Få din lønkompensation for store bededag – husk dit tillæg!
Igen i år skal du have mere i løn, fordi store bededag blev gjort til en almindelig arbejdsdag sidste år.
Du arbejder en dag mere end førhen, og det kræver selvfølgelig mere i lønposen. Siden 1. januar 2024 har du som kompensation for afskaffelsen af store bededag optjent et løntillæg. Det skal du igen i år huske at tjekke, du får udbetalt, så du ikke snyder dig selv.
Hvad er løntillægget for store bededag?
Du har ret til et løntillæg svarende til 0,45 % af din årsløn som kompensation for, at du arbejder på store bededag i stedet for at holde fri. Det er fastsat ved lov og gælder for både offentligt og privat ansatte — medmindre din arbejdsplads har lavet en anden aftale. Løntillægget er svarende til en dags ekstra betalt arbejde.
Tre udbetalingsmodeller
Tillægget udbetales enten efter en månedsmodel eller en årsmodel. Ved månedsmodellen udbetales tillægget som en fast månedlig betaling. Ved en årsmodel udbetales tillægget som et engangsbeløb to gange om året - i maj og august.
Hvordan tillægget udbetales, afhænger af dit ansættelsesforhold.
- I staten, regioner og kommuner er store bededags-tillægget lagt oven i ferietillægget.
- I arkitektoverenskomsten har arbejdsgiver fra den 1. marts 2025 givet mulighed for at vælge at udbetale det eller gøre brug af ferietillægsmodellen.
- På det private område er udbetalingsmodellen ligeledes afhængig af den konkrete arbejdsgivers valg af model og/eller overenskomst.
Tjek din lønseddel
Du kan med fordel tjekke din lønseddel for at se, om du har fået tillægget udbetalt.
Hvis din arbejdsgiver anvender månedsmodellen, bør tillægget fremgå af din lønseddel for januar 2025. Anvender din arbejdsgiver en årsmodel, bør du tjekke dine lønsedler for maj og/eller august 2025.
Har du spørgsmål hertil, kan du kontakte Konstruktørforeningen på kf@kf.dk eller tlf. 33 36 41 50.