Gå til sidens indhold

Stress

Langvarig stress har ofte alvorlige konsekvenser for både den enkelte medarbejder og virksomheden. Læs hvad du kan gøre, hvis du bliver ramt af stress.

Stress er ikke en sygdom i sig selv, men langvarig stress har ofte alvorlige konsekvenser for den enkelte medarbejders helbred, livskvalitet og arbejdspræstationer. Dermed kan arbejdsbetinget stress også have betydelige omkostninger for både virksomheder og samfundet, hvorfor det er i alles interesse at forebygge stress på arbejdspladserne.

Stress er dog ikke altid et onde, da kortvarig stress hjælper os med at præstere optimalt. Du kan fx opleve, at du er mere effektiv, mere opmærksom, at du husker bedre og kan have flere bolde i luften, end du plejer.

Stress opstår som følge af for mange ydre og indre krav

Stress opstår typisk, når arbejdsgiverens krav overstiger de ressourcer, den enkelte medarbejder har til rådighed, og/eller når de krav, du som medarbejder stiller til dig selv, kræver for meget af dig. Ofte er der tale om en kombination af både indre og ydre årsager.

Arbejdsbetinget stress skal først og fremmest forebygges via et samarbejde mellem virksomhedens ledelse og de ansatte, tillidsrepræsentanterne, samarbejdsudvalget, arbejdsmiljøorganisationen eller lignende udvalg. I samarbejdet kan virksomheden i nogle tilfælde trække på eksterne ressourcer hos bl.a. arbejdsmiljørådgivere, branchearbejdsmiljøråd og Arbejdstilsynet.

Stress kan være et kollektivt problem

Konstruktørforeningen oplever nogle gange, at der er flere stresssygemeldte fra den samme arbejdsplads, hvilket er tegn på, at arbejdspladsen bør behandle problemerne omkring stress som et kollektivt problem, der bør gribes ind over for fra ledelsens side. Det kan fx ske ved, at arbejdsgiveren inviterer en erhvervspsykolog, så medarbejderne og ledelsen sammen med erhvervspsykologen kan arbejde på, hvordan man generelt på arbejdspladsen kan få ændret og forbedret det psykiske arbejdsmiljø.

Læs mere om stress på Arbejdstilsynets hjemmeside (At.dk)

  • Hvad er typiske stress symptomer?

    Det er meget forskelligt, hvordan man reagerer, når man får stress. Men der findes en række typiske fysiske, psykiske og adfærdsmæssige reaktioner/symptomer.

    Fysiske reaktioner på skadelig stress kan være:

    • Hovedpine
    • Hjertebanken
    • Mavesmerter
    • Kvalme
    • Søvnløshed
    • Uro i kroppen
    • Uforklarlige smerter i kroppen
    • Øget træthed

    Psykiske reaktioner på skadelig stress kan være:

    • Hukommelsesbesvær
    • Koncentrationsbesvær
    • Glemsom
    • Angst
    • Vrede
    • Depression

    Adfærdsmæssige reaktioner på skadelig stress kan være:

    • Social tilbagetrækning
    • Aggressivitet
    • Grådlabilitet
    • Nedsat præstationsevne

    Det er ofte den tætteste familie eller kolleger, der registrerer, at du er ramt af stress, før du selv opdager det. Du bør derfor altid tage det meget seriøst, hvis ægtefællen/kæresten eller en kollega spørger ind til, om du er stresset.

  • Hvad kan jeg gøre, hvis jeg er stresset?

    Hvis du begynder at opleve symptomer på stress, eller du allerede er stressramt, bør du kontakte Konstruktørforeningen så tidligt i forløbet som muligt. Gennem en samtale kan vi hjælpe dig med at kortlægge din situation, vejlede dig i de dilemmaer du står med samt kortlægge dine handlemuligheder.

    Du bør kontakte egen læge, så lægen kan stille den rigtige diagnose og hjælpe dig med at foreslå en behandling eller eventuel henvise til anden hjælp. Det er også lægen, der i sidste ende kan give dig en sygemelding. Du skal kun have en lægeerklæring, hvis din arbejdsgiver beder om det.

    Det er meget individuelt, hvad du kan have behov for som stressramt. De fleste vil have brug for tæt kontakt med egen læge i en periode og et forløb hos en psykolog eller anden professionel hjælp.

    Nogen kan komme gennem et stressforløb ved at gå på nedsat tid i en periode, ved siden af at man får hjælp hos professionelle. Andre har brug for at være sygemeldt i kortere eller længere tid, for at få den fornødne ro til at kunne arbejde med de psykologiske problemstillinger, som man er blevet ramt af.

    Mange ansatte har via deres arbejdsplads adgang til psykologhjælp eller via egne private forsikringer. Vær opmærksom på, at du skal vælge en psykolog med speciale i stress.

Publikation om stress

Hvordan håndterer du arbejdsbetinget stress?

Læs Arbejdstilsynets publikation:

Arbejdsbetinget stress
NYTTIG VIDEN

Psykisk arbejdsmiljø

På Arbejdstilsynets hjemmeside kan du læse mere om, hvordan man sikrer et godt psykisk arbejdsmiljø