Gå til sidens indhold
OK24

KF undersøger offentligt ansattes krav til deres overenskomst

Konstruktørforeningen har netop udsendt en undersøgelse til alle bygningskonstruktører, som er offentligt ansat. Undersøgelsen skal give foreningen rygstød i de kommende forhandlinger på det offentlige område.

Foto: Pixabay

Kun 12 dage efter, at overenskomstforhandlingerne på det private område er afsluttet, tager Konstruktørforeningen (KF) hul på forhandlingerne på det offentlige område.

Som første skridt på vejen har KF udsendt en undersøgelse til alle offentligt ansatte medlemmer mandag eftermiddag den 24. april 2023.

Spørgeskemaet afdækker prioriteringer

Undersøgelsen skal danne basis for de kommende overenskomstforhandlinger i foråret 2024 med stat, kommuner og regioner.

Undersøgelsen, der har emnefeltet ”Fra KF: OK 2024-spørgeskema om overenskomstkrav på det offentlige område”, afdækker bl.a., hvilke ønsker du og andre offentligt ansatte bygningskonstruktører har til den kommende overenskomst.

Konsulent i KF på det offentlige område Marianne Aagaard Varming siger:

”Du vil blive bedt om at prioritere centrale forhandlingspunkter og forholde dig til en række spørgsmål om fakta og holdninger til centrale temaer, som er vigtige for dig og dine kollegaer.”

Dit svar styrker KF i forhandlingerne

Marianne Aagaard Varming opfordrer samtidig alle offentligt ansatte bygningskonstruktører til at svare:

”For at stå bedst muligt i forhandlingerne er det vigtigt, at vi kender dine ønsker til ændring af overenskomsten. Jo flere der afgiver deres ønsker, jo stærkere står vi overfor arbejdsgiverne.”

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er anonym og tager cirka 5-10 minutter at besvare. Du kan sagtens svare fra en telefon eller tablet, men vi anbefaler, at du bruger en PC.

Svarfrist er senest mandag den 8. maj 2023 kl. 12.00.

Har du ikke modtaget undersøgelsen?

Er du offentligt ansat og medlem af KF, men har ikke modtaget undersøgelsen, så kan det skyldes:

  1. Spørgeskemaundersøgelsen kan være havnet i dit spamfilter. Hvis det er tilfældet så godkend gerne samtidig Konstruktørforeningen som afsender.
  2. Du er ikke registreret i KF’s systemer med de rette oplysninger. I så fald skal du kontakte KF for at få spørgeskemaet tilsendt og rettet dine oplysninger.
Skriv til vores særlige OK-postkasse: ok@kf.dk

Har du spørgsmål til OK24?

Under overenskomstforhandlingerne kan du kontakte vores forhandlere på det offentlige område direkte på vores særlige OK-postkasse. Så får du direkte svar fra dem, der ved mest. 

Skriv til OK-posten på ok@kf.dk