Gå til sidens indhold

Undersøgelse af KF-medlemmers tilfredshed

Den 9. november 2021 sender Konstruktørforeningen et spørgeskema ud til sine medlemmer for at undersøge, hvor tilfredse de er med at være medlem. Når du besvarer undersøgelsen, deltager du også i lodtrækningen om et hotelophold og gavekort til vin.

Tilfredshedsundersøgelse Pixabay
Det nytter, at KF-medlemmerne giver deres mening til kende – også hvis der er noget, de er utilfredse med. For det er den direkte vej til at forbedre KF til gavn for medlemmerne. Foto: Pixabay

Er du tilfreds med Konstruktørforeningen? Og hvordan kan foreningen blive endnu bedre at være medlem af?

Det er overordnet de spørgsmål, som Konstruktørforeningen (KF) stiller sine medlemmer mindst hvert 3. år. Derfor modtager medlemmer, der er er i arbejde, selvstændige eller er ledige, en mail den 9. november 2021 med en invitation til at deltage i en medlemstilfredshedsundersøgelse.

Undersøgelsen varetages som tidligere af konsulentfirmaet Ennova A/S (før MSI) på vegne af Konstruktørforeningen. Alle besvarelser vil blive behandlet fortroligt.

Det tager kun 7-8 minutter at besvare spørgeskemaet. Deadline er den 25. november 2021.

Pensionister, studerende og associerede medlemmer kan ikke deltage.

Medlemmernes holdninger påvirker KF’s retning

Om undersøgelsen siger chefkonsulent Ida Andkjær Koch:

”Medlemmernes svar har stor værdi for Konstruktørforeningens målrettede arbejde med at blive den bedst mulige forening for bygningskonstruktørerne. Vi håber derfor, at så mange som muligt vil svare på undersøgelsen, så vi både får et retvisende billede af medlemmernes tilfredshed med deres medlemskab og forslag til, hvad KF kan iværksætte af initiativer og forbedringer for at imødekomme medlemmernes forventninger.”

”Den seneste medlemstilfredshedsundersøgelse fra 2018 viste en høj tilfredshed med KF og en stærk loyalitet, men påpegede også, at vi kunne opnå endnu mere tilfredshed blandt medlemmerne ved at fokusere mere på interessevaretagelse og rådgivning. KF har siden bl.a. fastholdt den stærke rådgivning og intensiveret arbejdet med at varetage konstruktørernes interesser. Bl.a. ved at deltage i fag- og uddannelsespolitiske debatter.”

Når du deltager i undersøgelsen, medvirker du samtidig i konkurrencen om at vinde et ophold for to på Hotel Koldingfjord eller et vingavekort til en værdi af 300 kr. Vinderne får direkte besked.

Har du ikke modtaget undersøgelsen?

Har du ikke modtaget et link til undersøgelsen, skyldes det muligvis, at vi ikke har din aktuelle status eller mangler oplysninger. Kontakt hurtigst muligt KF’s sekretariat.

MEDLEMSUNDERSØGELSE 2018:

Tilfredsheden med KF stiger igen

Hvis du vil se, hvad KF’s medlemmer mente ved sidste tilfredsundersøgelse i 2018, kan du læse artiklen i fagbladet Konstruktøren nr. 2 2019:

Tilfredsheden med KF stiger igen