Gå til sidens indhold
Bæredygtighed

KF i branchenetværk: Bevillinger til bæredygtighed fortsætter

Strateginetværk for bæredygtigt byggeri har fået bevillinger frem til 2026. KF er en del af det tværgående netværk, og næstformand Jette Leth Fjerskov Djælund glæder sig over, at man kan fortsætte arbejdet med at analysere og løse bygge- og anlægssektorens tilgang til bæredygtighed.

Strateginetværk Canva
Strateginetværk for bæredygtigt byggeri har fået forlænget sine fondsbevillinger til 2026. Det glæder næstformand for KF, Jette Leth Fjerskov Djælund, som er tovholder for strateginetværkets temagruppe om renovering, transformation, drift og porteføljestyring.

Bygge- og anlægsbranchen skal og vil selv byde ind i den bæredygtige brancheomstilling. Det er der nu gode forudsætninger for med en forlængelse af bevillingerne til det tværgående Strateginetværk for bæredygtigt byggeri, som Konstruktørforeningen er en del af. 

Bevillingerne kommer fra Grundejernes Investeringsfond og den filantropiske forening Realdania og betyder, at netværket har støtte frem til august 2026.

Det glæder næstformand for Konstruktørforeningen, Jette Leth Fjerskov Djælund, som er tovholder for strateginetværkets temagruppe om renovering, transformation, drift og porteføljestyring:

"KF er en del af netværket, og vi ser meget positivt på muligheden for at fortsætte dette arbejde i samarbejde med de øvrige aktører fra branchen. Det er vigtigt for KF at være med og bidrage til dette arbejde, da vi repræsenterer en meget stor del af værdikæden i byggeriet og samtidig sikre, at konstruktørernes stemme er tydelig i arbejdet," siger Jette Leth Fjerskov Djælund. 

 

Støtter nye idéer og fælles løsninger

Netværket støttes økonomisk af både Grundejernes Investeringsfond (GI) og Realdania.

”Bæredygtighed er en stor mundfuld for både bygningsejerne og byggebranchen, der skal levere de gode løsninger, som skåner vores klima, miljø, ressourceforbrug, og samtidigt sikre at også økonomien hænger sammen. Derfor er det vigtigt at branchen har et rum, hvor man kan diskutere, analysere og komme med bud på fremtidens løsninger. Derfor støtter vi i GI meget gerne op om i en ny 2-årig periode for Strateginetværket for bæredygtigt byggeri,” udtaler Søren Meyer, udviklingschef hos Grundejernes Investeringsfond.

Han bakkes op af Lennie Clausen, programchef i Realdania:

”Vi ser Strateginetværket som en god katalysator for nye idéer til et mere bæredygtigt byggeri. Særligt når det kommer til at få værdikæden til at trække på de samme tandhjul. Netop den brede tilslutning til netværket på tværs af branchen, forskningen og uddannelserne styrker dialogen og forståelsen blandt aktørerne, når udfordringerne i byggeriets grønne omstilling skal løses, og synergier mellem de mange initiativer skal høstes”, udtaler Lennie Clausen.

 

Strateginetværkets temaer

Strateginetværket har siden foråret 2022 beskæftiget sig med flere vigtige temaer – lige fra data, LCA og dokumentation, over udfordringer med bæredygtighed i bygningsreglementet, forretningsmodeller og risici ved brug af nye og genbrugte materialer og løsninger, til særlige udfordringer ved udvikling af den eksisterende bygningsmasse, byggeriets kommunikation og kompetenceudvikling.

Strateginetværket er et sted, hvor alle byggeriets parter kan mødes, koordinere og drøfte de centrale spørgsmål i byggeriets grønne omstilling. En omstilling, der kræver forandringer alle steder. Derfor skal der være mulighed for, at de mange forskellige aktører – både dem ude i praksis og dem, der skaber rammerne – kan mødes og drøfte problemstillingerne og mulighederne. På den måde forsøger netværket at skabe bedre forudsætninger for nye regler, rammer, løsninger og resultater til gavn for både branchen, borgerne og samfundet.

I den kommende periode vil netværket fortsætte med at prioritere og arbejde med de temaer og emner, som netværket selv anser for at være de vigtigste i den grønne omstilling af byggeri og anlæg. Arbejdet vil tage afsæt i allerede opnåede resultater, anbefalinger fra Byggeriets Handletank for Bæredygtighed, den opdaterede nationale strategi for bæredygtigt byggeri og senest den nye strategi for udvikling af et helhedsorienteret bygningsreglement frem mod 2030 fra Social- og Boligstyrelsen.

Lær mere om

Strateginetværket for bæredygtigt byggeri

Konstruktørforeningen er en del af Strateginetværket for bæredygtigt byggeri, som er bygge- og anlægsbranchens tværgående netværk for organisations- og byggefolk, de relaterede forsknings- og uddannelsesinstitutioner, GTS-institutter samt forsikringsbranchen.

Netværket samarbejder og koordinerer med Social- og Boligstyrelsen og Koordineringsudvalget for bæredygtigt byggeri, som skal sikre implementering af den nationale strategi på området.

Netværket består af repræsentanter fra 35 forskellige organisationer og virksomheder og samlet op mod 120 branchefolk, forskere og eksperter, som arbejder i forskellige temagrupper om emner som fx viden og kompetencer, data og dokumentation, bygningsreglement og byggesagsbehandling samt nye cirkulære forretningsmodeller. Temagrupperne producerer ny viden og indsigter, som kan sættes i spil i forhold udvikling af både rammebetingelser og de konkrete processer og byggerier.

I den forgangne periode har Strateginetværket bl.a. leveret analyser og input til nye klimakrav til nybyggeri og renovering, dilemmaundersøgelse af bygningsreglementet ift. bæredygtighed og en undersøgelse af kommunernes praksis med håndtering af bæredygtighed i lokalplaner.

Strateginetværket blev etableret i 2022 og har nu fået støtte til en periode frem til august 2026.

Læs mere