Gå til sidens indhold
Valg 2018

Formand og næstformand valgt ved fredsvalg

I alt to personer stillede op til posterne som henholdsvis formand og næstformand i Konstruktørforeningen – nemlig de to siddende formænd. De er hermed valgt ved fredsvalg.

Foto: Nicolai Perjesi
På billedet ses Gert Johansen til venstre, mens Kirsten Nielsen er nummer 4 fra venstre. Foto: Nicolai Perjesi

En kandidat var stillet op til posten som formand, og en var stillet op til posten som næstformand ved deadline for at stille op den 3. september 2018 kl. 12. 

Det betyder, at der er fredsvalg, og at begge kandidater er valgt – henholdsvis Gert Johansen som formand for en fireårig periode og Kirsten Nielsen som næstformand for en toårig periode. Begge besad i forvejen posten som formand og næstformand, men ifølge ændring af vedtægterne ved en urafstemning i november 2017 vil også næstformanden fremover bliver fuldtidsaflønnet.

At næstformanden kun vælges for en 2-årig periode er ekstraordinært, sådan at næste ordinære valg af næstformand kan finde sted forskudt med to år i forhold til valg af formand. Ved næste ordinære valg til næstformand i 2020 vil valgperioden dermed være fire år.

Den nyvalgte formand og næstformand tiltræder på et konstituerende bestyrelsesmøde i november 2018.

Herunder kan du læse, hvorfor de to kandidater har valgt at stille op, og hvilke arbejdsopgaver de hver især vil fokusere på.

  • Derfor stiller Gert Johansen op som formand

    Gert Johansen, 66 år, formand på fuld tid for Konstruktørforeningen siden 2008.

    Hvorfor stiller du op?
    Jeg genopstiller til formandsposten, fordi Konstruktørforeningen er mit hjertebarn og altid vil være det. Derfor ønsker jeg at fortsætte den fantastiske rejse, der er gået fra, at vi som bygningskonstruktører og profession ikke var nogen, man regnede med, til det værdifulde aktiv, vi i fællesskab er blevet til i dag.

    Hvad vil du arbejde for?
    Mantraet for mig er fortsat at arbejde for, at bygningskonstruktørernes brede viden og kompetencer fastholdes og udbygges. Jeg vil også arbejde for, at:

    • Konstruktørforeningen er en forening præget af troværdighed og professionalisme, så vores budskaber – der altid skal have rod i medlemmernes ønsker og behov – bliver taget alvorligt.
    • Konstruktørforeningen som standsforening er med til at sætte dagsordenen i byggeriet – både nationalt og internationalt – når det gælder kvalitet, innovation, værdiskabelse, arbejdsmiljø og forståelse for de ofte modsatrettede interesser, der er i en stadig mere specialiseret byggebranche med komplicerede byggeprocesser.
  • Derfor stiller Kirsten Nielsen op som næstformand

    Kirsten Nielsen, 48 år, nuværende næstformand i Konstruktørforeningen og studiekoordinator på Erhvervsakademi Sjælland (EASJ).

    Hvorfor stiller du op?
    Jeg stiller op til næstformandsposten i Konstruktørforeningen for at:

    • Bidrage til at KF forbliver bygningskonstruktørernes foretrukne faglige organisation, som bygger på fællesskab og netværk. Men også en organisation, der følger med udviklingen i takt med medlemmerne og samfundet.
    • Være med til at skabe de bedste rammer for konstruktørernes fremtidige uddannelse, profession og arbejdsliv, så vi kan bidrage til udviklingen i samfundet.

    Hvad vil du arbejde for?
    Jeg vil især arbejde for at:

    • Styrke konstruktøruddannelsen og mulighederne for efter- og videreuddannelse gennem samarbejde med uddannelsesinstitutionerne, sådan at vi sikrer konstruktørerne solide og brugbare kompetencer og dermed forbliver en attraktiv medarbejdergruppe.
    • Konstruktørerne har et sundt og sikkert fysisk og psykisk arbejdsmiljø. Dette skal sikres gennem overenskomster og i dialog med arbejdsgiverne.
    • Konstruktørforeningen udbygger sin position i forhold til politisk indflydelse. KF skal være en naturlig sparringspart i uddannelses- og byggepolitiske forhold og have indflydelse på fremtidig lovgivning og politiske tiltag i branchen.