Gå til sidens indhold

Nyt videncenter er et skridt mod mere bæredygtigt byggeri

Bolig- og Planstyrelsen har lanceret et uafhængigt videncenter, som skal give byggebranchen adgang til viden om nybyggeriers samlede klimapåvirkninger og styrke kompetencerne på området. Årsagen er, at der bliver indført nye krav i bygningsreglementet fra 2023.

LCA Bolig Og Planstyrelsen 16 9
De nye krav i Bygningsreglementet, som indføres fra 2023, indebærer, at man som bygherre for nybyggeri skal dokumentere bygningens klimapåvirkninger ved at udarbejde en klimaberegning i form af en livscyklusvurdering (LCA). Illustration: Bolig- og Planstyrelsen

Et nyt videncenter med navnet Videncenter om Bygningers Klimapåvirkninger – forkortet til VCBK, har set dagens lys.

VCBK har fokus skarpt rettet mod bygningers klimapåvirkninger og er ifølge indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek et vigtigt skridt mod mere bæredygtigt byggeri i Danmark.

”Videncentret udfylder en særdeles vigtig funktion ved at understøtte byggebranchen i at opbygge kompetencer og viden om dokumentation af bygningers klimapåvirkninger," siger han.

Videncenteret, der åbnede den 23. marts 2022, er forankret under Bolig- og Planstyrelsen, men agerer som et politisk uvildigt organ drevet af et konsortium, der omfatter Teknologisk Institut, BUILD (Aalborg Universitet), We Build Denmark, Green Building Council og Primetime Kommunikation.

Videncenter matcher KF’s klimapolitik

Om videncentret siger centerleder Thilde Fruergaard Astrup:

”Videncentret tilbyder vejledning til hele byggebranchen og varetager en bred vifte af formidlings- og udviklingsaktiviteter. Vi skal bl.a. udarbejde et case-bibliotek, som skal formidle viden om bygningers klimapåvirkninger samlet set og fordelt på bygningsdele og materialer. Og vi tager snart hul på et undervisningsforløb for undervisere og uddannelsessteder.”

Næstformand i Konstruktørforeningen Kim Bendix Olesen er glad for det nye videncenter:

”Konstruktørforeningen har tidligere foreslået, at der skulle etableres en offentligt tilgængelig videnplatform inden for byggeriet. Derfor er vi rigtig glade for det nye videncenter, som, vi håber, kan bidrage til, at man bygger rigtigt første gang i en branche, hvor kravene til bæredygtighed, produktivitet og kompleksist konstant stiger, samtidig med at ressourcerne bliver færre.”

Nye krav i bygningsreglementet

Videncentret har en helt særlig rolle at spille, når der i 2023 indføres nye krav i bygningsreglementet, der indebærer, at man som bygherre for nybyggeri skal dokumentere bygningens klimapåvirkninger ved at udarbejde en klimaberegning i form af en livscyklusvurdering (LCA).

De nye krav omfatter også en øvre grænseværdi for CO2-udledning fra bygningens livscyklus.

Ifølge Videncenter om Bygningers Klimapåvirkninger forventer Bolig- og Planstyrelsen at sende de nye krav til bygningsreglementet i høring i april 2022 og til efteråret 2022 udgive en vejledning herom.

De kommende krav kan man læse mere om på videncentrets hjemmeside Byggeriogklima.dk.

KF’s miljø- og klimapolitik

KF har udarbejdet en miljø- og klimapolitik med tre konkrete forslag til, hvordan byggeriet kan bidrage væsentligt til den grønne omstilling og et klimaneutralt samfund:

  1. Et livscyklusmærke, som skal vise byggeriets totale miljøtilpasning og gøre det nemmere at sammenligne bygningers samlede klimabelastning
  2. En gratis videnplatform, som skal gøre viden tilgængelig for alle i byggeriet, så vi undgår fejl og spilder materialer
  3. En materialebank, der gør det nemt for byggeriet at finde genanvendelsesmaterialer.
Se KF’s klimapolitik

Videncenter om bygningers klimapåvirkninger

Videncenter om Bygningers Klimapåvirkninger (VCBK) hjælper byggebranchen med at blive klar til de nye klimakrav og styrker branchens viden om og kompetencer i at dokumentere nybyggeriers samlede klimapåvirkninger. Det sker bl.a. i form af vejledningsmaterialer, webinarer, oplæg og arrangementer.