Gå til sidens indhold

Mød de nominerede fra sommeren 2025

Dimittendprisen hylder årets stærkeste afgangsprojekter blandt kommende bygningskonstruktører – med fokus på kvalitet, bæredygtighed og innovation.

Sommernominerede, Dimittendpris 2025
Øverst fra venstre: Daniel & Michael, Simone, Andreas, Stine, Mathias. Nederst fra venstre: Allison, Jesper & Jimi, Alexander.

Konstruktørernes Dimittendpris hylder de studerende, der med deres afgangsprojekter ikke blot viser faglig dygtighed, men også modet til at tænke nyt, tage ansvar og sætte retning for fremtidens byggeri.

Prisen bliver hvert år tildelt dimittender fra landets bygningskonstruktøruddannelser, som gennem deres afsluttende projekter har markeret sig med særlig kvalitet, faglighed og visionære løsninger. Projekterne spænder vidt – fra tekniske løsninger og transformation af eksisterende byggeri til fokus på bæredygtighed, brugerbehov og nytænkende arkitektur.

Formålet med prisen er at anerkende og fremhæve den store faglige bredde og det ansvar, som bygningskonstruktører påtager sig – både i projekteringen og i samfundet.

De nominerede af sommerens dimittender til 2025-prisen præsenteres herunder. Den endelige kåring finder sted i efteråret 2025.

  • Alexander Brisson – VIA Holstebro: Hybrid elementer i nytolkning af stationsbygning i Ry

    “Det er tale om et 2-etagers kulturcenter/genfortolkning af en stationsbygning, hvor udførelsen har haft fokus på bæredygtighedstiltag ved at benytte hybrid dæk-elementer,” fortæller Alexander Brisson om sit afgangsprojekt, der undersøger, hvordan man gennem materialevalg kan nedbringe CO₂-aftrykket i byggeriet. Han har arbejdet med CLT-vægge (hvilket dækker over krydslamineret træ) og hybrid dæk i beton og træ, som stiller høje krav til projektering og koordinering. “Jeg udførte målfaste isometrier for samtlige variationer af dækelementernes geometri, hvilket hjalp med at afdække en rækkefølge for monteringen.” 
     
    Projektets spænding ligger ifølge Alexander i netop valget af denne metode: “Det må være netop valget af disse hybrid dæk-elementer og de konsekvenser som følger deraf.” Han forklarer, at han bevidst valgte at starte med en bygningsdel og lade resten af projektet vokse derfra. 
     
    Motivationen for at blive bygningskonstruktør udspringer af en drøm: “Jeg har en drøm om et trætopsbyggeprojekt ligesom det jeg var med til at bygge i min lærlingetid som tømrer.” Han ser bygningskonstruktørens fornemmeste opgave som det grundige forarbejde, der gør god udførelse mulig. 
     
    Om arbejdslivet siger han: “Jeg glæder mig til at fortsætte med at lære nye metoder, værktøjer og teknikker.” Han fremhæver vigtigheden af selvsikkerhed gennem erfaring og ser frem til at blive udfordret og udviklet. 
     
    Om nomineringen siger han: “Jeg er virkelig beæret over at være nomineret.” Og nævner, at han håber, at den vil synliggøre hans ambitioner og interesse for bæredygtige løsninger og byggeteknisk udvikling. 

  • Allison Aclan Knudsen – VIA Horsens: Projektering af tilbygning på Egebjergskolen

    “Mit projekt omhandler en cirka 1300 m² stor tilbygning til Egebjergskolen i Horsens, der rummer otte klasselokaler, et stort fællesrum og en ny hovedindgang,” fortæller Allison Aclan Knudsen. Målet har været at skabe en bygning, der både funktionelt og æstetisk integreres i det eksisterende miljø. “Den bærende konstruktion er bestående af en blanding af CLT (krydslamineret træ) og beton for at sikre bæredygtighed, god montage, brandsikkerhed og tæthed.” Allison har haft særligt fokus på løsninger og en byggeproces, der er realistisk i praksis.  
     
    “Projektet har fokus på at implementere bæredygtige løsninger og sikre en harmonisk tilkobling til den eksisterende bygning,” siger hun og peger på fugthåndtering i CLT-byggeri som en central udfordring. Hun fremhæver betydningen af at identificere og løse risici tidligt i forløbet. 
     
    Valget om at blive bygningskonstruktør bunder i ønsket om at forene mange forskellige interesser: “Det er en dynamisk branche, hvor man både skal kunne se de store linjer og have blik for detaljen.” Hun værdsætter muligheden for at arbejde med bæredygtige løsninger og skabe konkrete resultater. 
     
    Om arbejdslivet siger Allison: “Det, jeg ser mest frem til, er at se mine løsninger blive omsat til virkelighed.” Hun glæder sig til at finde sin faglige retning og udvikle sig gennem erfaring og praksis. 
     
    Nomineringen betyder meget for Allison: “Det er en stor ære for mig at være nomineret.” Hun ser det som et tegn på anerkendelse af både faglig grundighed og innovative løsninger.  

  • Andreas Falch Kruse – Erhvervsakademi København: Transformation af Taastrup Rådhus

    “Taastrup Rådhus stod trods sine 15.000 velholdte kvadratmeter til nedrivning,” fortæller Andreas Falch Kruse. I sit afgangsprojekt har han arbejdet med, hvordan bygningen i stedet kan bevares og omdannes til moderne boliger i ét og to plan med taghuse. Transformationen kræver både nedrivning, forstærkninger og nye løsninger inden for statik, brand og installationer. “Herudover har jeg haft et fokus på bæredygtighed, da det er vigtigt at vise potentialet ved transformationsprojekter.” 
     
    “Jeg tror, at vi ser ind i en tid, hvor bygnings­transformation af forskellige årsager bliver meget aktuelt,” siger Andreas og fremhæver LCA (Livscyklusvurdering), økonomi og ressourcemangel som centrale årsager. Og nævner, at projektet kan være med til at vise, hvorfor det er vigtigt, at bygningskonstruktører mestrer en bred palet af kompetencer. 
     
    Andreas blev tiltrukket af at blive bygningskonstruktør grundet selve proces­tankegangen og det generelle overblik uddannelsen giver: “Noget som bliver påbegyndt, er i proces og til sidst færdiggøres. Det motiverer mig at stå overfor nye og anderledes opgaver og dette omfavner uddannelsen.” 
     
    Om arbejdslivet siger han: “Jeg ser frem til at arbejde med projektering fra skitseforslag til færdigt udbudsmateriale.” Han drømmer om at arbejde på en tegnestue med fokus på bæredygtige og innovative materialer i tæt samarbejde med andre. 
     
    Om arbejdslivet siger han. Som én der startede uden erfaring i branchen, ser han det som et stort skulderklap og en anerkendelse af det arbejde, han har lagt i uddannelsen. “Jeg er utrolig glad for nomineringen til Konstruktørernes Dimittendpris,” 

  • Daniel Ankjær Larsen & Michael Korsgaard Klit Thorup – VIA Aarhus: Søtoften 3-5, - Etagebolig byggeri

    “Projektet omhandler et 4-etagers byggeri med et samlet areal på 4155 m² fordelt på 55 lejligheder,” fortæller Daniel Ankjær Larsen og Michael Korsgaard Klit Thorup om deres afgangsprojekt, der også inkluderer selskabslokale, ophængte altaner og en fælles tagterrasse med udsigt over byen. De har lagt vægt på holdbare løsninger med lavt CO₂-aftryk og fokus på bygbare principper og minimalt vedligehold. 
     
    “Projektet er et hybridt byggeri […] vi tror på, at kombinationen af byggesystemer og løsninger vil i større grad være nødvendigt for at imødekomme fremtidens byggeri,” siger de og fremhæver, hvordan forskellige lette elementer og en ændret spændretning bidrager til en forbedret LCA (Livscyklusvurdering). 
     
    Begge har en baggrund som tømrere og nævner dertil, at bygningskonstruktøruddannelsen: “Fungerer godt i forlængelse af en håndværksmæssig uddannelse, og kan være med til at bidrage til et spændende langt arbejdsliv med mange muligheder.” 
     
    Om arbejdslivet siger de: “Det bliver spændende at komme ud i den virkelige verden og gøre brug af de redskaber og den læring vi har tilegnet os.” De ser frem til samarbejdet med dygtige kolleger og til at bidrage til en branche, der står over for store klimamæssige forandringer. 
     
    “Det er en stor ære og anerkendelse for os at være nomineret,” siger de om prisen og ser nomineringen som et skulderklap, der giver mod og motivation til at udvikle sig og være åbne for fremtidens nye byggemetoder og materialer. 

  • Jesper Romby & Jimi Mortensen – UCL Odense: Hotel og konferencecenter – transformation af eksisterende siloanlæg i Fredericia

    “Projektet handler om at transformere den største af de tre eksisterende industrisiloer ved Ammoniakhavnen i Fredericia til et moderne hotel og konferencecenter,” fortæller Jesper Romby og Jimi Mortensen. Transformationen sker gennem et hus-i-hus-koncept, hvor en ny limtræs- og CLT (krydslamineret træ) -konstruktion placeres inde i den oprindelige betonstruktur, der bevares som klimaskærm. “I projektet fokuseres der på præfabrikation, ’build for disassembly’, hvor byggeri kan kombineres med tekniske løsninger for at bevare de kulturelle værdier.  
     
    Projektet viser, hvordan eksisterende byggeri kan få nyt liv: “Det viser, hvordan en bæredygtig konstruktion kan tilpasses og genbruges i forskellige sammenhænge, og hvordan arkitektur og bygbarhed kan gå hånd i hånd.” 
     
    Om valget på bygningskonstruktøruddannelsen fortæller de hhv. Jesper: “Jeg elsker at forene teknik, æstetik og praksis i løsninger, der rent faktisk kan bygges.” For Jimi har det været et naturligt næste skridt: “Efter mange år i det udførende byggeri fik jeg lyst til at tage næste skridt og få indflydelse tidligere i processen.” 
     
    Om arbejdslivet siger Jesper: “Jeg glæder mig til at arbejde i spændingsfeltet mellem digital projektering og virkelighedens bygbarhed.” Jimi tilføjer: “Det motiverer mig at være en del af hele processen – fra planlægning til færdigt byggeri.” 
     
    Om nomineringen er der enstemmighed: “Det betyder rigtig meget at blive nomineret.” De ser det som en anerkendelse af både det faglige arbejde og det personlige engagement, og som motivation til fortsat at bidrage til fremtidens byggeri. 

  • Mathias Haugaard Mikkelsen – UCN Aalborg: Nyt domicil - Struer

    “Projektet omfatter opførelsen af et nyt kontorbyggeri i to plan med tilhørende kælder,” fortæller Mathias Haugaard Mikkelsen om sit afgangsprojekt, der rummer storrumskontorer, mødelokaler og konference faciliteter. Bygningen er præget af moderne arkitektur med skrå vægge i stueetagen og en facade med træbeklædning. Det uddybes: “Bæredygtighed vægtes højt med CLT-elementer (krydslamineret træ) og dokumenteret materialevalg.” 
     
    Projektet er ifølge Mathias særligt spændende, fordi det kombinerer moderne arkitektur med miljøvenlige byggemetoder og en praktisk tilgang til hele projekteringsforløbet. “Projektets proces – fra idé til udførelse – giver indblik i hele byggeriets cyklus.” 
     
    Motivationen for at blive bygningskonstruktør bunder i ønsket om at forbinde idé og praksis: “Jeg brænder for at omsætte idéer og visioner til konkrete og funktionelle byggerier.” Han trives med at være bindeled mellem faggrupper og bidrage til helheden. 
     
    Om fremtiden siger han: “Det jeg ser mest frem til, er at få ansvar i projekter og være med til at føre idéer ud i virkeligheden.” Han glæder sig til at være en del af projekter hele vejen fra skitse til færdigt byggeri. 
     
    “At være nomineret til dimittendprisen er en stor anerkendelse for mig,” siger Mathias. Det betyder meget for ham, at hans fokus på kvalitet, samarbejde og bæredygtighed også værdsættes af andre i branchen. 

  • Simone Pedersen – Erhvervsakademi SydVest EASV: Landsbyen

    “Projektet omfatter opførelsen af en moderne treetagers etageejendom med ni lejligheder fordelt på 800 m²,” fortæller Simone Pedersen om sit afgangsprojekt, der skal opføres i Esbjerg på en tidligere nedrivningsgrund. “Genanvendte tegl fra de oprindelige bygninger integreres i designet for at skabe historisk sammenhæng.” Bygningen opføres med præfabrikerede betonelementer og planlægges til at opfylde LCA-kravene (Livscyklusvurdering) fra juli 2025.  

    Projektet kombinerer moderne byggeteknik og bæredygtighed med respekt for stedets historie. “Projektet er spændende for andre, fordi det viser, hvordan klimavenlige boliger kan skabes med historisk forankring.” Der er desuden fokus på klare kontraktforhold, arbejdsmiljø og ansvarlig planlægning. 

     Simone valgte uddannelsen som bygningskonstruktør, fordi hun blev fascineret af byggeprocessens mange faser og de varierede arbejdsopgaver. “Derudover giver uddannelsen gode jobmuligheder i en branche med stor efterspørgsel. 

    Hun ser frem til at bringe teorien i spil: “Det, jeg ser mest frem til, er at omsætte teori til praksis og opleve, hvordan byggerierne gradvist tager form.” Hun glæder sig især til det tværfaglige samarbejde og de praktiske udfordringer.  

    Om nomineringen siger hun: “Det betyder meget for mig at blive nomineret.” Det motiverer hende til at fortsætte med at udvikle sig og giver selvtillid til at bidrage positivt i byggebranchen. 

  • Stine Nørgaard Skovbjerg – Zealand: Genfødte Gårde – Transformation af Jesminde

    “Jesminde er en transformation af en 1.771 m² firlænget landejendom til en regenerativ landbrugsskole,” fortæller Stine Nørgaard Skovbjerg om sit afgangsprojekt. Projektet arbejder strategisk med regenerativ arkitektur og anvender biogene materialer, lokal byggeskik og livscyklusanalyser som styringsredskaber. “Det er et fagligt feltstudie i at forene håndværk, dokumentation og design.” 
     
    Hun ønsker at vise, hvordan transformation ikke er en begrænsning, men et kreativt og teknisk afsæt: “Det er ikke kun et forslag til én bygning – det er en metode, der kan inspirere transformationen af lignende bygninger i hele landet.” 
     
    Stine er uddannet arkitekt, men søgte mere teknisk indsigt: “Jeg savnede en dybere teknisk forståelse for projektstyring og bygbarhed.” Derfor valgte hun at videreuddanne sig som bygningskonstruktør for at kunne forene æstetik, proces og materialelogik. 
     
    Hun ser frem til et arbejdsliv med konkret ansvar: “Jeg glæder mig til at arbejde i feltet mellem idé og virkelighed […] og være bindeleddet, der får projektet til at lykkes teknisk, æstetisk og ansvarligt.” 
     
    “At være nomineret til Konstruktørernes Dimittendpris betyder meget for mig,” siger Stine. Det er en anerkendelse af hendes faglige dybde og engagement, og en bekræftelse af, at der er brug for konstruktører med helhedsorienteret og bæredygtig tilgang til byggeriet. 

Mød også

Vinternominerede til Konstruktørernes Dimittendpris 2025