Gå til sidens indhold
Debat

Forståelse for helheden i en bygning er vigtig i renovering

For at få bedre, mere bæredygtige energirenoveringer bør byggebranchen opruste kvalifikationerne omkring helhedsforståelsen for en bygning – herunder en fagdisciplin som bygningspatologi.

Gert Johansen_FOTO Nicolai Perjesi.jpg (1)
Formand i KF Gert Johansen mener, at vi får bedre energirenoveringer, hvis byggebranchen får mere kendskab til bygningspatologi og helhedsvurdering af en bygning og opfordrer derfor til mere uddannelse/efteruddannelse inden for disse fagligheder: Foto: Nicolai Perjesi

Af Gert Johansen, formand i Konstruktørforeningen

I sammenligning med nybyggeri er det langt mere kompliceret at renovere en ejendom, der er opført for hele og halve århundreder siden.

Men vi renoverer på livet løs for at nå EU’s mål om at være CO2-neutral i 2050 – uden at vi i tilstrækkelig grad tænker på bygninger som helheder.

En hel del byggerier har gennem tiderne været udsat for mere eller mindre gennemtænkte renoveringer og fornyelser. Ofte skal en renovering efterfølgende laves om, hvilket på ingen måde er bæredygtigt. Samtidig er der tit usikkerhed om, hvilke materialer der er indbygget eller erstattet med andre, og hvilke bagvedliggende konstruktioner der er pillet ved.

For lille kendskab til helhed og bygningspatologi

Den manglende evne til at tænke mere holistisk omkring renovering – eller rettere: energirenovering – skyldes sikkert, at mange af os inden for byggeriet generelt ikke ved nok om en bygnings struktur. Her er bygningens patologi – ’helbred’ – én af hjørnestenene i helhedsforståelsen.

Bygningspatologi – på engelsk ’Building Pathology’ – giver en samlet forståelse af en bygnings konstruktioner, materialer, byggeskik, defekter, robusthed, muligheder og begrænsninger – herunder hører også, at man har en systematisk forståelse af byggeskader, deres opståen, konsekvenser og udbedring.

Vigtigt med analyse af bygningsfysiske forhold før hver renovering

For at kunne afdække en bygnings patologi i forbindelse med en energirenovering skal man forinden undersøge og afklare de bygningsfysiske forhold, hvilket har afgørende betydning for de efterfølgende muligheder. For det er jo ikke nok kun at sikre CO2-regnskabet. Man skal også sikre, at huset får et sundt og behageligt indeklima samt en æstetisk og holdbar levetidsforlængelse. Endvidere skal man kunne vedligeholde de nye forbedringer og sørge for, at det hele er økonomisk rentabelt.

Som uddannelseslandskabet ser ud i dag, er det formentlig kun bygningskonstruktørerne, der har et semester rettet mod renovering. Men jeg er i tvivl, om det rækker i forhold til de udfordringer, der er, når vi skal arbejde med at tænke huse som helheder.

Jeg vi derfor opfordre til, at vi i byggebranchen drøfter, hvordan vi kan styrke de nødvendige kvalifikationer til, at der generelt kommer en større forståelse for en bygnings helhed, før vi renoverer.

RENOVERING På DAGSORDENEN

Vi skal fokusere mere på helheden når vi renoverer huse

Læs KF-formand Gert Johansens blogindlæg på Renovering på dagsordenen, hvor han uddyber sit synspunkt om renovering og uddannelse.

Blogindlæg