Opråb fra byggeriet: Fjern anlægsloftet for energirenoveringer
Regeringen bør stille krav til kommunerne om energirenovering og fjerne anlægsloftet permanent, skriver 11 store organisationer – heriblandt KF – i et debatindlæg i Klimamonitor.
De kommunale bygninger er i dårlig stand, og en øget indsats for energieffektiviseringer bør være en hovedprioritet – særligt af klimahensyn. Derfor bør der stilles krav til renovering af kommunernes bygninger, og anlægsloftet bør fjernes for samtlige energirenoveringer i den aktuelle økonomiaftale.
Det skriver 11 organisationer primært inden for byggeriet i et debatindlæg i den 1. juni 2021 i Politikens onlinemedie Klimamonitor.
Indlægget – som KF også står bag – anfører at 7 ud af 10 bygninger har et dårligt energimærke (D-G):
”Det er problematisk, både fordi det belaster de kommunale driftsbudgetter, der spildes store mængder energi, og fordi en ringe bygningsmasse belaster indeklimaet til skade for bl.a. vores børns sundhed og indlæring.”
Anlægsloftet må ikke forhindre grøn omstilling
De 11 afsendere opfordrer til en fortsat suspendering af anlægsloftet, der blev sat på stand by i 2020 som følge af coronakrisen:
”Anlægsloftet skal ikke være en forhindring for, at kommunerne rykker på den grønne dagsorden, der kræver alle gode kræfter, hvis vi skal komme i mål med den ambitiøse klimalov. Hæves bygningsmassen med to energiklasser, kan der frem mod 2030 spares ca. en halv million ton CO2.”
”Regeringen bør derfor indgå en aftale med KL, der sætter ambitiøse mål for energieffektiviseringer, og hvor anlægsloftet ikke er en forhindring.”
Læs hele debatindlægget.
11 organisationers opråb til regeringen om energieffektivisering
Byggeriet – repræsenteret ved bl.a. Danske Arkitektvirksomheder, Ingeniørforeningen og KF – opfordrer i et debatindlæg regeringen til at ”slippe tøjlerne for den grønne omstilling i kommunerne”.
Læs mere:
Debatindlæg