til hvad man kan.”
Valget af uddannelse udspringer af en tidlig interesse for at bygge. “Jeg har altid været fascineret af bygninger, byggeri og af, hvordan tingene hænger sammen,” fortæller hun og beskriver, hvordan studiet bekræftede, at hun var havnet det rigtige sted.
Om arbejdslivet siger hun: “Jeg ser frem til at udvikle mig fagligt, blive dygtigere og forhåbentlig få mulighed for at lære af erfarne mennesker.”
Nomineringen kom som en overraskelse: “Jeg havde ikke forventet at blive nomineret til Dimittendprisen.” Hun ser det som en anerkendelse af at have lavet noget “godt, anderledes og ansvarsbevidst” – et klap på skulderen, hun vil se tilbage på. -
Maximilian Cordes – Syddansk Erhvervsakademi: Tørdok 2.2 på Refshaleøen
“Transformation af en eksisterende lagerhal til kollektiv beboelse med fokus på at bevare så meget som muligt af den eksisterende bygning,” fortæller Maximilian Cordes om sit afgangsprojekt Tørdok 2.2 på Refshaleøen. Projektet arbejder med at omdanne en eksisterende lagerhal til en ny boligform, hvor transformationen tager udgangspunkt i de kvaliteter, der allerede findes i bygningen. Fokus har været på at genanvende så meget som muligt af den eksisterende struktur og dermed arbejde med en mere ressourcebevidst tilgang til byggeriet.
Projektet adskiller sig ifølge Maximilian fra mange andre projekter på studiet. “Jeg vil ikke sige, at mit projekt er bedre end de andres, men det er anderledes end det, mine klassekammerater har arbejdet med.” Netop den anderledes tilgang var også en af grundene til, at han ikke forventede at blive nomineret til prisen.
Valget om at blive bygningskonstruktør kom efter en ændring i arbejdslivet. “Jeg valgte at læse videre til bygningskonstruktør efter en arbejdsskade, som gjorde, at jeg ikke kunne vende tilbage til mit tidligere job.” Uddannelsen blev dermed en ny retning og mulighed for at arbejde videre inden for byggeriet på en anden måde.
Når han ser frem mod arbejdslivet, er han åben over for de muligheder, der opstår undervejs. “Det er jeg åben over for hvad der sker i fremtid,” siger han om sine forventninger til arbejdet som bygningskonstruktør.
“At blive nomineret til Konstruktørernes Dimittendpris kom som en stor overraskelse for mig,” fortæller han. Samtidig ser han nomineringen som en anerkendelse af den indsats, han har lagt i både sit projekt og sin uddannelse.
-
Mikkel Brix Palsmar & Rasmus Toft Petersen – UCN, Aalborg: Fremsyn Område
“Fremsyn Område er udviklet som et samlet lærings- og fritidsområde, der integrerer skole på ca. 16.000 m², svømmehal på ca. 4.300 m² og idrætshal på ca. 3.300 m²,” fortæller Mikkel Brix Palsmar og Rasmus Toft Petersen om deres afgangsprojekt. Projektet er organiseret som et offentligt‑privat partnerskab (OPP), hvor design, udførelse, finansiering samt drift og vedligehold samles hos én aktør for at sikre kvalitet, totaløkonomi og langsigtede løsninger. Bæredygtighed er et gennemgående styringsprincip med udgangspunkt i FN’s verdensmål og DGNB som overordnet ramme.
Ifølge dem viser projektet, hvordan komplekse krav kan samles i én helhedsorienteret løsning. “Projektet viser hvordan komplekse krav til bæredygtighed, brand, indeklima og totaløkonomi kan samles i én helhedsorienteret løsning.” Med OPP kobles projektering og drift tættere sammen, hvilket skaber incitament til langsigtede valg i materialer, drift og bygbarhed.
Valget af uddannelsen udspringer af en fælles fascination for byggeri. “Vi har altid været fascineret af byggeri fra de små detaljer i et rum til de tekniske løsninger bag konstruktionerne.” Uddannelsen gav mulighed for at kombinere interessen for detaljen med forståelsen for helheden i et byggeri.
Om arbejdslivet siger de: “Vi ser mest frem til at arbejde med projektering og omsætte komplekse krav til gennemarbejdede, realiserbare løsninger.” Særligt motiveres de af arbejdet i spændingsfeltet mellem teknik, myndighedskrav og udførelse – blandt andet inden for brandrådgivning.
“Det betyder rigtig meget for os at være nomineret,” siger de om nomineringen til Konstruktørernes Dimittendpris. De ser nomineringen som en anerkendelse af arbejdet med kvalitet, bæredygtighed og helhedsorienteret projektering – og som motivation til at tage erfaringerne med videre ind i arbejdslivet. -
Rasmus Høiberg Juul Nielsen & Rasmus Bøttcher – UCL, Odense: Skovplejehjem
“Projektet omhandler projekteringen af et friplejehjem med 75 bo enheder samt tilhørende fællesfaciliteter og driftsområder,” fortæller Rasmus Høiberg Juul Nielsen og Rasmus Bøttcher om deres afgangsprojekt, som de har navngivet “Skovplejehjem”. Plejehjemmet er placeret op til en skov, og brugen af træ i de bærende konstruktioner skaber en naturlig forbindelse mellem byggeri og landskab. I projektet har de haft fokus på at dreje byggeriet i en mere miljøvenlig retning ved at finde løsninger, der reducerer klimaaftrykket uden at gøre byggeriet unødigt dyrt, samtidig med at der sikres en robust og langtidsholdbar konstruktion.
Ifølge dem viser projektet, hvordan traditionelle byggemetoder kan udfordres. “Projektet er spændende, fordi det viser, hvordan traditionelle byggemetoder kan udfordres gennem brugen af alternative materialer som CLT.” Samtidig har projektet arbejdet med tekniske løsninger inden for brand, fugt, statik og lyd for at dokumentere, hvordan alternative materialer kan integreres i et mere komplekst byggeri end almindeligt boligbyggeri.
Begge har en håndværksmæssig baggrund. Rasmus Bøttcher er tidligere tømrer og valgte uddannelsen for at kombinere håndværkserfaring med teknisk viden, mens Rasmus Høiberg Juul Nielsen har baggrund som elektriker og ønskede et bredere overblik over byggeriets forskellige fagområder.
Om arbejdslivet siger de, at de ser frem til at omsætte deres viden til konkrete løsninger i praksis. Særligt motiveres de af at arbejde tæt på projekterne, tage ansvar for kvaliteten og være en del af et samarbejde på tværs af faggrupper.
“At være nomineret til Konstruktørernes Dimittendpris betyder meget for os,” siger de. Nomineringen opleves som et stort skulderklap og en anerkendelse af det arbejde, de har lagt i projektet, og giver motivation til at fortsætte deres faglige udvikling. -
Rasmus Jensen – Erhvervsakademi København: Boligbyggeri med erhverv på Roald Amundsens Gate i Sarpsborg
“Mit bachelorprojekt tager udgangspunkt i et femetagers bolig- og erhvervsbyggeri,” fortæller Rasmus Jensen om sit afgangsprojekt, der tager afsæt i et dispositionsforslag for et byggeri på Roald Amundsens Gate i Sarpsborg. Projektet er viderebearbejdet gennem faserne projektforslag, udbud og udførelse med fokus på bygbarhed, realistiske lastnedførsler og en helhedsorienteret planlægning af udførelsen. Særligt har han arbejdet med klimaskærmens knudepunkter og dimensioneringen af installationszoner for at sikre løsninger, der både er teknisk gennemarbejdede og praktisk bygbare.
Ifølge Rasmus viser projektet, hvordan selv et relativt enkelt byggeri kan rumme komplekse udfordringer, når man arbejder i dybden med processen. “Projektet viser, hvordan selv et relativt enkelt byggeri kan rumme komplekse udfordringer, når man arbejder i dybden med bygbarhed og proces.” Gennem visualisering af realistiske lastnedførsler, installationskoordinering og aktiv brug af arbejdsbeskrivelser peger projektet på, hvordan god planlægning kan styrke både kvalitet, arbejdsmiljø og effektivitet i byggeprocessen.
Valget af uddannelsen udspringer af mange års erfaring i byggebranchen. “Gennem mine 25 år i byggebranchen har jeg altid været optaget af, hvordan tegninger og visioner omsættes til noget, der rent faktisk bliver bygget.” Rollen som bygningskonstruktør tiltaler ham, fordi den fungerer som bindeled mellem arkitekt, ingeniør og udførende og kræver både teknisk forståelse og overblik over hele processen.
Om arbejdslivet siger han, at han ser frem til at bruge sin erfaring til at skabe mere sammenhængende byggeprocesser. Han motiveres af at finde løsninger, hvor projektering, udførelse og økonomi spiller bedre sammen, så både bygherre, rådgivere og udførende står stærkere, og kvaliteten i sidste ende bliver højere.
“Først og fremmest blev jeg oprigtigt overrasket,” siger han om nomineringen til Konstruktørernes Dimittendpris. Nomineringen oplever han som en anerkendelse af hans helhedsorienterede tilgang til faget og som en bekræftelse på, at det har værdi at opsøge bred viden og arbejde målrettet med faglig udvikling.