Vinder har genanvendt 95 % af de oprindelige materialer
Projektet Thoravej 29 vinder Renoverprisen 2025 for sin kompromisløse tilgang til genanvendelse. Årets Specialpris går til Det Fælles Mødested i Tarup-Davinde, som er et samlingspunkt for friluftsliv, læring og lokale fællesskaber.
Holdet bag Thoravej 29 i København er kåret som vinder af Renoverprisen 2025. Det skete ved Renoverprisfesten den 4. september, hvor også Specialprisen blev uddelt til Det Fælles Mødested i Tarup-Davinde.
Transformationen af bygningen på Thoravej 29, skabt på initiativ af Bikubenfonden, som i 2021 købte den 4.621 m2 store bygning, blev til en prisfest den 4. september hyldet for forvandlingen til et åbent kraftcenter for 26 organisationer og 180 mennesker, der arbejder med kunst, social innovation og bæredygtighed.
Et loft er blevet til trapper, en facade til gulv, og gamle døre er makuleret og omdannet til nye borde i industribygningen fra 1960’erne – senest anvendt som kommunalt handicapcenter.
“Thoravej 29 startede som et eksperiment – undervejs har vi lært, og nu deler vi vores erfaringer. Prisen kan være med til at sætte fokus på, at vi skal passe bedre på den bygningsmasse, vi har, og bruge mange flere ressourcer på at renovere frem for at bygge nyt,” siger Søren Kaare Andersen, direktør i Bikubenfonden.
Specialprisen 2025: Det Fælles Mødested Tarup-Davinde
Vinderen af Specialprisen 2025 blev et 400 hektar stort naturområde, hvor en tidligere landejendom er blevet transformeret til en moderne bålhytte og samlingspunkt for friluftsliv, læring og lokale fællesskaber.
Renoveringen har stor eksempelværdi og er udført med respekt for bygningens historie og lokale byggeskik – fra kalkmørtel og traditionelle teknikker til genbrug af strukturer og materialer.
Med det brændefyrede udekøkken, bålpladser og fuld tilgængelighed året rundt skaber projektet nye muligheder for møder mellem mennesker og natur.
Om Renoverprisen
Renoverprisen er stiftet af Realdania og Grundejernes Investeringsfond med henblik på at anerkende renoveringsprojekter, der er med til at vise vejen for, hvordan vi bedst løser den store samfundsmæssige opgave, det er at få opdateret den eksisterende bygningsmasse i Danmark. Det særlige ved Renoverprisen er, at den hylder hele holdet frem for en enkelt bidragsyder – lige fra bygherre til rådgivere og håndværkere.
Prisen er blevet uddelt hvert år siden 2013 og bygger på seks vurderingskriterier: eksempelværdi, solidt samarbejde, inspirerende ressourcetiltag, faglig kvalitet, blik for brugerne og levende bygningskultur.
Udover titlen som årets bedste renoveringsprojekt følger en check til vinderholdet af Hovedprisen på 100.000 kr. Vinderholdet bag Specialprisen modtager 10.000 kr.
De seks nominerede projekter til Renoverprisen og de to nominerede til Specialprisen blev udvalgt af Renoverprisens Nomineringsudvalg, mens de endelige vindere er valgt af Renoverprisens Valgkollegium – 89 fagfolk fra hele byggebranchen – efter en afstemning.
Læs mere og se fotos på www.renover.dk