Er du en af de 850.000 danskere, der stadig har feriepenge til gode?
Fire milliarder kroner. Så mange af danskernes penge risikerer at forsvinde ved nytår, fordi de endnu ikke har bestilt deres optjente feriepenge.
Måske er du en af de bygningskonstruktører, der bør tjekke, om du har feriepenge til gode - ligesom 850.000 andre danskere. Glemmer du det, kan ferien hurtigt blive en dyr fornøjelse, for det er løn, du allerede har optjent. Pengene skal du have søgt om at få udbetalt senest den 31. januar 2025.
Det er ikke-brugte feriedage fra perioden den 1. september 2023 til den 31. december 2024, som du skal sørge for at søge om udbetaling af. Disse skal være indberettet af arbejdsgiver senest den 15. november 2025.
Jobskifte, timelønnet eller noget tredje?
Du kan have feriepenge til gode, hvis du har skiftet job det seneste år eller arbejder som timelønnet. Med den nye ferielov fra 2020 optjenes feriepengene løbende, samtidig med at de også kan udbetales løbende. Den sidste måned i et job optjener du stadig 2,08 feriedag – og netop de feriepenge ender ofte i Feriekonto, hvor mange glemmer at få dem udbetalt.
Du kan også have feriepenge stående hos Feriekonto, hvis du har restferie under 1 dag til gode, har været forhindret i at afholde ferie eller har afholdt ferie uden at blive betalt.
Sådan får du pengene udbetalt
Du skal selv sørge for at få udbetalingen fra FerieKonto. Der skal du taste det antal feriedage, du har til gode. Dette kan du gøre her.
Indestående
De penge, der ikke udbetales, går dog til en feriefond, der udbetaler penge til familier, der ikke er i stand til at forsørge sig selv.
I gennemsnit har de personer, der mangler at bestille deres tilgodehavende inden nytår, cirka 4.700 kr. stående hos FerieKonto.
Nåede du ikke at få udbetalt dine feriepenge?
Skulle du have overskredet tidsfristen, så dine feriepenge er sendt videre til en feriefond, kan du stadig gøre krav på dem.
Feriefonden skal udbetale pengene til dig, hvis du gør krav på dem inden for fem år efter ferieperiodens udløb, og ferien enten er afholdt, eller feriepengene må udbetales, uden at ferien er afholdt.
Du skal ansøge hos den feriefond, som dine feriepenge er sendt videre til. Har du brug for hjælp eller har du spørgsmål? Kontakt KF på 3336 4150.