Byggebranchen samler sig om grøn omstilling
24 forskellige organisationer i byggeriet har samlet sig i et strategisk netværk på tværs af interesser og synspunkter for at kunne bidrage til Danmarks nationale strategi for bæredygtigt byggeri. KF er også med og bidrager med viden i flere arbejdsgrupper.
Byggeriet er en vigtig faktor i den grønne omstilling, da branchen er blandt den største udleder af CO2 og forbruger af ressourcer. Derfor har Bygherreforeningen taget initiativ til at samle 24 forskellige organisationer i byggeriet i et såkaldt strateginetværk, som skal bidrage til at opfylde Folketingets ambitioner om et mere bæredygtigt byggeri.
Vicedirektør i Bygherreforeningen Hanne Ullum ønsker, at netværket – som Konstruktørforeningen (KF) også er med i – skal bistå med udvikling og implementering af den nationale strategi for bæredygtigt byggeri, som et folketingsflertal vedtog i marts 2021 med i alt 21 forslag til initiativer.
Netværket, – der er støttet af Grundejernes Investeringsfond (GI) og Realdania – tæller bl.a. også Foreningen for Rådgivende Ingeniører, BUILD på Aalborg Universitet, Dansk Erhverv, Danske Arkitektvirksomheder, Concito og Building Green.
Arbejdsgrupper med fokus på særlige byggeriemner
Ifølge formand i KF Kirsten Nielsen er det tanken, at 7 arbejdsgrupper skal behandle særlige emner relateret til den grønne omstilling af byggeriet som fx udvikling af den frivillige bæredygtighedsklasse, risikofordeling i en cirkulær økonomi og nye forretningsmodeller.
”Grupperne skal gennem deres arbejde bidrage til at højne vidensniveauet i branchen, få identificeret alle væsentlige behov og muligheder i forhold til byggeriets grønne omstilling og om muligt udpege særlige indsatser,” siger Kirsten Nielsen.
KF deltager konkret i tre arbejdsgrupper om:
- Renovering, transformation, drift og porteføljestyring (her er KF tovholder)
- BR18 og byggesagsbehandling
- Viden, formidling og kompetenceudvikling.
Ifølge en pressemeddelelse om netværket kan emnerne i arbejdsgrupperne fx være:
- Hvem skal tage risikoen, når vi begynder at bygge med ’nye materialer’?
- Hvordan sikrer vi et fælles sprog om og fælles definitioner af bæredygtighed?
- Hvordan sikrer vi, at der bliver produceret viden om bæredygtigt byggeri, og at vi har de rette kompetencer?
- Hvordan indsamler vi data og beregninger fra hele værdikæden og gør dem tilgængelige for alle i branchen.
KF kan bidrage med viden i hele byggeriets værdikæde
Kirsten Nielsen forventer, at KF kan bidrage med et bredt fokus på løsninger.
”Med generalistens brede faglighed regner jeg med, at vi som konstruktører kan være med til at se ind i alle led af byggeriet – fra ide over udførelse til drift og nedrivning/genbrug – så de bæredygtige løsninger, der kommer ud af samarbejdet, er både bygbare og har høj, byggeteknisk kvalitet, samtidig med at de også kan fungere i praksis og understøtter en høj produktivitet.”
KF’s miljø- og klimapolitik
KF har udarbejdet en miljø- og klimapolitik med tre konkrete forslag til, hvordan byggeriet kan bidrage væsentlig til den grønne omstilling og et klimaneutralt samfund:
- Et livscyklusmærke, som skal vise byggeriets totale miljøtilpasning og gøre det nemmere at sammenligne bygningers samlede klimabelastning
- En gratis videnplatform, som skal gøre viden tilgængelig for alle i byggeriet, så vi undgår fejl og spilder materialer
- En materialebank, der gør det nemt for byggeriet at finde genanvendelsesmaterialer.
Relevant viden for konstruktører på Bygbart.dk
KF samler på Bygbart.dk viden, som er relevant for bygningskonstruktører. Få her vigtig viden om byggeteknik, materialer og bæredygtigt byggeri.
Læs mere på Bygbart.dk