Vinder: ”Jeg vil vise værdien i at bevare”
Stine Skovbjerg vinder Konstruktørernes Dimittendpris 2025 for sin transformation af en landejendom på Tærø. Et projekt, der ifølge priskomitéen er både modigt og respektfuldt.
I projektet, der er kåret til vinder af Konstruktørernes Dimittendpris 2025, transformeres en landejendom på Tærø til en regenerativ landbrugsskole på 1.771 m² med studieboliger, fællesrum og undervisningsfaciliteter.
Bag projektet står Stine Skovbjerg, der er uddannet bygningskonstruktør fra Zealand på Blended Learning-linjen.
Selv kalder hun projektet “et studie i at gøre bevaring og biogene materialer til en bygbar og dokumenteret byggestrategi”. Konkret kommer det i projektet til udtryk i bevaringen af eksisterende konstruktioner såvel som byggeri baseret på materialer som ålegræs, stampet ler og kalkmørtel.
Højt niveau i hele feltet
I alt 16 projekter fra landets bygningskonstruktøruddannelser var nomineret til Konstruktørernes Dimittendpris 2025. Stine Skovbjerg er udpeget som vinder af priskomitéen, der består af 10 brancheeksperter.
Selvom der kun er én vinder af prisen, bemærker komitéen dog, hvordan årets felt har haft et særligt højt niveau, og at dette er udtryk for, at de nye bygningskonstruktører rummer både høj kvalitet, bredde og engagement, og at uddannelsesinstitutionerne formår at sikre faglighed og kompetencer, der matcher branchens behov.
Og Stine Skovbjerg er da også stolt over, at det netop er hende, der løber med titlen, rejselegatet på 10.000 kroner og et års gratis medlemskab i Konstruktørforeningen.
”For mig viser det, at vi ved at kombinere arkitektur og byggeteknik kan skabe løsninger, som kan udføres i praksis, og som også forsøger at skubbe branchen i en retning, hvor vi passer på dét, vi allerede har.” siger Stine Skovbjerg.
Stine Skovbjerg er uddannet arkitekt og nu også uddannet bygningskonstruktør. En rækkefølge, folk ofte spørger ind til, men som for Stine Skovbjerg har vist sig at være meget meningsfuld, fordi hun savnede en dybere teknisk forståelse for projektstyring og bygbarhed:
”Arkitektskolen er med sin kunstneriske tilgang en måde at arbejde med rum, materialer og skala, men jeg savnede en forståelse for den byggetekniske del. På konstruktøruddannelsen fik jeg værktøjerne til at koble mine tidligere erfaringer med mere tekniske forhold som risikostyring, beregninger og krav fra bygningsreglementet – og det har for mig samlet brikkerne i puslespillet.”
Mød priskomitéen
I priskomitéen, der har udvalgt vinderen af Konstruktørernes Dimittendpris 2025, sidder:
● Hanne Ullum, Bygherreforeningen
● Vibeke Grupe, Danske Arkitektvirksomheder
● Benny Lillelund, DI Byg
● Henrik Garver, FRI
● Morten Frihagen, Dansk Håndværk
● Peter Mayntzhusen, Konstruktørforeningen
● Henrik Schwartz, Konstruktørforeningen
● Karina Røjkjær, Konstruktørforeningen
● Kirsten Nielsen, Konstruktørforeningen
Mod og respekt
Priskomitéen begrunder blandt andet afgørelsen med, at Stine Skovbjergs projekt kombinerer stærk faglighed i klassiske bygningskonstruktørkompetencer med modet til at udfordre og udforske materialer og metoder.
Og så rummer projektet, lyder det i begrundelsen, både et blik for bæredygtighed, drift og brugerinvolvering samt en respekt for det eksisterende og vores kulturarv.
”Vi har brug for flere som Stine - der tør kaste sig ud i de nye materialer og prøve det af, så vi kan lære endnu mere og blive bedre i branchen,” lyder det fra Vibeke Grupe fra Danske Arkitektvirksomheder.
Også formand for Konstruktørforeningen, Kirsten Nielsen, roser Stine Skovbjergs projekt:
”Stine viser respekt for bygningskulturen, hvilket viser sig tydeligt i hendes transformationsprojekt, der handler om genbyg og biogene byggematerialer, hvor hun bruger ålegræs og ler. Det er enormt inspirerende, fordi vi kan lære af det til andre sammenhænge. Samtidig formår hun at have fokus på både drift, vedligehold og arbejdsmiljø.”
Selv peger Stine Skovbjerg også på netop bevaringstanken som det, der gør hendes projekt relevant i en branche og en tid, hvor der i højere grad skal tænkes i transformation:
”Vi har så store bygningsmasser, der bare får lov at stå hen trods deres bevaringsværdi, mens man venter på, at de forfalder tilpas meget til, at de må rives ned. Projektet dokumenterer, hvordan disse eksisterende bygningsmasser kan aktiveres som en ressource – både arkitektonisk og klimamæssigt. Med metoder som livscyklusvurdering (LCA), fugtstrategi for indvendig efterisolering og analyser af biogene materialer har jeg forsøgt at vise, at bevaring kan gøres på en måde, der lever op til moderne krav og samtidig trækker på byggeskikkens lokale materialer og håndværkstraditioner.”
Siden Stine Skovbjerg dimitterede i sommeren 2025, har hun fået arbejde hos E+N Arkitektur i Aarhus, hvor hun skal beskæftige sig med eksisterende bygninger og restaurering.
”Jeg opsøgte selv tegnestuen, fordi jeg ser min faglige fremtid inden for transformation og restaurering. Det er der, jeg kan mærke, at min egen tværfaglighed virkelig kommer til sin ret, så jeg er ikke i tvivl om, at det er den rigtige vej for mig”.
Konstruktørernes Dimittendpris
Konstruktørforeningen (KF) uddeler Konstruktørernes Dimittendpris en gang om året til en nyuddannet fra bygningskonstruktøruddannelsen, som gennem sit bachelorprojekt demonstrerer en moderne bygningskonstruktørs stærke kompetencer. Prisen blev uddelt første gang i 2017.
Læs mere