Gå til sidens indhold

Mange glemmer at få løn for deres ferie

Hvis du ikke er opmærksom, kan du med den nye ferielov ende med at snyde dig selv for den løn, du allerede har optjent til ferien.

Pexels Emil Kalibradov 3013808 7085785
Alt for mange glemmer at få udbetalt deres feriepenge, så der står mindre på kontoen.

Måske er du en af de bygningskonstruktører, der bør tjekke, om du har feriepenge til gode. Ferien kan nemlig hurtigt blive en dyr fornøjelse, hvis du ikke får sørget for at få den løn, du allerede har optjent. Du kan have feriepenge til gode, hvis du har skiftet job indenfor det seneste år eller er timelønnet. Med den nye ferielov, der trådte i kraft i 2020, optjenes feriepenge nemlig løbende, samtidig med at de også kan udbetales løbende.

Snyd ikke dig selv
Hvis du har skiftet job eller er timelønnet, skal du selv sørge for at få udbetalingen fra FerieKonto. Desværre er der mange bygningskonstruktører, der ikke får tjekket FerieKonto - og derfor risikerer at gå glip af de penge, de har optjent til deres ferie. Skulle du være en af dem, der glemmer at få udbetalt dine feriepenge i ferieåret, vil dine penge blive overført til en feriefond.

Du vil skulle kontakte feriefonden, som pengene er overført til. Og så er det feriefonden, som afgør, om du kan få pengene udbetalt.

Løn og ferie, når du skifter job
Den sidste måned, du er ansat i et job, optjener du også 2,08 feriedag, som du plejer. Feriepengene bliver indbetalt til FerieKonto, hvor du selv skal sørge for at få dem udbetalt. Det ofte disse penge, folk glemmer at få udbetalt.

Sådan optjenes ferien
For alle lønmodtagere gælder, at ferien optjenes løbende i ferieåret fra 1. september til 31. august året efter.

Den optjente ferie kan afholdes i ferieperioden fra 1. september til 31. december året efter.