300 almene boliger af CLT-træ opføres omkring Roskilde
Boligselskabet Sjælland har indgået en rammeaftale om at bygge 300-400 bæredygtige, fleksible og almene boliger af CLT-træelementer. Det er den første, større satsning på alment byggeri af træ i Danmark.
Billige, bæredygtige og fleksible boliger med fokus på fællesskab.
Sådan lød de overordnede krav, da Boligselskabet Sjælland i 2017 udskrev en konkurrence om en rammeaftale for op til 400 almene boliger mindst tre forskellige steder i Roskilde - og Ringsted Kommune.
Boligselskabet valgte et koncept, udviklet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter (VLA), entreprenøren Adserballe & Knudsen, ingeniørfirmaet Holmsgaard og Thing Brandt Landskab, hvor boligerne skulle bygges af CLT-elementer (Cross Laminated Timber) efter det samme byggeprincip, men med forskelligt arkitektonisk udtryk. Med et budget på omkring 300 mio. kr. er projektet den første, større satsning på alment byggeri af træ i Danmark.
Byggesystem af CLT-bokse
Snart står 44 boliger, Skademosen i Trekroner, klar, og de første spadestik er taget til det næste byggeri, Skousbo, i Viby Sjælland på i alt 109 boliger. Hovedprojektet for et tredje byggeri på 67 boliger, Toppen, skal afleveres i august 2019.
Bygningskonstruktør i VLA Lasse Skov Viborg, der har været med ”hele vejen fra tegnebord til opførelse af de første boliger”, fortæller, at alle boliger er bygget op af et legoklods-agtigt boks-system.
”Byggesystemet er overordnet en 3D-model, der består af grupper – eller blokke – med boliger i, som man kan sætte sammen som en slags legoklodser. Hver ’klods’ – der er bygget af standard-CLT-elementer fra en fabrik i Letland – består af to-fire boliger. En ’legoklods’ kan fx omfatte en stor bolig i stuen og to boliger ovenpå, som man kan stable på forskellige måder med andre blokke, der har samme størrelse, men en anderledes bolig- og rumfordeling,” siger Lasse Skov Viborg og fortsætter:
”I Skademosen – der består af bygningslænger på to etager – findes der både mindre boliger i ét plan og boliger i to planer, som spænder fra 30 m2 til 115 m2. Vi har lavet fem klodsmodeller, der er med til at sammensætte de forskellige bygningslænger, og som dermed har givet fem forskellige boligtyper blandt de 44 boliger i Skademosen. Skousbo-projektet er opbygget på samme måde, men bliver på tre etager, hvor nogle af boligerne vil brede sig over to etager. I det 3. byggeri, Toppen, der også vil være på tre etager, er det muligt at få en bolig både i ét plan og på alle tre etager.”
Ifølge Boligselskabet Sjælland vil huslejen for en bolig på 30 m2 ligge på omkring 2.730 kr., mens 40 m2 vil koste ca. 3.600 kr. og 115 m2 omkring 10.500 kr. om måneden.
Læs hele artiklen i Konstruktøren nr. 3 2019.