Debat: For meget automattænkning i byggeriet
Bygherrer og rådgivere beslutter sig ofte for standardløsninger uden at kende nok til den enkelte bygnings individuelle forhold og muligheder. Det kan både fordyre projekterne og medføre unødvendige ændringer, siger arkitekt Alexandra Thygesen.
”Mange af de løsninger, som både bygherrer og rådgivere vælger i renoveringsprojekter, er baseret på en teoretisk opfattelse af virkeligheden frem for kendskab til de faktiske forhold, der gør sig gældende i en bygning.”
Det siger arkitekt MAA og byggeøkonom MDB Alexandra Thygesen i Meningsstafetten i det seneste nummer af fagbladet Konstruktøren.
Hun fortsætter:
”Alt for ofte udtænker rådgiveren en løsning på grundlag af en formodning – eller måske rettere: en fordom – om husets tilstand. Hvis det handler om en ældre bygning, er der en tendens til, at man forudsætter, at indeklimaet er dårligt og dermed per automatik beslutter sig for at etablere en løsning med mekanisk ventilation, der ofte er overdimensioneret i forhold til det reelle behov.”
Ifølge Alexandra Thygesen svarer disse automatreaktioner til, at lægen ordinerer penicillin uden først at undersøge, hvad patienten fejler.
Mindre og billigere ventilation
I indlægget kommer hun med eksempler fra sit eget arbejdsliv – fx da en bygherre hyrede hende til at komme med en ’second opinion’ på et projekt, der handlede om renovering af tag og etablering af nye køkkener og badeværelser i en større boligkarre.
”Bygherren havde kontaktet mig, fordi han ikke kunne forstå, at hans rådgiver havde frarådet isolering af taget, fordi det var urentabelt, men rådet ham til at etablere mekanisk ventilation i alle beboelsesrum, så beboerne både kunne få et bedre indeklima og spare på varmen.”
”Da jeg dykkede ned i projektet, fandt jeg ud af, at ingen havde undersøgt husets indeklimaforhold, som i øvrigt ikke fejlede noget. En stor del af de mange nye kanaler og rørkasser i lejlighederne var derfor unødvendige. Der var heller ikke taget højde for elforbrug til det mekaniske ventilationssystem, så besparelsen på varmeregningen ville blive ædt op af en øget udgift til el.”
Rådgiveren indvilgede i at følge Alexandra Thygesens råd, som udover at halvere budgettet bl.a. også betød, at kun køkken og bad fik mekanisk, behovstyret ventilation.
Opfordring til bedre renovering
Med sit indlæg ønsker Alexandra Thygesen at inspirere til, at bygherrer og rådgivere på forhånd undlader at udskrive medicin til ’patienten’, men i højere grad undersøger en bygning for dens individuelle forhold og muligheder, før de beslutter sig for løsninger.
Alexandra Thygesens råd er bl.a.:
- Lav forundersøgelser.
- Mål indeklimaet i stedet for at forudsætte eller beregne det.
- Tænk mere nuancerede løsninger, der tager hensyn til de lokale forhold og funktioner, så mulighederne udnyttes optimalt. Det giver mest værdi for
Læs mere
- Læs hele Alexandra Thygesens indlæg i Meningsstafetten i Konstruktøren nr. 1/2017 på side 12-13
- Følg debatten om debatindlægget på Facebook
Om Meningsstafetten
I Meningsstafetten skriver branchefolk om holdninger inden for konstruktørrelevante emner. Deres indlæg er udtryk for skribentens egen holdning, som ikke nødvendigvis er Konstruktørforeningens holdninger. Kontakt bladet@kf.dk, hvis du har en faglig holdning, du gerne vil dele med andre.