Gå til sidens indhold
OK20

KF undersøger arkitektansattes ønsker til ny overenskomst

Konstruktørforeningen har i uge 41 udsendt et spørgeskema til alle arkitektansatte medlemmer for at afdække, hvilke ønsker de har til de overenskomstforhandlinger, der venter i foråret 2020. Deadline for besvarelse er 30. oktober 2019.

Foto: Nicolai Perjesi
I den kommende tid tager KF hul på overenskomstforhandlingerne på arkitektområdet. Foto: Nicolai Perjesi

Tirsdag den 8.10.2019 ved 13-tiden udsendte Konstruktørforeningen (KF) en spørgeskemaundersøgelse på e-mail til alle arkitektansatte bygningskonstruktører. Undersøgelsen skal afdække medlemmernes ønsker til de kommende overenskomstforhandlinger (OK20) med arbejdsgiverparten Dansk Industri.

Undersøgelsen, der er anonym, spørger fx om, hvor vigtigt det er for dig med en bedre sikring af lønstigning fx gennem højere minimalløn på lønbåndene, hvordan du ønsker at få afregnet overarbejde, og hvordan du prioriterer flere muligheder for efteruddannelse i forhold til løn.

Dit svar styrker forhandlingerne

Ifølge chefkonsulent i KF Hans Erik Truelsen er spørgeskemaet et udtryk for, at KF ønsker at have flest mulige medlemmer i ryggen til forhandlingerne:

”Vi har brug for dine svar til at prioritere overenskomstkravene og få overblik over arkitektansattes holdninger til, hvilke forbedringer af overenskomsten vi særligt skal arbejde for, hvad vi kan gå med til, og hvad vi ikke kan gå med til. Jo flere medlemmer der står bag os i forhandlingerne, jo stærkere er vi,” siger Hans Erik Truelsen og opfordrer derfor alle medlemmer på arkitektområdet til at svare på undersøgelsen.

Overenskomstforhandlingerne kommer primært til at foregå i januar og februar 2020 og forventes afsluttet sidst i februar.

Sidste frist for at svare på undersøgelsen er onsdag den 30. oktober 2019 inden midnat. Det tager cirka 15 minutter at svare.

Hvis du ikke har fået spørgeskemaet

Er du medlem af KF og ansat i en arkitektvirksomhed, men har ikke modtaget mailen med link til spørgeskemaet, kan det skyldes, at vi ikke har de rigtige oplysninger på dig. Derfor bør du straks kontakte KF på mail eller telefon for at få spørgeskemaet tilsendt. Samtidig bør du gå ind på Mit KF og opdatere dine oplysninger.

OK20

Vigtige faser i overenskomstforhandlingerne

  • Oktober-november: Spørgeundersøgelse om overenskomstønsker og behandling af resultater i KF’s forhandlingsudvalg
  • November: Overenskomstkonference med Dansk Industri for tillidsrepræsentanter, virksomhedsrepræsentanter og forhandlingsudvalg
  • November/december: Overenskomstkrav behandles af KF's bestyrelse og forhandlingsudvalg. 
  • December: 5. december er der netværksmøde for tillidsrepræsentanter i København
  • Januar 2020: Medlemsmøder i Århus og København. Forhandlingerne forventes at starte
  • Februar 2020: Forhandlingerne forventes afsluttet i slutningen af februar
  • Marts 2020: Ny overenskomst træder i kraft 1. marts 2020.


Læs mere

Om overenskomsterne på det private område

På siden 'Overenskomster på det private område' finder du også beskrivelse af den nuværende overenskomst på arkitektområdet.

Overenskomster på det private område