OK24: Nu går forhandlinger på det offentlige område i gang
Er du bygningskonstruktør og ansat på en offentlig arbejdsplads, så er det værd at læse med her, hvor du bliver orienteret om de kommende overenskomstforhandlinger i det offentlige.
”Er du tilfreds med det nuværende lønsystem med lokal løndannelse?”
Sådan lyder et af spørgsmålene i den undersøgelse, som Konstruktørforeningen (KF) gennemførte i april 2023 for bl.a. at afdække både de offentligt ansatte bygningskonstruktørers forventninger til de kommende overenskomstforhandlinger og de aktuelle forhold hos de offentlige arbejdsgivere.
Herom siger chefkonsulent i KF Marianne Aagaard Varming, der er med til at forhandle overenskomsterne:
”Ikke mindre end 31 % af de offentligt ansatte bygningskonstruktører svarede på undersøgelsen, af hvilke ønsker og krav de har til deres kommende overenskomster. Det er vi glade for, da det giver os et solidt forhandlingsgrundlag med så mange medlemmer bag os og stiller os stærkt over for arbejdsgiverne.”
Udover undersøgelsen har der også allerede været afholdt et opstartsmøde for de offentligt ansatte bygningskonstruktørers tillidsrepræsentanter om, hvordan processen for forhandlingerne forløber, frem til de nye overenskomster er i hus.
Forhandlinger i januar
Selvom KF’s forhandlere allerede nu er i gang med at forberede forhandlingerne af de nye overenskomster for bygningskonstruktører ansat i kommuner, regioner og stat, så varer det lidt endnu før, de mødes med arbejdsgiverne på det offentlige område:
”Selve forhandlingerne med arbejdsgiverne på det offentlige områder starter først i januar 2024. Men indtil da er der meget, der skal forberedes, så vi er klar,” siger Marianne Aagaard Varming og tilføjer:
”Når medlemmerne er hørt, bl.a. gennem KF's spørgeundersøgelse og inputtet er samlet sammen og dokumenteret, så overdrager vi kravene til vores hovedorganisation Akademikerne. De står derefter for at koordinere og prioritere krav fra samtlige 28 medlemsorganisationer og sende de vedtagne krav videre til arbejdsgiverne på det offentlige område.”
Tidsplan for forhandlingerne
Herunder kan du se en foreløbig tidsplan over, hvad der kommer til at ske frem til, at du som offentligt ansat får en ny overenskomst 1. april 2024.
- Opstart af OK24 (marts 2023)
- Undersøgelse af offentligt ansatte medlemmers krav til OK24 (april/maj 2023)
- Krav indsendes til AC (august 2023)
- Seminar for tillidsrepræsentanter (september 2023)
- Koordinering i AC (september-december 2023)
- Forhandlinger (januar-marts 2024)
- Aftaler indgås (forår 2024)
- De nye overenskomster offentliggøres
Har vi dine aktuelle oplysninger?
Har du ikke fået spørgeskemaet, kan det være fordi, du ikke er registreret hos os som offentligt ansat. Husk derfor at tjekke i Mit KF om, du er registreret hos os med dit korrekte ansættelsessted. Det har betydning for den information, du får fra os.
Ret dine oplysninger i Mit KFFølg med i forhandlingerne
På KF.dk/OK24 kan du følge med i, hvordan det går med forhandlingerne.
Se siden for OK24